Religionsfriheden er truet - og Danmark har et ansvar
Flere lande, hvor religionsfriheden er under pres, modtager dansk udviklingsbistand. Danmark skal blive bedre til at kræve religionsfrihed, bl.a. gennem EU, skriver sammenslutning af kirkelige ngo’er.
Den uafhængige amerikanske kommission for international religionsfrihed, USCIRF, offentliggjorde for nylig sin årlige rapport, som tager temperaturen på tros- og religionsfriheden i verden. Rapporten maler et dystert billede af den globale udvikling.
Det skriver Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde, CKU, i en pressemeddelelse. CKU er en sammenslutning af kirkelige udviklingsaktører.
Samtidig rejser rapporten et vigtigt spørgsmål for både amerikansk og dansk udenrigs- og udviklingspolitik: Tør vi tage tros- og religionsfriheden alvorligt, også når det bliver diplomatisk besværligt?
16 lande bekymrer
Rapporten anbefaler, at 16 lande betegnes som særligt bekymrende på grund af alvorlige krænkelser af tros- og religionsfriheden. Blandt de 12 gengangere finder man lande som Burma/Myanmar, Kina, Iran og Saudi-Arabien, men i år tilføjes også fire nye: Afghanistan, Indien, Nigeria og Vietnam. Derudover anbefales 12 lande til en ”watchlist”, heriblandt Egypten, Indonesien, Syrien og Tyrkiet.
”Flere af disse lande modtager dansk udviklingsbistand eller er samarbejdspartnere i udenrigs- og handelspolitikken,” siger Filip Buff Pedersen, politisk rådgiver i Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU), og tilføjer:
”Alligevel fylder tros- og religionsfrihed meget lidt i den konkrete udmøntning af vores samarbejde med dem.”
Rapport er vigtigt pejlemærke
USCIRF står for US Commission on International Religious Freedom og er en uafhængig kommission oprettet ved lov og fungerer som en slags vagthund i amerikansk udenrigspolitik.
En af deres funktioner er blandt andet at komme med udenrigspolitiske anbefalinger til det amerikanske statsministerium. Rapporten står frit i forhold til den til enhver tid siddende administration, og netop derfor regnes den for et vigtigt pejlemærke.
I Danmark har tros- og religionsfrihed historisk haft en meget marginal placering i udenrigs- og udviklingspolitikken, men noget er under opsejling. Flere kirkelige og trosbaserede organisationer – heriblandt CKU – har i deres bidrag til Udenrigsministeriets nye udviklingsstrategi peget på netop tros- og religionsfriheden som en forudsætning for både udvikling, demokrati, fred og andre menneskerettigheder.
Ikke nok at tale om rettigheder
Danmark er med i International Religious Freedom and Belief Alliance, hvor man lægger vægt på at beskytte retten til at tro såvel som ikke at tro og gør kvinders ligestilling til en tværgående prioritet i tros- og religionsfrihedsarbejdet.
Men ifølge Filip Buff Pedersen er der i dag både mangel på politisk lederskab og systematisk opfølgning.
”I 2021 og 2022 blev religionsfriheden nævnt i den årlige redegørelse om udviklingssamarbejdet. Men i 2023 var den fraværende – og det vakte opsigt blandt flere af ordførerne på området,” siger han.
EU har allerede tros- og religionsfrihed som en erklæret prioritet, og Danmark har en særlig mulighed for at sætte yderligere skub i indsatsen, når vi overtager EU-formandskabet i 2025.
”Det ville være oplagt at lade tros- og religionsfriheden fylde her. Det kunne blive et signal til både samarbejdspartnere og civilsamfundet om, at Danmark ikke bare taler om rettigheder – men faktisk handler på dem,” slutter Filip Buff Pedersen.