Ny undersøgelse: Mange børn holdes udenfor fællesskabet

Ikke alle børnehavebørn oplever, at de får hjælp af de voksne til at blive en del af legefællesskabet. Samtidig kan forventninger til køn begrænse børns fællesskaber. Sådan lyder nogle af resultaterne fra Børns Vilkårs undersøgelse blandt flere end 490 børnehavebørn.

"Jeg får gladfølelsen," svarer 5-årige Viggo, da han i Børns Vilkårs nye undersøgelse om børns fællesskaber bliver spurgt til, hvordan det føles at blive inviteret med i en leg.

490 børn har i forbindelse med undersøgelsen besvaret et spørgeskema, mens yderligere 87 børn har deltaget i interviews.

Heldigvis oplever langt de fleste børn ligesom Viggo at være en del af et legefællesskab i deres børnehave. Men mange børn har også erfaringer med at blive holdt udenfor, skriver Børns Vilkår i en pressemeddelelse.

Børn kan blive socialt udsatte

Over halvdelen af børnene har prøvet at blive udelukket fra en leg eller at mangle nogen at lege med. Begge dele er en forventelig del af livet i en daginstitution. Men hvis et barn igen og igen oplever at blive holdt udenfor, kan barnet stå i en udsat social position. Her er det vigtigt, at de voksne griber ind og hjælper både barnet og børnefællesskabet.

Dog er det ikke alle børn i undersøgelsen, som oplever, at de får hjælp af de voksne, når de har svært ved at blive en del af legefællesskabet. Hvert fjerde barn i undersøgelsen har aldrig oplevet at få hjælp til netop det.

Fællesskaber er vigtigt fundament

"Det at føle sig som en del af et positivt fællesskab i sin daginstitution er med til at skabe et stærkt fundament for, at et barn kan trives i skolen og i de mange andre fællesskaber, de bliver en del af igennem deres børne– og ungeliv," siger Malene Angelo, psykolog i Børns Vilkår.

Derfor bekymrer det hende, hvis manglende ressourcer eller andre forhold betyder, at de voksne i børnehaven ikke i tilstrækkelig grad formår at hjælpe alle børn ind i fællesskabet:

"Positive fællesskaber opstår ikke altid af sig selv. Børn har brug for voksne, der hjælper med at understøtte og rammesætte lege og aktiviteter, så alle føler sig inkluderede. Hvis ikke det er tilfældet fx på grund af manglende hænder og tid, risikerer det at have langvarige konsekvenser for en række børn og unge,” siger Malene Angelo.

Undersøgelsen indikerer, at det er et område, hvor mange dagtilbud fortsat halter, tilføjer hun.

Drengelege og pigelege

Børns Vilkår har også spurgt børnene, hvem de leger med i børnehaven. Her fortæller langt størstedelen om venskaber med børn af samme køn.

I spørgeskemaundersøgelsen svarer 6 ud af 10 drenge, at de foretrækker at lege med andre drenge. For pigernes vedkommende er billedet lidt mindre markant, men viser fortsat, at mange piger foretrækker at lege med venner af samme køn.

Undersøgelsen tegner desuden et billede af, hvordan de voksne i dagtilbud kan komme til at reproducere normer for køn, når de starter lege og danner grupper.

5-årige Ida fortæller fx, hvordan de voksne inddeler børnene efter køn:

"Og så skal drengene udenfor, og pigerne skal indenfor (...) så laver vi perler og leger i puderum."

Mærker voksnes forventninger

"Det behøver ikke være problematisk, at børn foretrækker at lege med andre af samme køn, ligesom det heller ikke er et problem, at børn leger lege, der bygger på traditionelle kønsnormer. Problemet opstår, hvis det er noget, de gør, fordi de mærker, at det er det, de voksne forventer af dem. Hvis piger hele tiden bliver opfordret til at gå i dukkekrogen og drenge på boldbanen, så begrænser vi både børnenes mulighed for at udvikle venskaber på tværs af køn og opdage nye interesser," siger Malene Angelo, psykolog i Børns Vilkår.

Børnenes fortællinger peger desuden på, at når de voksne i dagtilbud deltager i børnenes leg, kan det være med til at sikre, at flere børn bliver inkluderet i legefællesskabet. Men børnene fortæller også, at de sjældent oplever, at de voksne er med i legen.

Læs undersøgelsen her.

Forrige
Forrige

Kreative værksteder støtter patienter fra psykiatrien

Næste
Næste

Religionsfriheden er truet - og Danmark har et ansvar