Da mit liv blev skåret midt over

Dansk-palæstinenser mærker stadig smerten fra den dag i 2008, da himlen også dengang blev farvet rød af eksplosioner fra israelske bombefly over Gaza og efterlod hans landsby Jabalia i ruiner.

Mohammed Sami Salha deler sine tanker på Facebook-siden “I’m Human”. Privatfoto

Kronik af Mohammed Sami Salha, it-konsulent

Det starter altid før, man når at forstå det. Ikke med bomber. Ikke med råb. Men med den der mærkelige stilhed i kroppen. Som om verden holder vejret, før den rammer dig. Og sådan begyndte den dag den 27. december 2008. Jeg troede, jeg skulle overleve endnu en dag i krig. Jeg anede ikke, at dagen ville skære mit liv midt over.

Da de israelske fly flænsede himlen, steg røgen op som en sort sol. Over 200 mennesker forsvandt på få minutter. Det eneste, jeg kunne høre, var stilheden bagefter. Den slags stilhed, der føles, som om selve jorden holder op med at tro på livet. Tre uger senere var 1450 flere væk. Tal betyder ingenting, når man står i deres støv.

Jabalia var ikke længere en by. Det var et åbent sår. Moskeer lå som knuste ribben. UNRWA- skolen brændte med hvid fosfor, der lugtede af kemi og død og noget, der ikke hører hjemme i nogen verden. Jeg så børn løbe med ansigter dækket af aske. Jeg så mænd bære rester af mennesker i poser, som om de bar deres egne tabte organer. Jeg gik rundt hver dag. Ikke fordi jeg var modig. Men fordi det at stoppe ville føles som at dø før tiden.

Sulten ramte hårdere end bomberne

Den nat sad jeg hos min ven. Et lille bål. Et par træstykker. Hans børn, der prøvede at sove, mens murene rystede fra fjernere brag. Hans øjne havde den der tunge, slidte krigstræthed. Jeg sagde, at jeg ville hjem. Han sagde, at hvis jeg går nu, dræber de mig. Dronerne skyder på alt, der bevæger sig. Jeg spurgte, om han havde brød. Han så ned. Sagde, at der ikke var én eneste skive i hele huset. Det ramte mig hårdere end bomberne.

Skammen. Sulten. Sandheden.

Jeg gik alligevel. Tre kilometer gennem et mørke tykkere end luft. Himlen blinkede i farver, der ikke burde eksistere. Som om nogen rørte rundt i natten med ild og metal. Bageriet var lukket udefra – selvfølgelig – ingen åbner en dør i krig uden grund. Men jeg vidste, de bagte om natten. At de gjorde klar til først på morgenen. Jeg bankede på. De kendte min stemme. Åbnede en lille sprække. Da de så mig, sagde de, at jeg var vanvittig. Jeg bad om en stor pose brød. 50 stykker. De vidste risikoen. Jeg vidste risikoen. En pose i mørket under krig kan ligne alt fra luften. Alt fra en bombe til en raket. Men jeg holdt den tæt. Som om jeg bar et barn. Som om den havde puls.

”Hvis jeg dør nu, dør jeg i Gazas bløde jord”

Jeg gik tilbage gennem mørket. Gav min ven 40 brød, og tog 10 stk. selv. Han sagde ingenting. Jeg sagde godnat, og hvis Allah skriver mig ind i morgen, så ses vi.

Syv kilometer hjem gennem en nat, der føltes levende. Jeg kunne høre min egen puls, som om nogen løb bag mig. Himlen skiftede farve, hver gang døden faldt et andet sted. Jeg så mit liv flimre forbi, som en film der gik i stykker. Da jeg nåede min gade, kom der en mærkelig ro over mig. Ikke fordi jeg var tryg. Men fordi jeg tænkte: Hvis jeg dør nu, dør jeg i det mindste her. Mellem mine mennesker. Min jord. Min sandhed.

I dag er jeg tusindvis af kilometer væk. Jeg er ikke bange for døden. Jeg er bange for at dø i et land, hvor jorden ikke kender mit navn. Uanset hvor jeg arbejder. Uanset hvor jeg lykkes. Ingen jord vil nogen sinde være blødere mod min krop end Gaza.

”Noget skal rive i dig som kolde fingre”

Jeg skriver det her fordi mit folk nu sidder i telte, der ikke kan modstå selv et stille regnvejr. Kulden bider gennem stoffet. Børn vågner med våde tæpper. Mødre prøver at tørre ting med hænder, der selv er frosne. Fædre står udenfor og skubber sand mod teltet som om deres krop kan stoppe vinteren.

Min smerte er ingenting sammenlignet med deres. Ingenting!!

Men det, der gør mest ondt, er tanken om, at de fortsætter med at overleve alt det, mens verden går videre som om intet sker. At deres råb forsvinder mod en himmel, der ikke svarer.

Så jeg siger det højt.

For at du kan høre dem gennem mig, for at du kan se dem, for at du kan mærke noget rive i dig som kolde fingre.

Ingen familie skal kæmpe mod vinteren alene. Ingen børn skal frygte regn. Og intet folk, der prøver at holde sig i live under et stykke stof, skal føle, at resten af verden allerede har glemt dem.

Det her er begyndelsen og slutningen. En historie, der starter i glimt af lys og ender med en sandhed, der aldrig slipper hjertet: Nogle mennesker dør én gang, men Gaza dør hver dag.