Tryghed for sygeplejersker kræver mere end hårdere straffe

Regeringen har netop præsenteret en strafreform, men straf er ikke nok. Forebyggelse og en national handlingsplan skal etableres, mener Dansk Sygeplejeråd.

Regeringen har netop præsenteret en strafreform, hvori det bl.a. fremgår, at vold, chikane og trusler mod offentligt ansatte skal straffes hårdere.

I den forbindelse udtaler Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde for Dansk Sygeplejeråd:

- Hårdere straffe kan sende et klart signal, men det kan ikke stå alene. Tryghed skabes ikke kun med paragraffer – den skal bygges op i hverdagen, siger hun og tilføjer:

- Skal vi for alvor komme vold og trusler til livs, kræver det et langt stærkere fokus på forebyggelse. Det arbejde bliver desværre stadig overset i alt for høj grad

I dag er der heldigvis mange gode, lokale initiativer for at forebygge vold – men det bør ikke være op til den enkelte afdeling at sikre tryghed på jobbet, siger Dorthe Boe Danbjørg.

- Derfor foreslår vi, at der bliver lavet en national handlingsplan for et trygt arbejdsmiljø. For det må være en fælles opgave at sikre, at alle sygeplejersker kan gå trygt på arbejde, siger Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde for Dansk Sygeplejeråd.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S), forsvarsminister og vicestatsminister Troels Lund Poulsen (V) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) udtaler dette i en pressemeddelelse om strafreformen:

- Med strafreformen sikrer vi et historisk løft af vores straffesystem – både når det gælder konsekvens over for kriminalitet, muligheden for at sikre et mere robust fængselsvæsen samt understøttelsen af indsatte, som ønsker et liv uden kriminalitet.

Samlet lægger regeringen op til at investere mere end 7,5 mia. kr. i fængsler, kriminalitetsforebyggelse, bedre arbejdsmiljø for fængselsbetjente og meget mere frem mod 2030.

- Samtidig vil strafreformen indebære den største samlede skærpelse i nyere tid af strafniveauet for personfarlig kriminalitet. Med hårdere straffe, bedre forebyggelse af kriminalitet og støtte til dem, der ønsker at ændre kurs, vil vi styrke retfærdigheden, trygheden og tilliden i vores samfund, siger de tre ministre.

Forrige
Forrige

To puljer skal styrke civilsamfundets kamp mod racisme

Næste
Næste

Fastholdt i usikkerhedens skruestik