Ny undersøgelse: Udviklingsbistand er vigtig for Danmark og verden
Et flertal af danskerne mener, at dansk udviklingsbistand gør en forskel for mennesker i nød og styrker internationale relationer.
Netop som Venstre har meldt ud, at man vil skære i dansk udviklingsbistand, er en ny Epinion-undersøgelse offentliggjort, der viser, at et klart flertal ser udviklingsbistand som både en vigtig investering for Danmark og som en indsats, der gør en reel forskel for mennesker i nød.
Undersøgelsen blandt 804 danskere viser, at 64 procent af danskerne er enige i, at udviklingsbistand er en vigtig investering for Danmark i en tid, hvor vi skal sikre os gode relationer til andre lande. Heraf svarer 21 procent, at de er meget enige, mens 43 procent er delvist enige. Kun 11 procent er uenige.
Der er også bred tiltro til, at bistanden gør en konkret forskel for mennesker ude i verden. 67 procent er enige i, at Danmarks udviklingsbistand gør en vigtig forskel for mennesker i nød – 27 procent er meget enige, og 40 procent er delvist enige. Kun 9 procent er uenige.
Når det gælder niveauet for Danmarks udviklingsbistand, mener knap halvdelen (49 procent), at Danmark i dag bruger en tilpas andel af BNI på udviklingsbistand. Samtidig mener 19 procent, at Danmark bør bruge en større andel end i dag, mens 14 procent ønsker en mindre andel.
Undersøgelsen er iværksat af Folkekirkens Nødhjælp, som konkluderer:
”Undersøgelsen peger samlet set på en stabil og bred folkelig opbakning til Danmarks udviklingsbistand – både som en uundværlig og livreddende humanitær indsats og som en afgørende del af Danmarks samlede sikkerhed.”
Og selv om Venstre har meldt ud at man vil skære i udviklingsbistanden, er generalsekretær Jonas Nøddekær ”glad for at se, at to ud af tre regeringspartier – Socialdemokratiet og Moderaterne – slår ring om, at Danmark fortsat skal leve op til vores internationale forpligtelser og bruge 0,7 procent af BNI på udviklingsbistand.”
”Det er vigtigt for mennesker i nød ude i verden, og det er samtidig vigtigt for et stærkt Danmark, der skal navigere i en svær geopolitisk tid.”
Undersøgelsen er gennemført af Epinion i slutningen af januar 2026 på vegne af Folkekirkens Nødhjælp.

