Nu må regeringen turde venlighed frem for brutalitet

Udrejsecentrene: Kan den nye regering ændre den fjendtlige arv til venlig politik?

Modelfto: Unsplash

DEBAT: Danmark kan afskaffe de sorte pletter der skabes af overtrædelser af Menneskerettighederne. Vil de nye folkevalgte gøre noget godt med bedre lovgivning?

Regeringen må kaste det menneskesyn på lossepladsen, som tidligere regeringer er blevet ved med at slæbe efter sig. Den må indse at det er forbryderisk i tanke og handling at være ansvarlig for at blot ét menneske har det så dårligt som muligt.

Nu er det tid til at vise modstand mod ønsket om andres elendighed og handle derefter. Så her er opfordringen fra baglandet: Nu må regeringen turde venlighed i stedet for brutalitet, opmærksomhed i stedet for den forråelse, vi er vidne til på udrejsecentrene.

Arven er blevet til en frygtindgydende gæld

Vi bærer på en ond arv efter Inger Støjbergs ideer. En Rigsretsdom duer kun, ligesom enhver anden dom, hvis forbryderen angrer. Inger Støjberg taler stadig om, at hun vil fremture i sine ugerninger, og taler forkert om de ulykker, hun har forårsaget.

Set fra ’baglandet’ skylder vi de forulempede mennesker heling og oprejsning.

Ydmygelserne i udrejsecentrene

I menneskerettighedsorganisationen SOS Racisme har vi arbejdet for, at få lukket Kærshovedgård og udrejsecentrene, som folkevalgte tidligere frivilligt har ønsket skulle være så utålelige som muligt.

Vi undrer os over en menneskefjendsk propaganda, der har gjort beboernes tilværelse ulidelig, har virket foruroligende på de indsattes naboer, og desuden har tiltrukket narkohandlere, fordi den eneste trøst var at bedøve sig selv. Et sted hvor selvmordet af og til er den eneste udvej.

Forholdene er kendt. Zenia Stampe var vært for en hel dags debat i Folketinget om Kærshovedgård den 13. maj 2025.

Brutale eller kloge ledere?

Mange gange i løbet af verdenshistorien er det sket at brutale regeringer er blevet afløst af klogere ledere.

I mange uger og dage har der været stor ståhej om, hvad det er at være dansk. De højtråbende har haft travlt med at sætte så snævre grænser for det danske, at flere tænksomme borgere har spurgt sig selv, om det virkelig kan være rigtigt, at det danske, når det er defineret så snævert, er noget nogen kunne ønske sig.

Nu er tiden kommet til at vise at vi virkelig kerer os om hinanden og under hinanden liv, helbred, uddannelse, og arbejde. Luk Kærshovedgård og udrejsecentrene.

Marianne Olsen

Skribent og lektor

Marianne Olsen er tidligere lektor i fransk og religion i gymnasieafdelingen på Herlufsholms Skole og redaktør for SOS Racisme’s blad. Hun er også forfatter, foredragsholder og oversætter.

På Sameksistens.dk skriver Marianne reportager, boganmeldelser og kronikker om især menneskerettigheder og flygtninges og indvandreres vilkår.

Forrige
Forrige

Når det offentlige krænker dem, de skal beskytte

Næste
Næste

Birgit bragte fest og farver til hospital i Tanzania