Når det offentlige krænker dem, de skal beskytte

Antologien Borgerperspektiver belyser konsekvenser af det ulige magtforhold, der eksisterer mellem ansatte i det offentlige og almindelige borgere i samfundet.

Antologien Borgerperspektiver (Samfundslitteratur 2026) bør være pligtlæsning for enhver pædagog, skolelærer, socialrådgiver, politibetjent og øvrige fagprofessionelle i velfærdssamfundet. For her møder vi i 27 små essays forskellige vinkler på borgernes oplevelse af de asymmetriske magtforhold der er mellem offentligt ansatte og jævne borgere. Især de borgere, der er udsatte og derfor har brug for og påkalder sig myndighedernes opmærksomhed.

Som altid ved antologier dykker jeg ned i to kapitler, denne gang minoritetsforældres oplevelse af skole-hjem-samarbejdet og minoritetsunges erfaringer med politiet.

Samfundet rækker ind i borgeres privatliv

Bogen er redigeret af Vibeke Asmussen Frank, Lena Kjeldsen (begge fra Forskningscenter for Social Udsathed) og Holger Højlund (fra Forskningscenter for boger og samfund), som alle også bidrager med kapitler i bogen.

De skriver i indledningskapitlet, at ”fagprofessionelle ofte har øje på den indsats borgerne tilbydes… For borgere derimod er det oftest livet som helhed, der er udgangspunktet. Det gælder især udsatte borgere, som forfatterne definerer som ”borgere, som har det til fælles, at de har svært ved at deltage i hverdagslivet og samfundet uden hjælp fra forskellige velfærdsindsatser”.

I de to kapitler, jeg undersøger, virker hverken minoritetsforældrene eller de minoritetsetniske unge til at have behov for samfundets hjælp; tvært imod. Det er samfundet, der har brug for at forstå og anerkende dem.

Til gengæld er det nok rigtigt, det redaktørerne skriver: ”at mødet mellem fagprofessionelle og borgere i stigende grad rækker ind i borgeres private liv.”

Forventningsfattigdom skaber ulige relationer

Som nu tilfældet Catarina, der med sønnen Adam (som åbenbart er en stor mundfuld for skolen) kæmper med skolen om at få anerkendt, at drengen har ADHD, og at hans opførsel ikke skyldes hans baggrund i en etnisk blandet familie. Her forklarer Nour Hussein fint, at ”Catarinas oplevelse er, at hendes etnicitet og de negative og stereotype forestillinger, der knytter sig til den, har været en stor barriere i forhold til at få skolen til at forstå, at Adams udfordringer ikke bunder i kulturel andethed…”

Lærer og pædagog Nour Hussein har interviewet 11 minoritetsforældre, men udvalgt Catarina som det sigende eksempel, som er en fælles erfaring: at skolens såkaldte forventningsfattigdom skaber ulige relationer. Som Catarina udtrykker det i interviewet: ”…når børn reagerer på den måde, han (Adam) har gjort, så tolker man det apropos lidt med det etniske, så hvis man i hvert fald ser ud som han gør, så kan det godt læses lidt som om, at ”der må da være et eller andet galt derhjemme”.

Det bliver ikke bedre af, at ”lærere og fagprofessionelle i kraft af deres uddannelse er positioneret som eksperter samt dem, der har førstehåndsviden om, hvad der sker i skoletiden.” Der for skal der ekstra meget ”kulturel kapital” hos minoritetsforældre for at kunne opponere mod skolens perspektiv og insistere på sine egne perspektivers berettigelse.

”De beskytter samfundet mod dig”

Minoritetsunge i såkaldte udsatte boligområder står alene over for myndighederne med familien som tilskuere fra balkonen i boligblokkenes lejligheder. Her er politiet massivt til stede for at skabe tryghed, men det virker lige modsat – som Salim udtrykker det i et interview: ”Men de beskytter ikke dig. De beskytter samfundet mod dig.”

I kapitlet forklarer antropolog Mia Birk Haller den usynlige, subtile krænkelse, der finder sted, når minoritetsunge oplever at politiets tilstedeværelse ikke handler om at skabe tryghed, men om at mistænkeliggøre de unge. Der sker gennem det, hun kalder ”mikroaggressioner”, der umiddelbart kan virke harmløse, men opleves krænkende af minoritetsgrupper, der skiller sig ud fra majoritetssamfundet.

Minoritetsunge i såkaldte udsatte boligområder føler sig for det første overvåget: ”… de ser ondt på mig…” fortæller Mehmet. ”Som om de spørger mig med øjnene, om jeg har gjort noget (kriminelt) igen.” De føler sig ydmyget: ”De (politiet) kom og visiterede mig. De tog mine bukser og underbukser af og undersøgte mig foran hele byen,” fortæller Rashid. Begge dele kan føre til gensidige provokationer, som Tarek oplevede i skænderi med en politibetjent i en bil. ”Så knaldede han mit hoved ind i vinduet, så jeg fik næseblod,” fortæller Tarek.

Kræves: Ændrede handlemåder

Det afgørende er ikke om de minoritetsunge fortæller hele sandheden i alle dens nuancer, men at det sådan de oplever det skete. Og derfor må handlinger, som fra politiet opfattes som enten rutineoperationer eller fremprovokerede reaktioner, ændres, så borgerne får nogle mere positive erfaringer i mødet med fagprofessionelle, konkluderer Mie Birk Haller.

Blot denne vinkel gør antologien Borgerperspektiver uvurderlig i det offentlige og derfor et ”must” for det offentliges embedskorps at læse. For uanset hvad, så består samfundet altså af borgere i en livsverden under en systemverden, der skal beskytte og sikre dem et værdigt liv i samfundet.

Vibeke Asmussen Frank, Lena Kjeldsen og Holger Højlund
BORGERPERSPEKTIVER
Borgere i udsatte positioner og deres møder med velfærdssamfundets institutioner
Samfundslitteratur 2026