top of page

Afghansk flygtning modtager pris for integrationsindsats

Hamid Heidari fik overbragt Tværkulturelt Centers integrationspris af Andreas Kamm, tidligere generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp: - Jeg er beæret over at være den, der siger til lykke til dig!


Foto: Birthe Munck-Fairwood


Den 26-årige afghaner Hamid Heidari har modtaget Tværkulturelt Centers integrationspris Årets Krus - Årets Knus 2023. Prisen, der består af krus, en kurv og et diplom, blev overrakt af Andreas Kamm, tidligere generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

Hamid Heidari kom til Danmark som flygtning for fire år siden fra Afghanistan og er i dag ansat som volontør i Internationalt Kristent Center i København.


Hjælper og støtter andre flygtninge

Han modtog prisen for en bemærkelsesværdig indsats for at hjælpe, støtte og opmuntre andre flygtninge og asylansøgere i Danmark, selv om hans egen fremtid indtil for få måneder siden var uafklaret. To gange fik han afslag på asyl og blev pålagt at udrejse til Afghanistan. Først i januar i år omgjorde Flygtningenævnet afslaget og gav Hamid Heidari asyl.


Lærte dansk på højskole

Under den lange asylproces engagerede han sig aktivt i frivilligt kristent arbejde og nåede at blive ansat som volontør i Indre Missions Tværkulturelle Arbejde. Under et ophold på Børkop Højskole lærte Hamid Heidari på kort tid at beherske det danske sprog og har siden været med til at lette indgangen til det danske samfund for mange nyankomne flygtninge fra Afghanistan og Iran.


Kæmpede mod alle odds

- Det er historien om en ung flygtning, der imod alle odds i dag er velintegreret i Danmark, og som har haft en mærkbar positiv indflydelse på sine omgivelser, både på de asylcentre, hvor han har boet, på en dansk højskole og i det kirkelige foreningsliv, fortæller Tværkulturelt Centers projektkoordinator Birthe Munck-Fairwood.

Ingen kan forestille sig Moria

Ved prisoverrækkelsen udtrykte Andreas Kamm sin beundring for Hamid Heidari:

- Som flygtning har du overkommet store udfordringer. Din første rejse førte dig over bjergene til Tyrkiet og videre over havet til Grækenland og otte måneder på Lesbos i den berygtede flygtningelejr Moria.

Andres Kamm har selv besøgt Moria, fortalte han:

- Jeg tror ikke, at nogen af os kan forestille os livet på flugt og livet i en flygtningelejr som Moria. Derfor var det godt, at du slap videre til Danmark.


Belastning gennem det danske asylsystem

- Men her ventede endnu en rejse – din lange rejse gennem det danske asylsystem, der skulle vise sig at blive mindst lige så belastende som din fysiske rejse. For i asylsystemet kunne du ikke gøre noget. Kun vente.

- Hvor hentede du kræfter fra? Du fortæller, at det var i din tredje rejse, din indre rejse, at du fandt styrke. Det var i dit møde med din Gud og med kristendommen. Og så har du samtidig haft energi til at påtage dig frivilligt arbejde, lære det danske sprog og gå i gang med en uddannelse.

- Det er imponerende. Jeg er beæret over at være den, der siger til lykke til dig, sluttede Andreas Kamm.

bottom of page