top of page

Aktuelt foredrag: Hvordan arbejderne blev muslimer

”Med udgangspunkt i et casestudie af Danmark diskuterer Ferruh Yilmaz, hvordan det er lykkedes for den populistiske yderste højrefløj at presse den politiske diskurs i Europa mod højre ved at kapre indvandrerdebatten. Højrefløjspartiernes succes ved valgene understøtter denne konklusion. Deres succes stikker imidlertid dybere, end deres valgsejre antyder,” skriver arrangørerne af mødet – og fortsætter:

”Det er lykkedes dem at forvandle indvandringen fra at være et spørgsmål om klassekamp til at være en trussel mod nationen. Det har efterfølgende flyttet den politiske kampplads fra økonomi (dvs. klassekamp) til kultur (dvs. kulturkamp) og har forenet store dele af højre- og venstrefløjen omkring ”fælles kerneværdier”.

Højredrejningen er blevet styrket af en voksende moralsk panik over muslimers og islams kulturelle og religiøse praksisser, der er blevet fremstillet som en trussel mod de fremskridt, folket har tilkæmpet sig. På den måde blev mainstream-partier som Socialdemokratiet uophørligt tvunget til at reagere på nye skandalefortællinger og nøje udtænkte provokationer.”

”How the Workers Became Muslims” udkom i 2016

Ph.d. Ferruh Yilmaz er lektor ved Institut for Kommunikation, Tulane University i New Orleans. Hans bog, ”How the Workers Became Muslims: Immigration, Culture, and Hegemonic Transformation in Europe”, blev udgivet i 2016 af University of Michigan.

Hans oplæg ved mødet den 20. marts foregår primært på dansk, men med engelske termer indimellem, da Ferruh Yilmaz, der er tyrkisk dansker, har boet i USA i mange år.

Efter oplægget sluttes af med spørgsmål og debat. Menneskeretsadvokat Niels-Erik Hansen er moderator.

Mødet holdes onsdag den 20. marts, kl. 17-19, i Spiseriet i VerdensKulturCentret, Nørre Allé 7, 2200 København N, og der er gratis adgang.

Mødet arrangeres af SOS Racisme, ENAR Danmark (European Network Against Racism) og CEDAR (Center for Dansk-Muslimske Relationer).

Dagbladet Information bragte den 11. april 2016 en anmeldelseaf Ferruh Yilmaz’ bog. Den kan læses her.

Læs mere

Da migrantarbejderen blev muslim, Information.dk, 11-04-2016

bottom of page