”Danske jøders liv og død i Theresienstadt” udvider kendskabet til Danmarks historie og afslører, at bl.a. Røde Kors ikke gennemskuede nazisternes bluffnummer.
Silvia Goldbaum Tarabini
I 1943 skete der noget særligt i Danmark: Der var nazistisk besættelse, og den strammede til for at få udryddet den danske minoritet, der havde sit religiøse ståsted eller sine rødder i jødedommen. Den enkeltes eget forhold til religionen var nazisterne ligeglade med. Man havde overtaget det nittende århundredes forkvaklede videnskabelighed og besluttet, at denne minoritet var en ’race’, der var underlegen i forhold til majoriteten af, hvad man kaldte ’ariere’.
Undtagelsen: 472 danske jøder deporteret
I Danmarks historie er det velkendt at det lykkedes næsten 7.000 danske jøder at flygte til Sverige, i mange tilfælde med hjertelig og kærlig hjælp fra andre danskere. Ulykkeligvis blev 472 danske jøder fanget og deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt.
Det dokuemnterer Silvia Goldbaum Tarabini i bogen ”Danske jøders liv og død i Theresienstadt”.
”Ghetto Theresienstadt (…) lå 60 km. Nord for Prag i det såkaldte Protektorat Böhmen-Mähren, som Hitler-Tyskland havde etableret efter invasionen af Tjekkoslovakiet den 15. marts 1939. (…) Stedet, der i 1930 havde haft godt 7180 indbyggere (inklusive soldaterne i kasernerne). Husede nu [efter oktober 1943] omkring 40.000 mennesker.
Det er forfatterens originale synsvinkel at give ghettofangerne fra Theresienstadt deres identitet tilbage, så de bliver levende og lidende – ikke bare et tal som man nemt kan vifte bort. ”De danske overlevendes synspunkter er [..] interessante, fordi de beskriver Theresienstadt, som de oplevede ghettoen, og ikke i skyggen af en efterfølgende erfaring fra Auschwitz-Birkenau eller andre lejre. Siden danskerne var undtaget fra videre deportation, oplevede størstedelen af dem kun Theresienstadt.” (s.19)
Tidens brønd – vores horisontudvidelse
Resultatet er blevet, at vi dykker ned i tidens brønd, dér hvor vi finder Danmark omkring ”jødeaktionen”, det grundlag som nazisterne udøvede deres forbrydelser fra, og som hjælperne brugte som redningsaktion ved at skjule deres landsmænd og hjælpe dem over til det frie Sverige. Vi ser også den jødiske vantro: ”Kan dette virkelig ske i Danmark?” og deres energiske aktiviteter, da realiteten først gik op for dem. Og nu med værket om danskere i Theresienstadt kommer vi ind i denne overfyldte, uhumske ghetto, hvor dagliglivet også bestod i om morgenen at bortskaffe de lig, der var alt for mange af hver dag.
Det har kostet søvnløse nætter for mange af de tidligere fanger at indvillige i at fortælle forfatteren om deres lidelser: ”Trangen til at minde verden om, hvad der var sket, var stærkere end behovet for at beskytte sig selv mod mareridt, flashbacks og angst,” citerer hun (s.433)
Et første tegn på truende forfølgelse
Efter at civile Gestapo-mænd den 17. september 1943, ledet af Fritz Renner, havde gennemsøgt Det mosaiske Troessamfunds kontorer for at finde navnene på menighedens medlemmer, begyndte ”en del jøder at sove andre steder end i deres hjem, og enkelte flygtede allerede på dette tidspunkt. Ifølge svenske kilder flygtede 61 jøder fra Danmark til Sverige i tiden mellem den 29. august og den 28. september 1943.” (s. 57)
Protester fra det danske samfund
Solidariteten med ofrene for nazismen blev også klart demonstreret ved at ”Dansk Arbejdsgiverforening, Industrirådet og Landbrugsrådet den 30. september kontaktede Werner Best med en erklæring om at de danske jøder var en del af befolkningen, og at tiltag imod dem ville påvirke hele det danske folk.” (s.73)
Her er det vigtigt at huske på at Werner Best var en af de helt store forbrydere i Paris, hvor han tidligere havde sørget for tusinder af franske jøders deportation til dødslejrene. Men i 1943 og her i Danmark blev hans rolle imidlertid ganske anderledes. Han har givetvis vidst, at Tyskland var ved at tabe krigen.
Solidariteten viste sig også i det berømte hyrdebrev, som Københavns biskop (Hans Fuglsang-Damgaard-red.) havde underskrevet i alle danske biskoppers navn, og som blev læst op i kirker landet over den 3. oktober. Men bogen minder også læseren om fortvivlelsens selvmord, således ”Den 49-årige sociolog Joseph Davidsohn, (der skrev den første danske doktordisputats i sociologi,) og hans hustru Fanja (født Rosenblum) begik selvmord i skoven nord for Esrum.” (s. 75)
Arbejdsliv i ghettoen
Der var arbejdspligt for alle mellem 16 og 60 år, undtagen for kvinder med børn under fire år og en særlig gruppe fanger, der blev betegnet med prominentstatus. I 1944, da 18.000 af ghettoens fanger blev sendt til Auschwitz-Birkenau, ”blev arbejdspligten udvidet til at gælde fanger i alderen 14-65 år og også mødre til børn under fire år,” (s.143) beretter Benjamin Murmelstein (1905-1989) i en italiensk udgivelse fra 1961: Il ghetto modello di Eichmann, Eichmanns model-ghetto. Ghettoen blev sandsynligvis ryddet for at snyde de folk, der kom fra Røde Kors for at inspicere lejren, og de lod sig da også bedrage, hvad flere vidner er rystede over.
Et glimt af energi og håb
De danske deporterede erfarede efterhånden opholdets fare for deres sprog. Som tiden gik, begyndte de at tale sprogforvirret. Mens det er almindelig kendt, at de fik tilsendt pakker med levnedsmidler, og at det var grunden til, at så mange faktisk overlevede opholdet i ghettoen, er bogens beretning, at ghettoen fik tilsendt 1.000 danske titler. De kunne udlånes fra marts 1945, bl.a. Palle alene i verden og bøger af Karen Blixen.
En særlig skæbne
En af de skatte, som bogen indeholder, er udførlige litteratur- og personregistre, så man kan, hvis man tager sig tid, grave klenodier frem, mens man læser selve teksten, og finde flere oplysninger om enkeltpersoner og meditere videre over deres liv og drømme, og deres møder med andre mennesker. Det kan man fx når man læser om Hanna Adler, der var en ældgammel dame, som opnåede at blive i Danmark under hele besættelsen.
Læsere af Henrik Pontoppidans Lykkeper vil kende hende i Jakobe Salomons skikkelse: Hanna Adler, (1859-1947), der var Niels Bohrs moster, havde trykket H.C. Andersen i hånden, da hun var lille. I hendes person føler den nutidige læser virkelig historiens vingesus. Hun var cand.scient. og den første, der grundlagde sin egen skole, hvor piger og drenge gik sammen i skole, Hanna Adlers skole, der senere blev Sortedam Gymnasium.
Om hende skriver forfatteren: ”I enkelte tilfælde blev en ”heljøde”, der ikke var beskyttet gennem ægteskab med en ”arier” løsladt [fra Horserødlejren]. Det skete den 2. november. (…) Hun blev løsladt, efter henved 400 af hendes tidligere elever, som blandt andet talte forstander Poul Billgren, billedhugger Jørgen Gudmundsen-Holmgreen, seismolog og statsgeodæt Inge Lehmann (…) underskrev en bønskrivelse til Werner Best.” (Læs den spændende beretning s. 88-90 og s. 102
Illustrationerne
Bogens billedmateriale repræsenterer en særlig værdi. Det gælder fx. forsiden på overrabbiner Friedigers bog Theresienstadt, som Harald Isenstein, der selv lykkeligvis kom til Sverige, har tegnet (s.351) og en note fra Politiken den 25. november 1946 om dommer Moritz’ genbegravelse på Mosaisk Vestre Kirkegaard. Det fremgår at han ”blev ført hertil fra Theresienstadt, hvor han afgik ved døden. (…) En hebraisk salmetekst blev sunget af kantor Erick Grabowski, hvorefter formanden for Danmarks Naturfredningsforening mindede Dommer Moritz’ tyve Aar som Fredningsdommer og det fortjenstfulde Arbejde, han udførte i denne Egenskab.” (s.424)
Det store Bluffnummer
På et tidspunkt kom, som før skrevet, en Røde Kors delegation til Theresienstadt for at se hvordan fangerne havde det. Desværre gennemskuede man ikke, at det var ’fake news’: Man troede på orkestret og de forskellige optrin.
Den skammelige hændelse, propagandaen og de deporteredes vrede over de besøgendes lettroenhed gør denne bog til en nødvendighed. Det er en bog, som mange sikkert endnu ikke ved, at de behøver at læse. Men når man har givet sig i kast med den, erkender man at den er en afgørende udvidelse af kendskabet til Danmarks historie, en historie, som altså forgår i Theresienstadt.
Udgaven, som nu kan læses på dansk, er den tredje version, fortæller forfatteren (s. 442). Hun fortæller, at hun i 2016 forsvarede sin ph.d.-afhandling på ”Zentrum für Antisemitismusforschung ved Technische Universität Berlin med titlen ”Experienses of Persecution and Ghetto-Life. Danish Testemonies about Theresienstadt.”
Silvia Goldbaum Tarabini:
Danske jøders liv og død i Theresienstadt
Gyldendal, 2023