Udviklingsministeren lovede støtte til ngo’er, der befinder sig i Afghanistan for at hjælpe den nødstedte befolkning. Flere ngo’er deltog i konferencen, der også bød på politisk debat.
Flemming Møller Mortensen er minister for udviklingssamarbejde. Foto: Svend Løbner
Afghanistan er hot – ikke kun på grund af den hærgende tørke, men også – og mest – på grund af oprørsbevægelsen Talebans nylige overtagelse af det krigshærgede land. En overtagelse, der efterlader Vestens donorer i vildrede: Vi vil fortsæt hjælpe befolkningen, men bestemt ikke understøtte Taleban.
Spørgsmålet er, om det kan undgås. For hjælper vi befolkningen både med nødhjælp og drift af skoler og sygehuse så letter vi ansvaret fra de nye magthavere og kommer dermed til at støtte dem indirekte. Det svære dilemma kom under grundig behandling ved hjælpeorganisationen DACAAR’s Afghanistan-konference fredag den 10. september, dagen før markeringen af 20-året for terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon.
Vestens militær og diplomati er væk; tilbage er ngo’erne, der alle som én lover at blive og hjælpe den nødstedte afghanske befolkning.
Det store problem er pengetilførsel
John Morse, DACAAR’s landechef i Afghanistan, var blevet evakueret kort før konferencen:
- Jeg kan flytte tilbage i morgen, for FN har etableret en luftbro. I øvrigt kan vores lokale medarbejdere fint klare opgaverne - vi er 80 procent oppe at køre, sagde han.
Afghanistan står i en humanitær krise, og de har brug for massiv hjælp. De har ikke mad, og de håber, at det internationale samfund hjælper.
- De får kuponer udleveret; nu håber vi blot, at de kan indløse dem. Det store problem er cash. Mobiloverførsel fungerede i sidste uge. Bankerne er ikke op at køre endnu, tilføjede han.
Morse blev suppleret af DACAAR’s generalsekretær Klaus Løkkegaard:
- Vi har arbejdet i Taleban-kontrollerede områder i flere år og har også kunnet lave programmer for kvinder. Vores strategi er at forhandle lokalt, og vi regner at kunne fortsætte de fleste aktiviteter. Vi har været på pletten hele tiden, kun væk fra kontoret et par dage, mens der var uro i gaderne.
Er pengene til nødhjælp og udvikling spildt? Blev han spurgt af ordstyrer Kjeld Broksø.
- Nej, for de har hjulpet mennesker i nød. Vi hjælper folk på græsrodsniveau. Kvindeligt ansatte har kun mistet en dag på arbejde i Kabul, og er nu tilbage på kontoret, som måske også er det mest sikre sted at være, svarede han tørt.
Foto: Svend Løbner
Ros til danske ngo’er
Det mest opsigtsvækkende indlæg på dagen blev leveret af udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S, der startede med at rose de tilstedeværende ngo’er: DACAAR, Mission Øst, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Folkehjælp mfl.
- I leverer et ekstremt vigtigt arbejde i en ekstrem situation. Og har gjort det gennem mange år. Jeg er vitterlig bekymret for udviklingen i Afghanistan. Både humanitært, sikkerhedsmæssigt og udsigten til finanskollaps. Jeg frygter at fundamentale menneskerettigheder krænkes. Især for kvinder, unge, minoriteter og aktivister. De grupper, vi har fokuseret så stærkt på i 20 år. Mange års positive resultater risikerer at gå tabt.
Som de fleste kender udviklingsministeren ikke de fulde konsekvenser af Talebans magtovertagelse, men han udtrykte stor beslutsomhed i at Danmark og verden skal stå sammen med det afghanske folk nu:
- Det er vigtigt at Danmark og det internationale samfund engagerer sig og ikke lader civilbefolkningen i stikken. Vi skal sikre opretholdelsen af humanitære indsatser. Kan vi, bliver vi der – ja, det er mit ønske og håb, sagde han og gentog løfter om støtte til de ngo’er der bliver og leverer.
- Vi støtter – men I skal vide, at vi er klar til at gøre mere! Vi skal støtte folk, hvor de er. Derfor er jeg glad for at I er der, og at I er lykkedes at forblive i området.
Styrker befolkningens modstandskraft
Men der er behov for mere end humanitær bistand, pointerede Flemming Møller Mortensen.
- Vi skal også understøtte befolkningens modstandskraft og forhindre fordrivelse. En stærk indsats i nærområder og ved flugtruter er afgørende. Der er risiko for et flygtninge- og migrationspres mod Europa. Vi vil sikre et fortsat engagement i Afghanistan og nærområderne.
- Vi er klar til at øge støtten til Afghanistan. Det er vigtigt, at vi er der lige nu og yder en indsats. For ellers kan situationen eskalere, så der opstår endnu mere ekstremisme, flere fordrevne og flygtninge.
Behovet for hjælp blev understreget af Anne Poulsen, Nordisk Direktør i FN’s Fødevareprogram (WFP):
- Der er hårdt brug for nærende mad. Halvdelen af alle børn under 5 år er underernærede, sagde hun.
Derefter fulgte en paneldebat mellem politikere, hvor Christian Juhl fra Enhedslisten var den eneste, der blev under hele konferencen. Ulla Tørnæs fra Venstre og Katarina Ammitzbøll fra Konservative kom kun ind til selve debatten.
Støt med militærbudget
Hvor langt rækker den politiske vilje til den afghanske civilbefolkning? lød det første spørgsmål:
- Vi skal afsætte lige så mange penge til humanitærbistand, som vi har brug militært. Det skylder vi dem, pointerede Christian Juhl og Ulla Tørnæs kvitterede:
- Jeg er helt enig. Vi skal bidrage med så meget, vi har mulighed for. Jeg står på mål for, at Danmark skal være til stede og afhjælpe den humanitære situation. Det hele afhænger af, hvilken retning den nye regering vil gå.
Nu bliver vi nødt til at finde nye veje, sagde hun.
- Hjælpen må ske gennem civilsamfundet. Hvem er til stede og hvordan fastholder vi den positive udvikling de sidst 20 år, bl.a. pigers skolegang. Det må vi ikke tabe på gulvet. Vi skal støtte civilsamfundet. For de er jo pr. definition uafhængige af regeringen.
Bliv ved at demonstrere
Hvor er de røde streger – altså hvor bliver vi nødt til at stoppe støtten?
- Vi skal råbe op om menneskerettigheder som aldrig før. Men vi skal under ingen omstændigheder støtte Talibanstyret, sagde Katarina Ammitsbøl og Christian Juhl supplerede:
- Vi skal støtte de modige mennesker inde i Afghanistan, der kæmper for rettigheder. Vi skal blive ved at demonstrere herhjemme. Ellers glemmer pressen det! De, der har mod og mulighed, skal have støtte for at blive i landet. De, der er truet på livet, skal have hjælp til at forlade det.
Og Ulla Tørnæs kvitterede:
- Det burde skrives ned et eller andet sted: Jeg er fuldstændig enig i alt det, Christian Juhl siger!
Det være hermed gjort.
Et overvågningssamfund
Til sidst fik den kendte journalist og dokumentarist Nagieb Khaja ordet. Han rejste til Afghanistan for at dække Talebans overtagelse og delte sin vurdering af den aktuelle situation:
- Er der samling på landet? Ja desværre. Taliban er ved at konsolidere sig og centraliserer magten. Men de er ikke repræsenteret overalt i landet. Afghanistan er et meget fragmenteret land. Nu har det forvandlet sig fra et kvasidemokrati og usikkert land med relativ sikkerhed i byen til at blive et totalt diktatur. Så er der lov og orden og det bliver håndhævet med hård hånd.
- Før var Taleban en af truslerne, nu er det dem, der står for sikkerheden. Det siger alt, fortsatte han.
- Afghanistan er blevet til et overvågningssamfund, hvor det før var anarkistisk. Er du en trussel mod Taleban, og opfører du dig ikke efter deres regler, bliver du straffet.
Fik tæsk af Taleban
I starten fik journalister en ok behandling, men styret har strammet meget op, og nu bliver de tæsket.
- Jeg fik også en omgang af Taleban ude ved lufthavnen. De piskede mig, slog mig og tog mit kamera. Vi havde fået tilladelse af informationsministeriet, men blev alligevel angrebet. Hvis jeg bare filmer hverdagsliv, er der ingen problemer, men ikke hvis jeg filmer demonstrationer. Det er skræmmende at stå ved siden af unge fyre, hvis fingre sidder løst på aftrækkeren!
- Du ser ikke så mange kvinder på gaden i storbyerne mere. De er bange og kan huske, hvordan det var før. Overordnet set ser det ud til, at Taleban lader folk leve deres liv. Men i takt med at de konsoliderer sig, kommer der flere og flere regler.
- Dagligdagen er forfærdelig, folk er desperate, de får ikke løn, og armod begynder at melde sig. På nogle arbejdspladser fik kvinder at vide, at de ikke måtte arbejde, andre steder det modsatte. På universitetet må de officielt gerne komme, men konkret må de ikke møde op.
- Taleban er meget forhippede på at ngo’er skal være der. Men uddannelse bliver det aldrig det samme igen. Der vil være kønsdiskrimination. Nogle uddannelser vil blive udfaset, og det vil gå ud over kvinder. I de store byer vil der være uddannelse til piger, men nok ikke i de større klasser, sluttede han.