Danske myndigheder bør bekæmpe egen racisme

Racismen florerer ikke blot på sociale medier og mellem etniske grupper. Folketinget og landets domstole må gribe i egen barm, viste flere eksempler ved markering af Folketingets vedtagelse af handlingsplan mod racisme.

Kashif Ahmad fortalte på konferencen om diskrimination i gymnasiet. Foto: Marianne Olsen + plus indsat pressefoto af Ahmad.

FN’s dag mod racisme den 21. marts blev fejret med stort fremmøde i Mellemfolkeligt Samvirkes Københavnsafdeling. Dagen markerede Folketingets vedtagelse af en antiracistisk handlingsplan og forløb med drøftelser af, hvad den skal indeholde.

Politikere var inviteret til at fortælle om planen med efterfølgende debat. Lokalet var bogstavelig talt fyldt til bristepunktet.

SAMEKSISTENS var med ved festlighederne. Desværre måtte vi undvære justitsministeren, der er Coronaramt.

Racistisk tale i Folketinget

Halime Oguz (SF) der har kurdiske rødder i Tyrkiet, pegede på den racisme, der både rammer internt mellem tyrker og kurder, og ellers især rammer én på de sociale medier. Hun afviste, at særloven for ukrainerne skulle være racistisk, som det blev udtrykt fra salen, hvad der gav anledning til en livlig debat med deltagerne.

Mange oplysende mellemregninger kom frem, og alle følte sig i så godt selskab, at man også fik de mishandlinger frem, der finder sted blot ved det faktum at ud- eller hjemrejsecentrene eksisterer.

Rosa Lund (EL), der egentlig havde været imod den antiracistiske handlingsplan, forklarede hvor vanskeligt det er at have med sådan en plan at gøre, når man kan høre så voldsom racistisk tale i selve Folketinget. Men hun havde selvfølgelig indvilliget i at være med til forhandlingerne:

”Den plan vi har lavet imod Antisemitisme, har jøderne været med til at lave,” sagde hun, ”og vi skal gøre det samme med denne plans virkeliggørelse.”

FN uenig med dansk retspraksis

Størst indtryk gjorde Kashif Ahmad (RV, Københavns Borgerrepræsentation), der i sin indstændige tale for åbenhed om den udbredte racisme, der rent faktisk finder sted, fortalte en historie fra sit eget liv:

”I 1998 blev jeg student fra Avedøre Gymnasium. Den dag, jeg afsluttede min eksamen, kom rektor og en af lærerne og viste mig og en af mine venner væk med bemærkningen, at vi var ’en flok aber, der ikke kunne formulere sig grammatisk korrekt’.

”Den fornærmelige tiltale anmeldte jeg til politiet, men politiet tilkaldte mig aldrig for at høre nærmere. Så gik jeg til Byretten – og tabte. Men jeg var så vred, at jeg gik videre til Landsretten – og tabte. Det ville jeg ikke finde mig i og gik derfor til FN’s racediskriminationskomité, som gav mig medhold i min sag mod staten Danmark.

”Det fik i sig selv ikke nogen konsekvenser for de tiltalte, men FN konkluderede, at vi ikke havde fået den nødvendige beskyttelse mod racistiske overgreb, som FN’s racediskriminationskonvention ellers skulle sikre os.”

Kashif Ahmad insisterer på, at vi taler åbent om den racisme, vi støder på, for det er helt sikkert at vi møder den, og den skal bekæmpes – også når vi ser andre lide overlast.

Flere stærke vidnesbyrd

Der var stærke vidnesbyrd fra flere stolte og selvbevidste folk, der på ingen måde ville se sig selv som ofre:

Kâlànguak fortalte hvor ondt det gør at blive kaldt ”fucking alkoholiker” og få at vide af den talende at ”eskimoisen er her for at blive.” Hun talte med et stilfærdigt mod, der i sig selv demonstrerede hendes egens kulturs særpræg, en kultur, hvor man undlader at tale i munden på hinanden.

Mohamad på 22 år, der er sygeplejerske, fortalte om sin skoletid, hvor han havde 13 forskellige klasselærere, men heldigvis én, han kunne stole på. Han var taknemmelig, fordi hun havde forstået ham, så han er kommet til et godt sted i sit liv.

Mateen på 28 år citerede via lærredet en dørmands ord: ”Kvoten for hvor mange perkere, jeg må lukke ind, er opbrugt.”

Politisk løfte

De ansvarlige politikere lovede, at de ville arbejde for, at den slags feststeder ville blive straffet, eventuelt ved at få frataget deres udskænkningsbevilling.

Men arbejdet er først lige begyndt, og alle ved godt, at det er op ad bakke. Derfor var det en lettelse midt i det hele at få sat fingeren på det ømme punkt med en digters ord. Charlotte Bonnevie Mwakitalu læste sit digt, tilegnet Mette Frederiksen:

STATSMINISTER UTOPI

Gå de unge drenge i møde

Giv dem et knus

Giv dem et kram

Vær ik’ bange

Tag del i deres liv

Del deres larm

Vis hvem du er

Hvem de kan være

Spørg om hjælp

Selv om byrden ikke er stor

Spørg om vej

Selv om du godt ved hvor du bor

Sig vi gerne passer på dem

Og ikke skal passe på med dem

Sig:

Undskyld vi ikke dømte de andres tyvstart

Det kan enhver jo se nu ik var særlig smart

Men se hvor mange der alligevel klarede den på trods

Det vidner om at I er lavet at et ganske særligt stof

Hvis vi gi’r jer kærlighed

Hvis I gi’r os tilgivelse

Skal vi nok se den kærlige verdens tilblivelse

Men for nu skal I bare blive hvor I er

I skal ikke være forsigtige

I skal søge de grænser – det er det vigtige

Vi de voksne vil ikke isolere jer i fængsler

Men vil knuselske jer med de fængslende hængsler efter jeres succeser

Og når de snakker om hvordan I stikker

I de statistikker

Skal I vide,

At det bare er fordi I bliver dømt hårdere end de hvide.

Men nej det er ikke fair at I skal lide fordi I ikke er hvide

I kan ikke gøre noget for det

I kan ikke gøre noget ved det

Man vil altid kunne se det

Og sådan kan vi li’ det!

Kærlig hilsen jeres Statsminister.

(citeret fra Kalder Frankfurt, forlaget Rebel With a Cause 2021)

Klapsalverne blev ved i den fyldte sal.

”Der er nok at gøre, konkluderede værten, også selv om det er en kamp, der aldrig bliver færdig.”