KRONIK: Truslerne mod jøder i Europa kan være udtryk for antizionisme, antiimperialisme og antikolonialisme. Men det er ikke den grufulde form, vi så under nazismen, skriver kronikør og advarer om, at forkert brug af ordet antisemitisme kan øge terrortruslen.
Kronik af Kristen Skriver Frandsen, teolog og præst i den norske kirke
Jeg vover en mening om brugen af ordet antisemitisme:
De fænomener, man i dag kalder antisemitisme, er ikke antisemitisme i den forstand, som vi så i den absolutte, enestående grufulde form under nazismen, men som jo havde en frygtelig lang historie i Europa forud.
Det farligt at tale om antisemitisme, som om vi befinder os omkring spisebordet hos familien Varnæs i Korsbæk i serien Matador. Vi kommer til at se årsagen til truslen forkert og øger endda risikoen for terror mod jøder og andre. Og mindsker chancen for at lægge grund til en begyndende fred i Israel/Palæstina.
Foragt for de anderledes end flertallet
Den europæiske antisemitisme var udtryk for foragt for de lidt anderledes i forhold til den brede hovedkultur i et land – de havde en anden tro, nogle også en noget anden adfærd, og fordommene om jøder trivedes på alle niveauer i samfundet. Den fandtes i de fleste europæiske lande. I Danmark havde den haft godt fat under jødefejderne (omkring 1819) i Europa. Mange steder – fx i Danmark - ville kongen have ro i sit rige, og fik ordensmagten til at nedkæmpe hoben af mennesker, som smadrede jødiske forretninger og hjem.
Der, hvor det gik meget galt, var hvor samfundsmagten delvis allierede sig med ”pøblen”. ”Pøbel” var det kun til dels. Øjenvidneberetninger fortæller om velklædte borgere, som i bogstavelig forstand heppede på de hærgende. (”Hep-hep” var et antisemitisk kampråb fra Bayern). Når samfundsmagten brugte antisemitismen til at vende opmærksomheden bort fra stigende utilfredshed med fx sociale forhold, kunne det blive fatalt. Nazityskland blev det helt forhåbentlig enestående eksempel på stats-grusomhed for at skabe en folkets enhed i landet.
En sikker øm byld at trykke på
Det, vi ser af trusler mod jøder i Europa i dag, er ikke antisemitisme på den måde. Jøder ses ikke på som ringere, ”fremmede” mennesker, undermennesker. Ingen føler, at jøder truer den vestlige kultur. Nogle palæstinensere, som er flygtet til vores lande, ser i nogle tilfælde på jøder - eller udråber dem som - repræsentanter for den vestlige magt, som oprettede Israel – og disse bliver mål for had med risiko for udøvet terror. I andre tilfælde kan nogle palæstinensere i oplevelse af afmægtig vrede over det, der overgår hjemlandet, true jøder, fordi de ved, at det gør ondt på os i Vesten; det er en sikker øm byld at trykke på, fordi vi bærer på en velbegrundet dårlig samvittighed over den måde, jøder blev behandlet på i vores kultur. Venstreorienterede kan gå med i demonstrationer med tvivlsomme paroler (vendt mod eksplicit jøder), fordi de forholder sig kritisk til den imperialistiske og racistiske måde at tænke på, som lå bag måden staten Israel blev til på, og som man stadig ser udfolde sig i konflikten. Også det er farligt og kan blive til terror – mod jøder. Men stadig, klassisk antisemitisme er det ikke.
Foragt for det anderledes går ud over indvandrere
Skal vi se på grupper af mennesker, som møder ringeagt i samfundet, på grund af anderledeshed, på grund anden tro, anden adfærd, skal vi se andre steder hen. Under den klassiske antisemitisme kunne høj som lav udtrykke foragt for jøder. Hvilke paralleller har vi i dag? Det skal vi spørge os selv om.
Endnu prøver staten at skabe ro, men nydelige enkeltpersoner og enkelte partier kan pege på menneskegrupper (indvandrere), som de mener er så fremmede i tro og adfærd, at de ikke hører hjemme her - staten kan svinge med - og man kan for at vinde egen magt appellere til en folkelig, (let) racistisk foragt for, ja, - nu arabere. I tråde på sociale medier får foragten frit løb.
Arabisk er et semitisk sprog, så man kunne jo også kalde den foragt antisemitisme. Men lad os kalde det anti-arabisme, det er nok det mest præcise. Det er så ikke helt parallelt, fordi arabere nok er mindretal som jøderne var blandt os, men samtidig er arabere en hel verden i Mellemøsten, men følelsesmekanikken i Europa ligner stærkt.
Trusler kan udspringe af total afmagt
I hvert fald: de aktuelle trusler mod jøder i Europa er ikke klassisk antisemitisme, og det er forførende og løgnagtigt at tale om det, som om det er. Truslerne kan være udtryk for antizionisme, antiimperialisme og antikolonialisme.
Men igen skal det siges: selv om truslerne kan være udsprunget af oplevelsen af den totale afmagt over for denne verdens herskende magter, er de ikke legitime. Man må ikke slå mennesker ihjel som hævn, eller for at give signal om uret. Det forbrød Hamas sig mod, det forbryder Israel sig i mod – i fuldstændig uhørt stor skala. Det burde vi vogte os for at støtte med magt eller ord.
Men Vesten støtter, så længe vi ikke i ord og med magttiltag går lige så hårdt mod Israels undertrykkelse af palæstinensere over lang tid - og specielt nu mod en ”krigsførelse” mod en befolkning i et af dem selv besat land -, som vi går mod de begåede grusomheder af Hamas. ’
Eller: vi skal gå hårdere mod – på grund af magtasymmetrien mellem de to parter og proportionerne i følgerne, og vores højere grad af medansvar.