- hvis vi opdager dem. Jeg bliver selv gang på gang imponeret og inspireret af menneskers tro, håb og kampgejst.
Journalister vil være de første med det sidste. Medier er hurtige til at bringe breaking news. Og vi andre dødelige skal virkelig anstrenge os for at holde fingrene fra mobilen for ikke at tjekke vores feed på de sociale medier.
Her har foreninger og organisationer mulighed for at levere – ikke slowfood og slowsex - men slownews. Eller rettere: Nyheder om kvaliteter, der holder over længere tid. Og nyheder, der stikker dybere og ikke kun viser, hvad der sker, men hvordan det sker og hvorfor.
Her vil jeg blot nævne tre personer, hvis historier ikke er breaking, men lasting news.
Herlig historie om hjælpearbejde, der nytter
Jeg tænker på Ira fra Ukraine, som jeg skrev om for Children’s Mission en fjern fortid, men som for nylig dukkede op i Sverige for at møde den læge, der opererede hende for 25 år siden. Hun blev født med store fødselsmærker, der misdannede hendes ansigt. Lægerne i Ukraine kunne ikke behandle skaderne uden at bringe hendes liv i fare, så derfor blev der søsat en indsamling, så hun kunne blive opereret med laser og plastikkirurgi i Sverige. I dag, 25 år senere, er hun skolelærer, gift og venter sit første barn. Hvilken overraskelse, da hun pludselig mødte op på sygehuset i Sverige for at sige tak til den læge, der havde opereret hende!
Uddelte nødhjælp med livet som indsats
Jeg tænker på Karam fra Irak, der måtte flygte, da Islamisk Stat invaderede storbyen Mosul og terroriserede befolkningen. Karam nåede væk med sin familie i sidste øjeblik – men allerede 10 måneder efter ansøgte han Mission Øst om et chaufførjob, så han kunne køre nødhjælp ind til sine tidligere naboer i Mosul. Sammen med et team gæve hjælpearbejdere kørte han ind i den besatte by med sin kassevogn fyldt med nødhjælpspakker, delte maden ud på torve og kastede pakkerne over gaden til indbyggere i skjul for snigskytter.
Hvilket mod! Karam bliver ved med at køre nødhjælp for Mission Øst til nødlidende irakere.
Kæmper for kvinders rettigheder
Jeg tænker på Elisabeth fra Mali, som ufortrødent år efter år kæmpede for kvinders rettigheder og stod i spidsen for et projekt, hvor 1.100 kvinder får tildelt geder, som giver overskud i form af mælk og kid, så børn kan komme i skole og familierne arbejde sig ud af fattigdom.
Jeg må hive historien ud af hende for Mission Afrika. Og jeg får den i land fra denne ydmyge og stærke kvinde, som nu har udvidet kvindearbejdet til nabolandet Cameroun.
Jeg er imponeret. For det er ikke et quick fix. Det er der ikke noget, der hedder i Afrika. Men det lange seje træk nytter. Og det gør det også i Danmark.
Tillid får folk til at åbne sig og fortælle
Historierne er måske knap så dramatiske herhjemme. Og dog: Jeg har også her talt med mennesker, som er kommet ud af invaliderende alkoholmisbrug og har levet ædru i årevis. Jeg har talt med døende på hospice, som kan fortælle om et langt og lykkeligt familieliv trods fattige kår og kriser. Og jeg har interviewet nye danskere, som er kommet hertil fra andre lande efter at have mistet alt og været udsat for vold og misbrug, men som alligevel knokler derudaf for at studere og arbejde og tjene penge, så de kan betale skat.
De gode historier ligger og flyder alle vegne, hvis vi bare opdager dem, spørger ind, og får så meget tillid fra folk, at de tør åbne sig og fortælle. Og de gode historier viser, at menneskers styrke og troens inspiration kan flytte uoverkommelige bjerge.