Af Svend Løbner
Johan Peter Ulldal Fynbo studerer galakser og lægger samtidig ikke skjul på, at han tror på Gud. Han medvirker senest i antologien Tro og videnskab, hvor i alt 13 kristne forskere argumenterer for, hvordan de får den nyeste forskning indenfor hver deres faglighed til at hænge sammen med en tro baseret på ældgamle bibeltekster.
Fri til at forske og tro
Gud og galakser! Hvordan får Johan Fynbo lige det til at hænge sammen?
Vi møder astrofysikeren på hans kontor i Vibenhuset i København for at zoome ind på de klassiske knaster, man typisk støder på, når man skal siger tro og videnskab i samme sætning. Vi sætter os med en kop kaffe ved en stor tavle, hvor Fynbo ser ud til at være i gang med at udregne komplicerede kemiske forbindelser.
I samtalens løb opstår negationen ”ikke” ret ofte. Han ser ikke noget problem i dette og hint. Der behøver ikke være en diskrepans mellem det ene og det andet osv. Jo, der kan være divergerende meninger hos både forskere og teologer, men det vigtige for Fynbo er at ikke udelukke nogen muligheder på forhånd. Han vil være fri til at forske. Og fri til at tro.
Fascineret af verdensrummet
Troen har han med fra sin barndom i den lille landsby Herslev i Trekantområdet, hvor familien kom i den lokale folkekirke og det lokale missionshus. Videnskaben kom ind på radaren gennem et skoleprojekt, hvor klassen besøgte Aarhus Universitet. I dag forsker Johan Fynbo i astronomi på Niels Bohr-Instituttet, Københavns Universitet. Han er med andre ord himmelvendt, hvad enten han studerer astrofysik i teleskoper eller åndelighed i bibeltekster.
– Jeg har altid være fascineret af verdensrummet. Jeg er specielt interesseret i galakser. Galakser er samlinger af hundredvis af milliarder af stjerner og består også af gas og mørkt stof. Når nye fænomener dukker op i universet, undersøger jeg deres natur, hvordan de er opstået, og hvordan der sker dannelse af stjerner i det hele taget.
Holder fast ved troen i det fremmede
Hvad er dit råd til folk fra andre lande, som typisk er mere religiøse, end vi er herhjemme?
– Når man kommer til et nyt sted med en ny kultur, så prøver man typisk at holde fast i de værdier, man havde, hvor man kom fra. Det ser vi også hos danskere, der flytter til udlandet. Ofte vil de i flere generationer holde fast i de samme traditioner.
– Jeg har ikke andet råd at give dem, end at de skal føle sig velkomne. Det hjælper i hvert fald ikke, hvis folk, der kommer hertil fra andre lande, ikke føler sig velkomne. Så vil man måske have en tendens til at lukke sig mere om sig selv. Vi skal finde ud af – ikke bare de, der kommer hertil, men også os, der er her i forvejen – at få lavet et samfund, hvor vi alle sammen bliver anerkendte for hvem vi er. Der er jo plads til, at vi kan være her, selv om vi har forskellige baggrunde. Vores ret til at være her er ikke afhængig af, om vi er den ene eller den anden slags mennesker. Vi skal finde ud af at have en frugtbar og respektfuld omgang med hinanden. Det skal vi alle sammen; ikke kun de, der kommer hertil, men i lige så høj grad os andre. Og det er en opgave, der ikke bare påhviler os i Danmark, men i hele Europa.
Vigtigt at holde balancen
Hvordan kan troende flygtninge og indvandrere navigere i et farvand mellem tro og viden i det danske sekulariserede samfund?
– Man skal selvfølgelig hele tiden reflektere over forholdet. Det er vigtigt, at man ikke låser sig for meget fast på en bestemt holdning, ligesom det er vigtigt ikke at opgive det, man synes er værdifuldt. Det er en balance.
– Man skal hele tiden holde sig for øje, at hvis man bliver for dogmatisk, så fryser tingene til, og så kan man ikke rumme andre syn på verden. Man skal finde balancen mellem at turde stå ved nogle værdier, som man finder værdifulde, og samtidig have en åbenhed og respekt for dem, der har en anden måde at se tingene på.
Du går selv i kirke om søndagen og på instituttet om mandagen. Er der ikke en konflikt der?
– Det oplever jeg ikke. Tro har efter min mening ikke noget at gøre med vores forestillinger om det konkrete fysiske univers. Som troende mener man, at der en gud, som er altings ophav, og at mennesker derfor kommer fra denne gud, som har villet hele eksistensen og har en mening om os og vores samliv med hinanden. Det er ikke vigtigt, om jorden er et bestemt antal tusind år gammel, eller om livet har formet sig, som det har. Det skal ikke blandes ind i det religiøse.
Videnskab er en metode
For Johan Fynbo er det vigtigt at skelne mellem metode og fortolkning. Videnskab er metode, men tro er en livstydning.
– Videnskab en metode til at lære noget om universet. Metoden indebærer, at vi indsamler observationer, laver modeller og hypoteser, der forudsiger, hvordan tingene skal opføre sig. Så kan vi teste, om de nu opfører sig, som vi havde forventet. Gud derimod er ikke noget vi skal afprøve ved en eller anden form for empirisk bevisførelse. Vi kan ikke ved udsving på et måleapparat afgøre om han er til eller ej.
– Men troen er en livstydning. Da forstår man hele tilværelsen som noget, vi skylder det ultimative ophav, som er Gud. Og Gud har vi nogle idéer om, som udmønter sig i religiøse kulturer. Hos os har vi så den kultur, der hedder kristendommen. Det er klart, at kristendommen ikke bare er kultur. Den bygger på en konkret historisk virkelighed, mennesket Jesus som levede på Jorden for 2000 år siden, men betydningen af denne historiske virkelighed kan vi dybest set ikke forholde os videnskabeligt til. Det kan enten for den kristne blive et livsgrundlag eller for den ikke-troende en vilkårlig historisk begivenhed som enhver anden.
Frugtbart samspil
Netop det at adskille de to domæner, tro og videnskab, bevirker, at de kan interagere med hinanden, mener Fynbo.
– Man møder ofte det synspunkt, at den gradvise videnskabelige forståelse af verden er sket på trods af eller i kamp mod kirken. Det synes jeg er forkert, simpelthen. Det er mere retvisende at sige, at der i den lange historie fra Oldtiden til i dag mest har været et frugtbart samspil mellem religiøse forestillinger og videnskab.
– Det, vi kalder videnskab, er opstået relativt for nylig, men folk har selvfølgelig langt tilbage tænkt over kosmos og forståelsen af verden. Her har det været meget frugtbart at inddrage forestillinger – ikke bare fra kristendommen, men også fra jødedommen og islam – om det skabte univers.
Hvori består det frugtbare samarbejde helt konkret?
– Troen på Gud som skaber har været en stærk motivationsfaktor for videnskaben. Ordene om, at mennesket er skabt i Guds billede, åbner for, at mennesker kan forstå kosmos, og at kosmos er gennemstrømmet af Guds visdom. Kirkefædrene skriver, at en af måderne at nærme sig Gud er at studere skaberværket. Hele den europæiske universitetstradition kommer fra kirken. Jeg synes ligesom forskere op gennem historien, at det er fantastisk at studere den orden, der er i universet.
Akkumuleret visdom
Men videnskaben har sine begrænsninger:
– Der findes sandhed, som ikke kan udledes af videnskaben. Det må man så forholde sig til på andre måder end med de kriterier, der afgør om noget er sandt eller falsk i videnskabelig forstand. Der er indsigter i kristendommen, som er den religion, jeg kender til. Kristendommen er for mig en historisk religion med akkumuleret visdom. Det Jesus siger forekommer mig utroligt sandt. Det er noget, jeg køber ind på. Og derfor identificerer jeg mig som kristen.
Johan Fynbo skæver hen til stakken af opgaver på hans skrivebord. Han skal videre i teksten, så at sige. Og når ugens hverdage lakker mod enden til en weekend med hustruen Charlotte og parrets to børn, går han måske i kirke og lader forskning i universets galakser blive afløst af forundring over Skaberen bag.
Artiklen er skrevet for CKT Forlag og har som altid i sådanne tilfælde været til gennemsyn hos et andet redaktionsmedlem.