Richard Rohrs bog “Immortal Diamond” afslører det falske og hule ego og inviterer læseren til et livslangt gravearbejde for at finde det sande jeg.
Richard Rohr, pressefoto.
Du maler et maleri, og så skal det sælges.
Du komponerer musik, og så skal den markedsføres.
Du skriver en artikel, og så skal du finde et medie, der vil publicere den.
Jo, jeg kender den godt. Den hårfine grænse mellem at gøre noget for sin egen skyld og gøre det for at vise andre, hvad man har udrettet.
Ikke at der er noget galt med det. Det er blot ikke essensen af ens personlighed.
Det falske og det sande jeg
Franciskanermunken Richard Rohr kalder det ”the false self”, når egoet mander sig op, og ”the true self”, når sjælen bare får lov til at være det, den er. Uden alle mulige dikkedarer.
Jeg er inspireret af Rohrs bog ”Immortal Diamond”, Udødelig diamant (SPCK 2013). Med inspiration fra trappistmunken Thomas Merton opdeler han mennesket indre i det, jeg vil oversætte som ”det sande jeg” og ”det falske jeg”.
Det sande jeg er det, vi oprindelig er skabt med, og som vi forhåbentlig hviler mere og mere i. Det falske jeg et det, vi gerne vil se ud som for at leve op til egne og andres forventninger.
Det falske jeg er vores ego. Det sande jeg er vores allerinderste sjæl.
Et livslangt gravearbejde
Richard Rohrs budskab er, at alle mennesker er skabt med en sjæl, der afspejler Gud selv og derfor er guddommelig i sin natur.
Opgaven i livet er derfor at grave sig frem til denne udødelige diamant, finde ud af hvem man selv er inderst inde, og så leve i pagt med sin natur.
En baby begynder med et jeg-du-forhold til moren. Et barn udvikler et jeg-det-forhold til alskens ting og sager og dingenoter. En teenager søger et jeg-jeg-forhold og bliver ved resten af livet. Hvem er jeg egentlig i mig selv – uden alskens pres og påvirkninger?
Lidelse flytter noget
Hvad er det så, der fremmer udviklingen hen mod et trygt, sandt jeg? Richard Rohr foreslår tre ting: Stor kærlighed, stor lidelse, stort møde med det transcendente, nogle vil kalde Gud.
Ikke kun troen kan flytte bjerge; det kan lidelse så sandelig også. Det er lidelsen, der skraber og graver i os, så vi finder ind til dem, vi i virkeligheden er.
Det er en livslang proces, men jo ældre man bliver, og jo nærmere man kommer døden, jo nærmere kommer man også den udødelige diamant.