top of page

’Det skal være cool at være antiracist’

Er du optaget af kampen mod racisme i samfundet? Og har du lyst til at være med i et netværk, der rent faktisk vil gøre noget ved det i stedet for bare at snakke om det? ​

Sådan lyder opfordringen fra Dansk Magisterforening til at tilslutte sig foreningens nyoprettede Antiracistisk Netværk. Netværket er et aktivistisk netværk, der vil gøre en forskel i forhold til både institutionel og strukturel racisme i Danmark.

De tre initiativtagere – Pernille Cauchi, Trond Helstrup Poulsen og Tue Magnussen – vil begynde med at tage fat på tre temaer:

Det skal være cool at være antiracist:

– Vi ønsker at skabe større synlighed i offentligheden om, at vi er mange, der modsætter os den stigende racisme. Vi ønsker at tiltrække et nyt, ungt lag af aktive antiracister. Det kunne vi for eksempel gøre ved at opfordre til boykot/modstand af højreekstremister ved deres konferencer, stævner, demoer mv. eller ved at være medarrangør til antiracistiske demonstrationer, music- poetry arrangementer, debatter, workshops og lignende.

Netværket vil også engagere sig i lobbyvirksomhed:

– Afstandtagen til racisme og diskrimination er vigtigt. Derfor vil vi arbejde på at gøre vores holdninger tydelige i forhold til lovforslag og det politiske Danmark. Det kunne for eksempel være ved at blande os i høringssvar til lovforslag, udtale om spørgsmål omkring institutionel racisme nationalt/lokalt og lignende.

For det tredje vil netværket arbejde på at gøre Dansk Magisterforening (DM) til en antiracistisk fagforening:

– Vi vil påvirke DM til at være et foregangseksempel på både en medlemsorganisation og en arbejdsplads, der tager antiracisme alvorligt.

Alle medlemmer som ønsker at modvirke den strukturelle og institutionelle racisme i samfundet kan komme med i netværket.

bottom of page