En fortælling dedikeret til det ukrainske folk

Opdateret: 24. jun.

Billedkunstner Gert Grube håber hans genfortælling af dramaet om Moses kan give mod og styrke til ukrainere, der som Moses som lide under en despots overgreb.


Read the english version here.

Nyfødte Moses blev placeret i en sivkurv og skubbet ud på Nilen, hvor en egyptisk prinsesse samlede ham op og tog ham til sig som sit eget barn. Moses kom senere til at udfri det israelitiske folk fra egyptisk slaveri. Foto: Unsplash

- Hermed fortællingen, som jeg har dedikeret til det ukrainske folk. Jeg er dybt berørt af deres kamp for deres land, familier og frihed.

Sådan begynder en e-mail fra Gert Grube til netmagasinet Sameksistens. Gert Grube har siden 1973 arbejdet med skulpturer, der illustrerer de bibelske skikkelser eller store livstemaer som lidelse, smerte og kærlighed.

- Jeg følte, at jeg måtte gøre noget og fandt én af mine fortællinger, som kunne bringe en trøst videre om tro og kampmod, fortsætter han.

- Der er stærke paralleller i min fortælling og det, der i øjeblikket sker for vore TV-øjne. En despot, som vil undertvinge sig andres frihed. Men der er også et stærkt håb i fortællingen, selv om der er hård modstand, slutter han mailen og beder om, at fortællingen bliver oversat til engelsk, så ukrainere på flugt og andre også kan læse den.

Her kommer beretningen som er en genfortælling af dramaet fra den jødiske Torah om egypternes undertrykkelse af det israelitiske folk og Moses’ fødsel – Moses, der senere skulle udfri israelitterne fra slaveri.


En fortælling om troens mod


I Egypten boede en from kvinde, som havde født sit tredje barn, en dejlig dreng. Hun glædede sig til at se, hvordan livet ville forme sig for ham. Var der overhovedet en fremtid for drengen her? Det hele så usikkert ud, fordi landets nuværende konge var både brutal og hensynsløs. Han havde i mange år udøvet et rædselsherredømme over sine undersåtter. Som mor anede hun de truende skyer i horisonten, men hvad det præcis var, kunne hun ikke rigtig forklare. Fredens dage i dette land syntes at være forbi.


Det var atter blevet morgen i det lille hus i Gosens land. De fleste mennesker var allerede i gang med de daglige pligter. Drengens mor skulle også i gang med dagens gøremål. Men pludselig hørte hun galoperende heste ikke langt væk – en afdeling af kongens tro soldater nærmede sig i hast byen. Da de kom nærmere, kunne hun se på deres ansigtsudtryk, at noget alvorligt var på færde. Én af soldaterne råbte: ”Alle drengebørn under to år skal udleveres til kongen!”


Hendes bange anelser var blevet til virkelighed! Hun var dybt rystet! Skulle hun aflevere det bedste, hun ejede? Til sådan en flok banditter! Ikke tale om. Hun skyndte sig hurtigt tilbage til huset og fandt et godt skjulested til barnet. Hver dag var hun nervøs for, at nogen skulle opdage drengen. Dog havde hun en fast forankret tro på sin Gud, himlens og jordens skaber!


Derfor bad hun: ”Kære Gud, tag dig af dette barn, jeg lægger nu hans liv i dine hænder.” I det samme fik hun en idé! Hun ville lave en kurv af papyrusrør og lade Nilens vande redde barnet. Gud måtte så beskytte ham undervejs, for han tilhørte jo Gud, og så måtte Gud forme drengens liv fremover.


Hun ville ikke fortælle om sine planer til nogen, - end ikke hendes mand skulle vide det – hvis hun da kunne tie stille, dog det var jo Gud, hun måtte stole på i denne sag. Målbevidst og fyldt med en indre styrke gik hun i gang med kurven. Hendes mand så godt, at hun var meget optaget af noget, men han tav, for han havde givet hende et vist frirum, som han ikke betrådte. Men dagen kom, hvor nysgerrigheden tog overhånd.


”Hvad er du i grunden i gang med at lave?” spurgte han forsigtigt, ”du arbejder så ivrigt, er der noget, der haster?”

”Ja, jeg frygter kongens soldater! Du ved selv, hvad der er ved at ske her i Gosens land. Du må have opdaget, at nettet er ved at strammes om os. Kongen tåler ikke længere os hebræere. Jeg er i færd med at lave en kurv til vor yngste søn, fordi jeg har fået en tro på, at kurven kan bringe drengen i sikkerhed.”

”Hvordan det?” spurgte manden ivrigt.

”Jeg vil lade Nilens vande føre vor søn i frelsens havn; næsten lige som arken i sin tid frelste Noa og hans familie”, svarede hun endnu mere overbevisende end før.

”Nej, nej, det går slet ikke,” afbrød manden, ”er du ikke klar over risikoen? Et uvejr med kraftig regn kan fylde kurven, og barnets grav vil blive blandt de andre drengebørns – på flodens bund. Kurven kunne også flyde lige ind i hænderne på de egyptiske elitesoldater, der går langs flodbredden for at kontrollere eventuelle flugtmuligheder. Det må du ikke gøre! hører du, det er alt for farligt. – Det er faktisk at friste Gud.”


Moderen søgte efter et svar, men manden kunne mærke, at hun fulgte en guddommelig overbevisning. Hun bad en kort bøn og svarede så kærligt, men bestemt: ”Gud vil sørge for barnet. Vandet vil ikke blive barnets undergang, men dets redning. For Gud er alle ting muligt.” Det sidste blev sagt, som var det en hilsen fra en helt anden verden.


Manden måtte erkende, at hustruen både havde styrke og mod. Hendes tro var klippefast, så han ville ikke modsætte sig denne plan. Han gik derimod hen og omfavnede hende kærligt og sagde, at han lige ville få fat i lidt tjære, så hun i hvert fald kunne tætne kurven. Hun var taknemlig, for det var både et bevis på hans kærlighed til hende og samtidig hans fulde accept af hendes beslutning.


Ind ad døren kom Aron, drengens storebror. Han havde hørt lidt af samtalen, og alvoren stod at læse i hans ansigt.

”Mor”, sagde han, ”kurven er ikke nogen rigtig ark, den kan være utæt, og så vil vandet trænge ind og fylde kurven, så den synker med lillebror. Det ved jeg fra de gange, jeg har lavet små sivbåde nede ved Nilen. Jeg har også hørt, at der er krokodiller i Nilens øvre løb, ikke langt herfra. Nej mor, det må du ikke gøre.”


Moderen blev stille, for hvordan skulle hun forklare sin store dreng om Guds forunderlige veje?

”Aron”, sagde hun, ”Gud har skabt Nilens vande, derfor kan han også føre kurven til et sikkert sted. Gud har altid en udvej.” Aron blev beroliget. Det var mest moderens tro på Gud, der gjorde det, for det logiske i hendes handling kunne han ikke se.


Kurven stod nu helt færdig. Moderen havde tætnet den omhyggeligt med tjære og foret den med bløde klude, og drengen havde fået sin sidste tår mælk. Han blev lagt forsigtigt ned i kurven, for nu skulle det være. Beslutsomt tog hun kurven med barnet og gik ned til Nilens bred.


Uheldigvis mødte hun nabokonen, som nysgerrigt spurgte: ”Hvad har du gang i?”

”Jeg vil redde min dreng, for kongen har udstedt en ordre om at alle jødiske børn skal udryddes. Jeg vil redde ham ved at sende ham af sted i kurven – ud på Nilen.”

Knap var sætningen færdig, før nabokonen bebrejdende råbte: ”Det er vanvid! Kender du ikke farerne på Nilen? Hvad hedder drengen i øvrigt?”

Moderen søgte efter ordene, men det blev nabokonens bemærkning, som formede hendes svar: ”Nej, det er ikke vanvid. Det er tillid! for det, der med fornuften er det glade vanvid, det er med troen den glade tillid. Barnet har ikke fået et navn endnu, men det skal Gud nok sørge for.”


Den stålsatte overbevisning fra moderen fik nabokonen til at tie. Der blev en kort pause, hvorefter moderen skyndte sig ned til bredden. Guds forbarmende kærlighed havde fyldt hendes sind, og hun vidste, at hun kun kunne give Gud magt ved at handle på det ord, der lød i hendes sind.


Nu stod hun der. Nænsomt anbragte hun kurven på vandet og gav den et lille skub, idet hun sukkede til Gud i sin nød. Hun havde handlet ud fra sin smerte og håbede nu på hjælp!

Pludselig følte hun, at der var en usynlig hånd, der erstattede hendes og førte kurven videre ud mellem sivene ved Nilens bred. Langsomt bevægede kurven sig ned ad floden.

Umiddelbart syntes alt håb ude nu, men så skete underet. Drengen blev reddet på forunderligvis, faktisk af kongens egen datter, som senere endog betalte drengens mor for at passe ham de første år.

Så moderens tro blev ikke gjort til skamme.

I øvrigt sørgede prinsessen også for at navngive barnet: Moses.


Read the english version here.