En skuespillers fokus på andre end sig selv

Det er karakteristisk for Jean-Louis Trintignant (1930-2022), at han netop undgår at fremhæve sig selv, skriver kulturskribent i dette portræt.

Jean-Louis Trintignant - her et screenshot fra YouTube.

Michael Hanekes film Amour fra 2012 er uden tvivl den film, der har gjort størst indtryk på et dansk – og måske internationalt - publikum. Den er stadig husket nu ti år efter den kom frem, og det er også den der straks kommer frem for det indre blik nu et par uger efter at Jean-Louis Trintignant, der spillede den mandlige hovedperson, døde den 17. juni 91 år gammel.

Historien om et gammelt ægtepar

Filmen handler om et gammelt ægtepar. Hustruen, (spillet af Emmanuelle Riva) der har været en berømt pianist, har fået et slagtilfælde, så hun synes i sin hjælpeløshed mere og mere stædig og umedgørlig for sin mand.

Samtidig med handlingen afslører filmen alle samfundets fordomme og manglende kærlighed eller bare en smule empati for det gamle par, og ægtemandens spiddende bemærkninger til hjemmehjælpen sidder som en smerte i tilskueren, mens Schuberts musik af og til akkompagnerer billederne, en musik som hans hustru har spillet uforglemmeligt, da de begge var ved gode kræfter.

Slutningen…

En så gammel film kan man godt tillade sig at fortælle slutningen på: I det hjem, der efterhånden er blevet et fængsel for de to, slår manden sin hustru ihjel – og formentlig sig selv bagefter. Går man ind i filmlitteraturen, må det være sådan, men i Haneke-Trintignants sidste samarbejdsfilm, Happy End fra 2017 er den ’lykkelige’ slutning at den gamle mand, der faktisk nu lever, bevæger sig via sin kørestol i havet for at undgå sin modbydelige og modbydeligt borgerlige grådige og ukærlige familie.

Accepterede rollen

Trintignant lod sig overtale til at spille den elskede og elskende ægtemand i Amour, da han var 80 år og egentlig havde udtalt at han hellere ville begå selvmord. Men han lod sig altså overtale, for som Haneke havde sagt til ham, så kunne han jo gøre det bagefter. Det blev efter hans eget udsagn den bedste film han har spillet med i. Og for et par uger siden døde han ’fredeligt og stille’.

Hvem var denne ejendommelige kunstner?

Det er karakteristisk for Jean-Louis Trintignant at han netop undgår at fremhæve sig selv, men taler om filmen og om Hanekes kunst.

Han blev født i 1930 i Piolenc, en kommune 27 km nord for Avignon, hvor hans far var socialistisk borgmester. Som 13-årig oplevede han at faderen, der var modstandsmand under den nazistiske besættelse, sprang ud ad vinduet for at undgå at blive fanget, men han blev pågrebet og torteret. Efter krigen blev hans mor klippet af frihedskæmpere, fordi hun havde haft en affære med en tysk soldat. Jean-Louis oplevede altså disse hændelser tidligt i sit liv. De har måske været dannende for hans stilfærdige, indadvendte personlighed.

Teater og film

I Frankrig er han landskendt som teaterskuespiller, men uden for Frankrig er det især hans film, der huskes. Første gang han blev virkelig berømt var, da han spillede sammen med Brigitte Bardot i ’og Gud skabte kvinden’ instrueret af hendes mand Roger Vadim i 1956. Filmen resulterede i at begge hovedpersonerne forlod deres respektive ægtefæller og sluttede sig sammen for en kortere periode. Det gav genlyd overalt, hvor filmen blev vist. Det var dog en lidenskab, der hurtigt døde ud.

Siden Giftede Trintignant sig med Nadine Trintignant, der var filmproducent, og de fik tre børn. Trintignant viste sig at være et passioneret familiemenneske. Meget tidligt fik han og hans hustru deres ældste datter Marie, (født i 1962), med i film, og hun blev senere en vidunderlig skuespillerinde, både på teater og i film.

Katastrofe og kunst

Den første katastrofe der ramte familien, var da Maries lillesøster, Pauline, døde bare ti måneder gammel.

En af de store oplevelser man kunne få i fransk teaterliv i 80’erne og 90’erne var at se Jean-Louis og Marie spille sammen på scenen. De var simpelthen så morsomme. Somme tider læste de også ren poesi, f.eks. Apollinaires (surrealistisk digter 1880-1918) digte.

Jean-Louis Trintignants kunst virker særligt ved hans udstråling: en beskedenhed, som er kombineret med stolthed. Han afviser at forestille noget han ikke finder inde i sit eget sind.

En sur gammel mand hos Kieslowski

Han er uforglemmelig som den gamle sure eneboer, som bliver forstyrret af en stor hund, der bryder ind hos ham i Kieslowskis film RØD. Den var lige ved at blive kørt ned. En ung kvinde (Irene Jacob) løber efter den reddede hund, men den gamle gider ikke engang sige hende et venligt ord. Hun bliver vred og spørger ham om han ville være lige så afvisende hvis det var hans datter, der havde været i livsfare. Uden at se på hende svarer han: ”Jeg har ingen datter.”

Skuespilleren har uden tvivl tænkt på Pauline. Ægtheden er hjerteskærende for den der ved besked. Men det skulle blive endnu mere sandt.

Mordet på Marie Trintignant

Den franske musiker, Bertrand Cantat fra rockbandet Noir Désir (Mørkt begær), slog Marie Trintignant ihjel i jalousi i 2003. Bertrand Cantat fik otte års fængsel, men blev sat fri efter fire år. Marie døde, 41 år gammel, fra fire sønner – og sine forældre. Man kan ikke leve normalt, når man har mistet to børn, sagde faderen, og så er vi tilbage til Amour. Hans stilfærdige og i grunden indadvendte sind fik en god periode under Hanekes håndfaste og bestemte instruktion, og filmen fik Guldpalmen i Cannes.

Prisoverrækkelsen

Trintignant skulle takke for prisen. Han har fortalt at han var meget genert og vidste ikke hvad han skulle sige. I et interview beretter han med sin lidt undertrykte humor, at han har forskellige historier, han kan fortælle:

”Der er den om manden, der går til sin læge, for han er bekymret for sin kone. Han tror at hun er ved at blive døv. ”Så prøv den med otte meter,” svarer lægen og forklarer: ”Stil dig otte meter fra hende og spørg hvad I skal have til aftensmad, og hvis hun ikke svarer, så prøv med seks meter, derefter med fire, og endelig to.”

Manden følger lægens råd. Konen, der sidder i den gode lænestol og læser sin avis, svarer ikke. Til sidst går han helt hen og taler ind i hendes øre. Så vender konen sig imod ham og siger: ”Nu har du spurgt mig fem gange, og jeg har sagt dig at vi skal have pasta!”

Men ved modtagelsen af prisen nøjedes han med at citere et par linjer af den folkekære digter Jacques Prévert: ”Om man gerne ville prøve at være lykkelig, skulle det da blot være som et forbillede.”