Andreas Simonsen mente, at den realisme, der ikke afbalanceres af idealisme, udarter til kynisme. Og den idealisme, der lader hånt om realismen, udarter til fantasteri. Hans 100-årsdag er netop markeret.
Per Brask og forlægger Morri Mostov med oversættelsen af Andreas Simonsens bog Grundtanker i jødedommen til engelsk. Artiklens forfatter Marianne Olsen i midten. Billedet er fra 2014.
- Vil I tage jer af mine bøger, når jeg er død? Spørgsmålet kommer forsigtigt, og alligevel pludseligt.
Andreas Simonsen har bedt os om at komme ind på sit kontor, min mand Kristian og mig, mens Else laver kaffe og te efter frokosten og snakker med vores børn. Andreas har lukket døren ind til stuen. Vi er helt stille.
Selvfølgelig siger jeg ja – med en klump i halsen. Det er en dejlig sommerdag, den 10. august 1985.
Det er en helt særlig opgave, vi har taget på os, for Andreas Simonsen er alt andet end en letvægter. Hans varme humor og latteren, der ledsager vores sammenkomster, er uundværlige elementer i den store alvor, der ligger i forfatterens bøn.
Hundredåret for Andreas Simonsens fødsel den 13. november blev markeret i Grundtvigsalen på Vartov i København.
Løftet bliver indfriet
Efter løftet står Else med kaffekanden og nikker indforstået, da Andreas siger til hende, at alt er i orden. Hun er glad: ”Det kan jo ikke blive ved,” siger hun om deres livs længde, mens hun skænker op.
Løftet skal indfries den 3. oktober 1991, da Andreas er bukket under for sin svære depression.
Både hele oplaget af hans mange bøger og forskellige papirer får et gæsteophold i vores hus, og to nye bøger kommer til verden, hvorefter hans nære ven, Leif Eichel, og jeg kører til Rigsarkivet med dele af de bearbejdede papirer.
Forfatterskab om etiske emner
Simonsens forfatterskab består i hovedsagen af bøger om etiske emner. Hans hovedtanke er, at i en velafbalanceret etik skal to ligeværdige holdninger, der tilsyneladende – men kun tilsyneladende - er modsatrettede, have lige stor vægt.
Han kalder fænomenet for diskonjunktion, hvor ’dis’ angiver det adskillende ( f.eks. ’disharmoni’, ’dissonans’, der betegner noget ikke-harmonisk) og ’konjunktion’, der angiver en sammenbinding.
Kynisme eller fantasteri?
Lad os tage et eksempel, som vi kender fra hverdagens politiske handlinger: realisme og idealisme. Simonsen siger, at den realisme, der ikke afbalanceres af idealisme, udarter til kynisme. Derimod udarter den idealisme, der lader hånt om realismen, til fantasteri.
Den tankegang, der går gennem hele forfatterskabet, udvikler Simonsen i utallige variationer på sin særlige musikalske måde ved i nogle tilfælde at lade personer med forskellige livssyn samtale, føre inspirerede og inspirerende dialoger, der viser hans påvirkning fra Platons Sokrates.
Derfor var det også helt i tråd med hans holdning, at den første posthume udgivelse, hans dagbogsnotater fra ungdommen som jødisk flygtning i Sverige og fire år derefter, kom til at hedde En søgende forkynder. Det er en titel, der både karakteriserer Simonsens vilje til at forstå gennem dialog, og erkendelse af dialog som en absolut del af sin søgen.
Hele bogen er interessant som et eksempel på både den etiske søgen og et billede af 1940-årene.
To grundlæggende rettigheder
Vi havde også et ønske om at udgive Simonsens korrespondance for at vise ham som en hel person, der både i det forfatterskab, han selv udgav, og i sine breve var den samme lidenskabelige erkendelsesjæger, et menneske, der lagde lige stor vægt på at lytte og tale, så han ligefrem betegnede disse to begreber som rettigheder.
Depressionen
Hans intellektuelle styrke og hans varme menneskelighed viste sig i et grundigt og gennemtænkt forfatterskab.
Indimellem tvang hans svære depressionssygdom ham dog også til uvirksomhed og lange pauser, men den fristede ham aldrig til at tvivle på sin religiøse humanisme, en livsholdning som på en helt enestående måde blev støttet af hans hustru, Else, der ikke blot skrev hans håndskrevne manuskripter på maskine, men også utrætteligt lyttede til ham og talte med ham ud fra sit eget kristne grundlag.
Det fik ham til at skrive en bog om sin sygdom, en helt særlig modig bog, hvor han både viser sin taknemmelighed mod de mennesker i sundhedsvæsenet, der viste ham omsorg og forståelse, og sin afstandtagen fra dem, der formastede sig til at betragte ham som et objekt. Han var helt forankret i Martin Bubers ’Jeg og du’- holdning og betragtede mennesket som noget enestående og livet som en gave og opgave.
Brevene
Det var de lidelser, der medførte titlen til den anden posthume udgivelse: …af hele din styrke. Titlen citerer femte Mosebog 6,5: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke.
Som et led i arbejdet blev der også oprettet en hjemmeside: www.andreas-simonsen.dk
Her kan man læse om forfatterskabet og hvad der ellers kan interessere i den forbindelse. Endnu resterer Simonsens tyske oversættelse af Grundtanker i jødedommen, Grundgedanken im Judentum, varmt anbefalet til udgivelse af Bent Melchior, men endnu kun i manuskript. Måske har denne fremragende bog en chance som e-bog nu? Det vil snarest blive undersøgt.
Nazismefrit Tyskland
Når Andreas Simonsen oversatte bogen til tysk, var det uden tvivl, fordi hans mor, Käthe Löwenthal var tyskfødt. Simonsen havde studeret klassisk filologi med tysk som bifag. Hans tyskprofessor, den kendte Carl Roos, havde undret sig over, at han som jøde ville studere tysk, hvortil han havde svaret at når alt dette – hvormed han mente nazismen – var overstået, ville han vise sine elever tysk kulturs store rigdomme og sande kvaliteter.
Bøgerne har deres skæbne
Men med de gamle ord af den romerske komediedigter Terents:” habent sua fata libelli” - bøgerne har deres skæbne - skulle det gå helt anderledes, så tre af hans bøger, deriblandt bogen om jødedommen og to bøger der behandler etiske problemer, nu er udkommet på engelsk, oversat af den dansk-canadiske dramaturg, forfatter og professor, Per Brask.
Oversætterens opdagelse
Per Brask fortæller at han den 27. februar i 2012 var i Danmark for at besøge sin far. På en indkøbstur tændte han for bilradioen og hørte Malene Fenger-Grøndahl tale med mig om Andreas Simonsen. Per Brask, der var konverteret til jødedommen, følte sig straks beslægtet med det han hørte, og ved sin hjemkomst til Winnipeg på den canadiske prærie, skrev han til mig, og naturligvis skulle forfatterskabet ud på et helt nyt eventyr over Atlanterhavet til sin åndsfælle.
Også denne begivenhed førte til venskab, både med Per Brask og med hans kone, Carol Matas, der er prisbelønnet forfatter til adskillige ungdomsbøger, hvoraf jeg har haft det privilegium at oversætte den ene fra engelsk: Større end engle, en bog der handler om Frankrig under den nazistiske besættelse.
Jo, bøgerne har deres skæbne.
Det er baggrunden for vores markering af hundredåret for Andreas Simonsens fødsel den 13. november i Grundtvig salen på Vartov -hvor vi, Fonden til udbredelse af kendskabet til Andreas Simonsens Tænkning – FUKAST -lancerede en antologi af en del af hans tekster til det formål, også den oversat til engelsk.
Fakta: Andreas Simonsen (1923-1991) - Søn af direktør for Det kgl. danske Musikkonservatorium Rudolph Simonsen og hans tyskfødte jødiske kone Käthe, der var malerinde. Barndomshjemmet var både materielt og kunstnerisk rigt. - Blev student i 1941 og begyndte at studere klassisk filologi og tysk, men i 1943 måtte han sammen med sin far flygte til Sverige pga. jødeforfølgelserne. Året forinden var hans mor død. - I Sverige boede han hos sin mors fætter, atomfysikeren Oskar Klein, der arbejdede sammen med Niels Bohr. Han meldte sig ind i den danske brigade og kom hjem sammen med den i maj 1945. - I 1953 blev han cand.mag. og blev ansat på Zahles skole samt som ekstern lektor på Københavns Universitet. - I 1956 giftede han sig med Else Marie Krogh (1914-89), som med ind i ægteskabet havde sønnen Per. - Han døde i 1991 som følge af en voldsom depression.
Læs mere om Andreas Simonsens forfatterskab på www.andreas-simonsen.dk