KULTURKOMMENTAR: Martin Krasniks ”En smal bro over afgrunden” udtrykker en forståelig sorg over 7. oktober, men samtidig en unuanceret og dermed en ikke-journalistisk gengivelse af den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Martin Krasniks bog ”En smal bro over afgrunden” udkom i november en måned sidste år efter Hamas’ angreb på israelere på en musikfestival i det sydlige Israel den 7. oktober.
For hurtig på aftrækkeren
Journalister er hurtige på aftrækkeren, og Weekendavisens chefredaktør er ingen undtagelse. Bogen indeholder en serie ledere efter angrebet, redigeret og udvidet som sig bør, når man forvandler artikler til en bog.
Men det er netop bogens svaghed. Krasnik har være for hurtig. Han nævner slet ikke antal dræbte civile i Israels gengældelsesangreb mod Hamas i Gaza. Men nævner gentagne gange de 1200 dræbte i Hamas’ angreb på israelerne.
Martin Krasnik er som jøde såret på folkesjælen, forståeligt nok. Og derfor burde bogen have ligget i skuffen til nu omkring seks måneder senere. Så kunne de over 30.000 palæstinensere i Gaza, som det israelske militær har dræbt givet et bredere perspektiv.
For naturligvis er angrebet 7. oktober helt uacceptabelt. Men hvad er så drabet på over 15.000 kvinder og børn?
Et mudret billede
Den hurtige litterære reaktion på angrebet medfører også et mudret billede. På den ene side vil Krasnik gerne kunne deltage i demonstrationer under sloganet Free Palestine. Han ønsker også et frit Palæstina.
Eller gør han? For det, der kommer imellem, er efter hans mening en uhellig alliance mellem islamisk ekstremisme og den europæiske venstrefløj. For borgerlig, der er Martin Krasnik jo.
Her er det han i farten kommer til at give bogen et personligt bias. I virkelighedens verden er det ikke islamisk ekstremisme, der forsvares af venstrefløjen, hvis man kan putte alle protesterende demonstranter i den gruppe. Det er menneskerettighederne, der får folk op af stolene og ud på gaden og endda forsvare mennesker af en helt anden kultur og religion end deres egen.
Assimilering eller ej
Den samme modsætning kommer frem i Krasniks overdrivelse af jøders assimilering kontra muslimers mangel på samme. Han henter et enkelt eksempel frem fra Nørrebro, hvor en far siger, at familien taler arabisk derhjemme, selv om børnene går i dansk skole. Det gør jøder ikke; de taler dansk både ude og hjemme.
Men tidligere har Krasnik beskrevet, hvordan den jødiske menighed holder sammen, har egne skoler og aktiviteter. Så mere assimilerede er de altså ikke.
Men hvorfor skal dansk assimilation og integration over hovedet ind i debatten om en konflikt mellem Israel og Palæstina? Måske fordi tusindvis af mennesker i Danmark og andre vestlige lande går på gaden og kræver våbenhvile.
Svækket troværdighed
Det vigtigste for medier og journalister er at være troværdige. Jeg føler Martin Krasniks hastværk har svækket hans og bogens troværdighed. Den er ikke dækkende, ikke nuanceret, ikke i orden journalistisk, fordi den er mere et jødisk partsindlæg end en generel afklaring til forståelse af en gammel konflikt.
Det var undertitlen, der fangede mit blik og fik mig til at købe bogen: ”Den 7. oktober, jøderne og palæstinenserne, krigen og håbet”. Især ordet ”håbet”. Bogens titel stammer fra tidligere overrabbiner Bent Melchiors gengivelse af en gammel jødisk sætning: ”Verden er som en smal bro, det afgørende er ikke at blive bange.”
Men håb er ikke ligefrem det, jeg sidder tilbage med efter at have læst Martin Krasniks bog. Jeg er faktisk bange for at falde ned fra den smalle bro over afgrunden.