”The Zone of Interest” er et holocaust-drama med klos op nærvær. Hvor Schindlers liste er grusom i handling, er denne film nærmest voldsom i sin laden stå til.
Foto: SF Studios
Jeg har netop set en film, der nærmest limer sig fast i bevidstheden. Ikke fordi den er grov på en overdreven måde. Men ætsende på en underspillet måde. Ordet underfundig ligger nær, men kan ikke bruges i en så ond portrættering af det kyniske som ”The Zone of Interest” er.
Filmens titel kan oversættes med ”Interessesfære” og er et holocaust-drama, der mest foregår i hjemmet og i haven hos en kommandant for Auschwitz udryddelseslejr. Vi ser Rufolf Höss, hans hustru Hedwig og parrets børn leve som en almindelig tysk familie med små bekymringer, mens krematoriets ovne buldrer svagt i baggrunden, og der ind imellem høres kommandoer, skud, skrig og gråd.
Tjenestepiger går til hånde sammen med jødiske gartnere, skopudsere og hvad der ellers skal til for at opretholde et luksusliv.
Foto: SF Studios
Er det os, der blot betragter udryddelsen?
Et stykke inde i filmen går det op for én, at hus og have, drivhuse og swimmingpool ligger klos op ad udryddelseslejren. Ind imellem ses ild fra skorstene i baggrunden og røg fra ovne, hvor tusindvis af jøder bliver dræbt systematisk. Og det værste, at kommandanten kan se over på koncentrationslejren fra sin terrasse og nyde udsigten, mens han tænder en cigaret.
Når min nethinde ikke slippe filmens scener, er det fordi kommandanten, hans hustru og børn kunne have været mig. Det kunne være os. Det ER måske os i Vesten, som stiltiende ser et folk blive udryddet på vores skærme. Os, der ligesom familien og folkene omkring kommandanten ikke siger noget, ikke tør protestere, helst vender blikket den anden vej.
Værre end Schindlers Liste
Jeg så ”Schindlers Liste” for år tilbage, og den gjorde også voldsomt indtryk. Men ”Interessesfæren” er værre.
I ”Schindlers Liste” ser vi kommandanten udføre sit morgenritual og fra soveværelsesvinduet skyde en jøde på den anden side af hegnet. Det er brutalt, men vi har dog en helt i filmen: fabrikanten Schindler, der ansatte så mange jøder som muligt for at frelse dem fra gaskamrene.
I ”Interessesfæren” ser vi kommandanten kynisk bestille et nyt og mere effektivt krematorieanlæg for hurtigere at kunne ekspedere den ene ”ladning” efter den anden. Og vi har lyst til at rejse os i biografsædet og råbe: Så gør dog noget! Men alle udenfor koncentrationslejren lever blot videre lige så ubekymrede som før.
Foto: SF Studios
Udstiller menneskets evne til at abstrahere
Det er her ”Interessesfæren” kommer op på danske lærreder ganske betimeligt. For lige nu er aviserne efter hånden trætte af at rapportere fra det ene bombardement af Gaza efter det andet. Og reportagerne i radio og tv glimrer ved deres fravær. Er bombning af civile da blevet hverdag? Overhører vi skrigene fra de familier og børn, som bliver ramt, såret og dræbt på stribe?
”Interessesfæren” udstiller menneskets evne til at abstrahere og edda fortrænge traumatiske oplevelser og erfaringer. Det kan være godt nok, når det handler om ens egne traumer, men helt uantageligt, når det gælder andres.
Lad ikke udmattelsen overmande dig
Og budskabet fra filmen, der ætser sig til sjælen, er: Lad hverken træthed, udmattelse, eller overvældelse gøre dig fjern, ufølsom og kynisk tilbagelænet.
Bevar din menneskelighed. Det siger jeg i hvert fald til mig selv. For det kunne have været mig, der gav efter for ligegyldigheden.
”The Zone of Interest” er baseret på den britiske forfatter Martin Amis' bog af samme navn fra 2014. Filmen vandt andenprisen på Cannes-filmfestivalen i 2023. ”The Zone of Interest” er instrueret af Jonathan Glazer med Christian Friedel og Sandra Hüller i hovedrollerne som Rudolf og Hedwig Höss.