Dialog har to sider: At forstå og at blive enige. Det ene er forudsætning for det andet. Vi må først og fremmest tale os frem til en fælles forståelse. Om vi så bliver enige eller ej er en anden sag. Men forståelsen kommer først. Når vi forstår hinanden, kan den sande dialog begynde. En dialog funderet på argumenter, ikke på simpel gentagelse af vores overbevisninger.
Sådan konkluderede Benjamin Olivares Bøgeskov den første session i et fyraftensmøde med den provokerende titel ”Opgør med tolerance?”. Mødet var arrangeret af foreningen Åndsfrihed. Benjamin Olivares har en ph.d. i filosofi og underviser i bioetik på Sygeplejeskolen i København.
Den dansk-chilenske filosof slog sin pointe fast:
”Ved tavs og passiv tolerance skaber vi en illusion om, at vi er enige. Men i stedet for enighed, lever vi i hver vores meningers parallelsamfund.”
”Du får ret, og jeg får fred!”
Tolerance var dagens tema – eller rettere et opgør med misforstået tolerance. Benjamin Olivares mener nemlig, at danskerne ofte slår sig til tåls med ”argumentløs konsensus-søgning”, som han udtrykker det.
”Tolerance kan forhindre os i at tale videre. At snakke om tingene kan være grænseoverskridende for nogle, men det er nødvendigt, hvis vi skal opbygge en dialog med hinanden. Vi skal være i stand til at tale med dem, vi er uenige med. Kun derved kan vi opbygge et fredeligt samfund.”
Der er nemlig sket et skred i begrebet tolerance, mener Olivares.
”Hvor tolerance før var et middel til fred, er det blevet et mål i sig selv. ”Du får ret, og jeg får fred,” siger vi på dansk. Men chilenere siger snarere: ”Jeg får ret, og jeg får fred!”
Kritik fra højre og venstre
En af årsagerne til tolerance-skredet er den hårde kritik, begrebet får fra både højre og venstre i det politiske spektrum.
Nogle mener, at tolerance udjævner alle politiske og moralske forskelle, så det til sidst vil ødelægge samfundet. Tolerance er både politisk og moralsk selvmål.
Andre mener, at tolerance skaber en selvgodhed, der monopoliserer visse værdier og derfor ikke skaber den diversitet i samfundet, som den hævder at forsvare.
Atter andre mener, at tolerancen underminerer sandhedsbegrebet ,og at noget er enten rigtigt eller forkert. Tolerancen er almindeligvis blevet et mål i sig selv, og er man ikke tolerant, er man forkert på den. Men på den måde bliver det vage tolerancebegreb en modsigelse i sig selv, fordi man hævder, at man altid skal være tolerant, mens man nægter at tolerere de intolerante.
Tavs tolerance knægter ytringsfriheden
Den vage og vigende tolerance, der vil have fred for enhver pris og derfor bliver tavs, kommer også til at knægte ytringsfriheden, fordi den nægter at sige til modparten: ”Du tager fejl.” Modsætningerne opstår dog alligevel, idet den tavse tolerance fremelsker en offer- og krænkelseskultur. Når tavsheden råder, skal der ingenting til, før nogen føler sig krænket.
”Det er så let at stille sig op i gruppen af krænkede og pege ud mod de andre og anklage dem for at være intolerante,” sagde Benjamin Olivares og nævnte, at man ser en tendens især i USA; at man kun kan befinde sig i én af to grupper: Enten er man tolerant eller så krænker man andre. Og at det er den, der krænker andre, der anses for intelligent! Ofte er det den, der krænker andre, der anser sig selv som ærlig!
Tilbage til ægte tolerance
Benjamin Olivares appellerer til, at vi vender tilbage til tolerancebegrebets oprindelige betydning:
”Ægte tolerance indebærer, at vi kan tolerere dem, vi er uenige med, og at vi tør give udtryk for denne uenighed på en respektfuld og ikke-krænkende måde,” sagde han.
Det er tolerancens oprindelige betydning og ikke, som vi ofte kan opleve den i dag, hvor tavsheden giver plads for krænkelseskulturen og – ikke mindst – en pseudo-argumentation baseret på gentagelse af letkøbte slogans; ikke på rationelle argumenter.
Olivares konkluderede:
”Vi taler meget om dialog i dag. Men vi har glemt argumentet. Vi tror dialog er bag tolerance, der dysser uenighederne ned. Men sand og rationel dialog kræver færdigheder, empati og argumentationens kunst.”