Alle har ret til privatliv og familieliv fastslår Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Men åbenbart ikke flygtninge, som søger asyl i Danmark.
Marianne Olsen. Foto: Michala Linn
Den 23. august modtager denne skribent en mail fra Flygtningehjælpen, DRC. Det er en bekymret mail, hvori man bl.a. kan læse:
”Der har i løbet af den seneste tid været en del debat om rækkevidden af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og beskyttelsen af flygtninges ret til privat- og familieliv (…) de danske myndigheders vurdering af artikel 8 har været alt for stram…”
Hvad siger artikel 8? Den taler om ret til respekt for privatliv og familieliv, en ret som kun kan begrænses ”af offentlige myndigheder, hvis det er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til national sikkerhed, offentlig orden (…) Artikel 8 kan være relevant, fordi den beskytter mod vilkårlige udvisninger, adskillelse af familier eller indgreb i familielivet.”
Kravene til flygtninge
Flygtninge har brug for sikkerhed, stabilitet, ro og familie. Danmark som stat lider også under de psykotiske patienter, som centrene frembringer, og som hospitalerne må tage sig af, før asylansøgerne bliver sendt i fængsel.
Dertil kommer de store summer, som skatteborgerne betaler for at folk kan få det ”så dårligt som muligt” (citeret efter Inger Støjberg). Fængslerne har dårlig plads. Miseren falder tilbage på lovgiverne, der diskriminerer mellem flygtninge, f.eks. de syriske, som står i fare for at komme tilbage til Syriens diktatur, støttet af Putins bomber, i stedet for at lade sig inspirere af modtagelsen af de ukrainske flygtninge.
Men selv vores ukrainske flygtninge lider under, at værtslandets grænser er afgørende for, hvor længe de kan blive her i landet. Før 2015 kunne man få asyl i fem år, nu er det et til tre år.
Kritik fra FN
UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, har kritiseret os for at holde mennesker borte fra deres familie. I FN sætter man grænsen ved to år. Men to år er altså også meget længe at skulle undvære sin familie, ikke mindst hvis man, som det er almindeligt, er traumatiseret og kun omgivet af fremmede mennesker, der, med myndighedernes velsignelse, opfører sig koldt, ligegyldigt og arrogant.
Hvordan lyder vores flygtninges fortælling?
Det bliver mere end interessant en dag at få vores flygtninges beretninger om, hvad de har oplevet i udrejsecentrene. En grafisk novellebog om livet i Kærshovedgaard er på trapperne. Den bliver et vigtigt dokument, som SAMEKSISTENS gerne vil vende tilbage til, når den er udkommet.
80 år siden jøder måtte flygte fra Danmark
Men her skal det også understreges, at ovenstående ikke bare er løs retorisk snak: Vi er i 80-året for Sveriges modtagelse af danske flygtninge og – i nogle tilfælde – familiesammenføringer. Desværre gjaldt det ikke alle, og vi har i årenes løb kunnet læse os til og høre om, hvilke sår det har sat på sjælen hos de mennesker, der som børn blev skjult i Danmark, mens deres forældre måtte flygte og efterlade dem til forhåbentlig gode medmennesker.
Jeg er en af dem
Denne skribent var en af de heldige, der netop lige var født og faderen netop flygtet fra nazisterne, mens hendes kristne mor kort efter blev familiesammenført med den spæde og hendes storebror.
Det er svimlende at forstille sig, når det kommer så tæt på. Derfor er det med vægt, når denne og andre appellerende tekster hele tiden skrives.
Gid vi en dag bliver værdige til at kunne sige at vi respekterer flygtningekonventionens artikel 8.
Mening i mailen fra flygtningehjælpen
Som det så klart lød i mailen fra Dansk Flygtningehjælp:
”Der har i løbet af den seneste tid været en del debat om rækkevidden af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og beskyttelsen af flygtninges ret til privat- og familieliv, når de danske myndigheder træffer afgørelser om at inddrage eller at nægte at forlænge flygtninges opholdstilladelser.
DRC Dansk Flygtningehjælp har igennem længere tid ment, at de danske myndigheders vurdering af artikel 8 har været alt for stram i sager vedrørende inddragelse og nægtelse af forlængelse, og vi mener, at der bør være større vægt på den enkeltes individuelle og familiemæssige tilknytning til Danmark.
I sidste uge var der liv i debatten igen – og heldigvis for det, for der er stadig god grund til at have fokus på de sager.”