Flygtningehjælpen: Send ikke syrere tilbage til Syrien

Opdateret: mar. 29

Generalsekretær Charlotte Slente advarer mod at hjemsende syriske flygtninge til Damaskus. Befolkningen lider stadig under overgreb fra myndigheder og terrorgrupper.



”Udenrigsminister Jeppe Kofod har beskrevet, hvordan den syriske regering blandt andet foretager tilfældige arrestationer, og hvordan mange syrere inde i Syrien i dag lever i usikkerhed. Alligevel er de danske myndigheder begyndt at inddrage syriske flygtninges opholdstilladelser og vil sende dem hjem…” ”Det er paradoksalt, at Danmark på den ene side vurderer, at der finder et stort antal menneskerettighedskrænkelser sted, men på den anden side ønsker at sende mennesker, der er flygtet, tilbage til disse forhold.” Det skriver generalsekretær Charlotte Slente fra Dansk Flygtningehjælp i Berlingske. Hun advarer mod at sende flygtninge tilbage til Syrien – også fordi flygtninge er under den syriske regerings særlige bevågenhed: ” Syrere, der rejser tilbage efter at have været flygtet, er udsat for ekstra kontrol og mistænkeliggørelse uanset hvor i Syrien, de tager til. Der er derfor stor sandsynlighed for, at syrere vil være i risiko for alvorlige overgreb eller forfølgelse, hvis de sendes tilbage til Syrien…,” skriver hun. ”Ifølge utallige rapporter om forholdene i Syrien, er det meget tydeligt, at civilbefolkningen i Syrien fortsat udsættes for vilkårlige og alvorlige overgreb begået af enten væbnede oprørere, terrorgrupper eller de syriske myndigheder. Myndighederne tolererer desuden ikke kritikere eller personer, der sympatiserer med oppositionen, og de slår fortsat hårdt ned på både dem og deres familiemedlemmer.” Alligevel har 170 syrere i 2020 enten fået inddraget eller nægtet forlængelse af deres opholdstilladelse i Danmark, oplyser Charlotte Slente. ”I DRC Dansk Flygtningehjælp er vi helt uenige. Det er ikke forsvarligt at sende syriske flygtninge tilbage til Damaskus-området eller andre steder i Syrien. De danske myndigheder står da også alene med sine betragtninger. Alle øvrige europæiske lande vurderer, at de nuværende forhold i Syrien ikke giver grund til at inddrage syriske flygtninges opholdstilladelser.”