Brobyggerne inviterede til en samtale om den aktuelle konflikt mellem Israel og Hamas.
Brobyggernes generalsekretær Özlem Cekic, overrabbiner Jaïr Melcior og moderator Paula Larrain.
Tirsdag den 17. oktober åbnede Johan Borups Højskole sin store sal for Brobyggerne, der har arbejdet intenst siden lørdag den 7. oktobers overrumplende terrorangreb på den israelske civilbefolkning.
Midt i vildskaben, i fortvivlelsen, der straks har bredt sig som blæk fra et blækhus, der er lækket, beslutter Brobyggernes formand, overrabbiner Jaïr Melchior og generalsekretæren Özlem Cekic at samle mod og invitere publikum til at lytte til deres tanker og kommentarer. Med klar intuition havde Paula Larrain tilbudt at være moderator.
Det anspændte publikum
Omkring 150 mennesker kom, nogle af egen frysende fortvivlelse blandet med nysgerrighed i håb om at få hjælp til sprog. Alle kom med hver sit kaos, jøder, kristne, muslimer: Hvad kan vi gøre for at konflikten ikke breder sig?
Stemningen var fortættet, afventende. Paula Larrain understregede med det samme, at det er en svær situation siden den 7. oktober. Både for de folk, der bor i Israel, i Gazastriben, på Vestbredden, de omliggende lande og selvfølgelig også for os, selvom om vi geografisk er langt væk.
At se den enkle sandhed i øjnene
Der var fælles konsensus om, at vi bliver nødt til at anerkende hinandens følelser: Situationen kalder på voldsomme følelser, og det er afgørende, at vi giver hinanden lov til dem. Det er nødvendigt – i hvert fald i begyndelsen – at undlade at ’sige sin mening’. I grunden er dette, straks at have en mening, at flygte fra sine følelsers voldsomhed og pege på andres ansvar.
Og så skal vi række ud, gøre noget godt for hinanden, vise at vi er til stede.
"Verden brænder ikke"
En morfar fortalte at han har to mindreårige børnebørn. Den ene havde spurgt ham: ”Morfar, brænder verden?”
Overrabbiner Jaïr Melchior, som er tydeligt bekymret for sin israelske familie – ikke mindst sin bror, der nu er indkaldt til hæren, svarede:
”Nej, Verden brænder ikke. Vi er nødt til at brede perspektivet ud: For hundrede år tilbage var verden i brand. Rigtig krig er meget værre. Første Verdenskrig krævede millioner af menneskeliv. Anden Verdenskrig: Igen millioner – det var ok at være antisemit, det var ok at være racist og mene at ”vores race er de andre overlegen”. Det er det ikke mere. Frankrig og Tyskland er nu sammen. Næsten hele Europa holder sammen.”
Den sværeste sabbat
Overrabbineren fortalte, at han var på vej til synagogen lørdag den 7. oktober, vidste han ikke noget om angrebet, før medlemmer af menigheden fortalte ham det.
Det har uden tvivl været den sværeste sabbat i Jaïr Melchiors liv, og på den første dag i ugen – om søndagen – skulle han tale ved en mindehøjtidelighed i Det kongelige Teater i anledning af de næsten 7000 jøders vellykkede flugt til Sverige 80 år tidligere, hvor både dronningen og statsministeren var til stede.
”Jeg måtte ændre detaljer i min forberedte tale,” berettede formanden for Brobyggerne.
Eftertanker
Efter mødet på Borup Højskole rumsterer tankerne: En ting er, at Hamas måske bliver udslettet. Måske bliver også den israelske premierminister væltet. Men selv hvis det sker, bliver Israel-Palæstina-knuden ikke løst, og der skal mere end håb til for at den afgrundsdybe kløft, som magthaverne har skabt, finder sig i at materialerne til de grimme mure bliver brugt til at bygge bro.
I mellemtiden er det civilbefolkningen, der betaler, børnene der opdrages til at hade modparten, så den onde cirkel stadig holder mennesker i jerngreb. Uforstandigheden sidder til højbords i Mellemøsten – og i afbleget form hos os.
Derfor er Brobyggerne alligevel – og de vise ordsprog komplementerer hinanden:
Det hebraiske: ”Det er ikke din opgave at fuldende arbejdet. Men det fritager dig ikke fra at forsøge det.”
Det kurdiske: ”Du skal ikke være så bange for døden, at du ikke tør leve.”