Demokrati etableres ikke blot ved at vedtage love og paragraffer. De demokratiske værdier lever i befolkningen og fremmes gennem samtale, hvor holdninger brydes. Det er Hal Kochs hovedpointe i bogen ”Hvad er demokrati?”, som Danmission nu er med til at udgive på engelsk. Vi fik en snak med generalsekretær Kristian Sloth om bogens betydning.
Danmissions generalsekretær Kristian Sloth medvirkede i en paneldebat ved boglanceringen. Fotos på siden: Ida Guldbæk Arentsen og Kristine Lyng.
Hvad er demokrati? Det åbne spørgsmål et titlen på Hal Kochs bog fra 1945 umiddelbart efter afslutningen af Anden Verdenskrig. Og det er godt, at spørgsmålet er åbent. For demokrati implementeres ikke med love og regler over en nat. Demokrati handler et sindelag, en livsform, en samtalekultur, der kræver konstant engagement.
Det er bogens grundidé og årsagen til, at Danmission sammen med Dansk Ungdoms Fællesråd og Krogerup Højskole nu udgiver den på engelsk. Men hvorfor engagerer Danmission sig som hæderkronet missionsorganisation i projektet?
Vi har sat generalsekretær Kristian Sloth stævne for at bore os ind i spørgsmålet. Hvad skal en 77 år gammel bog nytte? Hvad kan Danmark bidrage med i verden? Og ja, hvad har det med missionsarbejde at gøre?
Spørgsmål fra Myanmar: Hvad er det for et demokrati, vi skal kæmpe for?
Samtalen kommer med det samme ind på situationen i Myanmar efter militærkuppet i februar 2021.
- Nogle af de unge i vores partnerorganisationer sagde: ”Ja, vi skal kæmpe for demokratiet, men nogle gange spørger vi os selv: Hvad er demokrati?” Det blev sagt meget bogstaveligt: Hvad er demokrati? Og det ringede med det samme nogle klokker!
Samtalen er i gang, og spørgsmålet trænger sig på:
Hvad kan Danmark bidrage med i Myanmar med tanke på at bogen jo er skrevet kort efter Anden Verdenskrig?
- Demokrati er selvfølgelig nogle formelle regler, procedurer, valglove og bestemmelser vedr. flertal og mindretals rettigheder osv. Men demokrati er så meget mere end jura. Jurasiden giver nogle rammer, men de skal fyldes ud med levet liv i det daglige. Og levet liv blandt de mennesker som udgør det fællesskab, som et samfund er.
- Det bliver det kun, hvis der finder en samtale sted. Den kommer til udtryk i den offentlige debat, i foreningsliv, naboskab, hvordan du som borger møder den anden. Der må være en insisteren på at søge forståelse. Ikke at man nødvendigvis altid bliver enige, men igennem at holde dialogen og samtalen kørende, bliver vi hele tiden lidt klogere og kommer i hvert fald hinanden ved.
- Den dag samtalen forstummer, står man tilbage med en tom, formel skal. Så risikerer man polarisering og dæmonisering af den anden. Og så er man godt på vej mod en form for totalitarisme, hvor vi har fundet sandheden med stor ”s”, og vi ikke en gang gider at diskutere den med den anden part.
- I Danmark har vi en god tradition for Hal Kochs demokratiforståelse. Den inspirerer det kooperative samfund, hvor man taler sig til rette. Se bare vores arbejdsmarkedsmodel, hvor man forhandler sig frem. Det tror jeg på.
Demokrati kan ikke eksporteres
Men er vi ikke netop ved at ”missionere” vores vestlige demokratiopfattelse med en bog som Hal Kochs?
- Demokrati kan ikke eksporteres. Bare spørg George Bush, hvordan det gik i Irak! Spørg det britiske imperium, hvordan det gik, da de forlod kolonierne og skulle indføre demokrati fra den ene dag til den anden. Ja, der var britiske valglove, men de fungerede jo slet ikke i det kenyanske samfund med 42 etniske grupper, 42 sprog og forskellige kulturelt udviklede autoritetsforståelser, beslutningsmekanismer og konfliktløsningsmodeller. Det er først nu, 60 år efter Kenyas uafhængighed, at det begynder at ligne et demokrati.
- Så man kan ikke eksportere demokrati, men man kan altid inspirere og stimulere i samtalen med andre kulturer i en global verden, hvor vi kommer hinanden mere og mere ved. Og hvor vi derfor er ved at etablere et globalt fællesskab, som skal fungere. Og det gør det, når vi samtaler.
Samtalen fremmer en kultur, der understøtter lovgivningen
Men i en global verden er vi jo så forskellige, at meget strider i alle mulige retninger…
- Ja, men det nye opstår altid i mødet mellem forskelligheder. Når vi møder burmesere, libanesere og tanzaniere i samtalen om, hvad det gode samfund er, og hvordan indretter vi os - så vi giver plads og tager hensyn til alle dem, der udgør fællesskabet - så tror vi på, at vi kan flytte noget. Præcis hvor det går hen, ved vi ikke, og det skal vi ikke bilde os ind, at vi kan planlægge.
- Men vi kan indgå i dialogen, vi kan facilitere, at de mange forskellige grupper af kristne og muslimer i Libanon mødes, sætter sig omkring et bord og tager fat på samtalen, også om de svære ting. Og så kan vi tro på, at samtalen fremmer vi forståelsen. For det gør den.
- Samtalen er det kit, der giver sammenhængskraft i samfundet. Det er ikke nok med regler og lovgivning. Det er heller ikke nok kun at indføre rettigheder for bestemte grupper, hvis ikke der er en kultur, som understøtter det, der er intentionen med lovgivningen. Det, vi kan gøre, er at tage ud i verden – ikke med sandheden om, at de bare skal kopiere vores grundlov – men forblive der og bringe tankerne ind i deres samfund og være klar til at hjælpe, hvis de spørger os om det.
Det lyder ekstremt diffust…
- Ja, men det bliver meget konkret, når vores dialogfacilitatorer i Myanmars lokalsamfund får folk til at mødes på tværs af religion og etnicitet. Her er der gode chancer for at bogen kan bidrage som et centralt element. What is democracy? kan give noget at mødes, samtale og diskutere om. Hvem ved, om det kan føre til nye bevægelser, som vi jo er kendt for herhjemme: højskolebevægelsen, andelsbevægelsen og fagbevægelsen…
Kirken er er en kæmpe kraft i samfundet
Hvorfor er lige præcis Danmission som missionsselskab med i dette projekt?
- Vi er meget optaget af at styrke kirker i at udvikle deres egne kontekstuelle teologier for tro og social handling. Kirker skal dels udvikle sig teologisk i forhold til den enkeltes tro, men de skal også engagere sig i de samfund, de er en del af. I Tanzania har den lutherske kirke 7 millioner medlemmer. Det er en kæmpe kraft i samfundet. Kirken skal selvfølgelig spille med i at udvikle Tanzania på en sund måde. Ikke bare i forhold til den enkeltes tro, men ved at denne tro får konsekvenser, fordi vi er skabt til fællesskab og har et forvalteransvar. Kirken skal være en del af samfundet og være med til at bygge det op.
- Som historisk bevægelse med 201 års erfaring har vi lært at møde den anden ligeværdigt og i dialog. Så kan vi lægge frem, hvad vi tror på. Men den anden part skal jo selv tage det til sig, hvis vedkommende vil det, og gøre det sit eget. Og så skal vi også være parat til, at der sker noget med os selv.
Vi må gerne stå ved vores holdninger
- Kirkerne i verden er med til at bygge deres samfund op i langt højere grad, end vi gør det herhjemme i dag. I Myanmar har vi fx virkelig nogle samfundsengagerede kirkepartnere – primært baptister og katolikker. Bogen passer også godt ind i vores klassiske dialogarbejde. Vi er jo også dybt engageret i Syrien, Libanon, Egypten, og på Zanzibar i Tanzania for især at bringe religiøse samfund sammen i samtale.
Så tro og kirke er ikke en isoleret størrelse?
- Det er kun i det kolde nord, at nogle vil have tro ud af det offentlige rum. Det forstår man ikke de fleste andre steder i verden. Man kan jo ikke spalte mennesket. Og hvad er en tro, der ikke har konsekvens i dit liv? Som kristen kan jeg jo ikke undgå at ville fremme menneskerettigheder.
Men så kommer du alligevel med din opfattelse af sandheden til den anden…
- Ja, man må meget gerne føle sig ret sikker på, at man har lidt mere ret end den anden. Det kan jo heller ikke nytte noget, at man agerer vindbøjtel. Man må lægge sin holdning frem. Det er rigtig fint, når meninger brydes. Og det skal også føre til deling efter anskuelser. Vi skal jo ikke bare have ét politisk parti.
- Vi må meget gerne være uenige, men vi skal forstå den anden og respektere, at den anden har en anden holdning end vi selv. Vi skal respektere forskellighed. Blive klogere af forskelligheden. Og lade forskellige holdninger i samtalen inspirere os til at tænke nyt. Helt i Hal Kochs ånd.