Hjælpeorganisationer protesterer mod udhuling af ulandsbistanden
175 organisationer har skrevet et fælles åbent brev til statsminister Mette Frederiksen: Vi skal hjælpe de mennesker, der flygter krigen i Ukraine, men det skal ikke ske på bekostning af verdens fattigste.

Modtagerlandene må undre sig. Foto: Unsplash
175 civilsamfundsorganisationer er til stede i verdens mange brændpunkter: når hungersnød rammer i Yemen, når piger ikke må gå i skole i Afghanistan, når orkaner rammer Mozambique, når der bliver slået ned på demonstranter i Myanmar, når fødevarekrisen rammer i Sahel-region - og når krigen raser i Ukraine.
Under paraplyorganisationen Globalt Fokus har organisationerne nu skrevet et åbent brev til statsminister Mette Frederiksen:
”Vi skal hjælpe de mennesker, der flygter krigen i Ukraine, men det skal ikke ske på bekostning af verdens fattigste og Danmarks vigtige indsatser for at bidrage til fred og stabilitet i verden. Den udhuling af udviklingsbistanden, vi er vidne til i dag, bør være utænkelig i en verden med stigende ulighed og fattigdom og eskalerende kriser. Vi skriver derfor til jer for at understrege, hvor fatale konsekvenser de massive nedskæringer i udviklingsbistanden har, og hvorfor bistanden skal bruges i udviklingslandene og ikke i Danmark: I en verden i krise skal dansk udviklingsbistand gå til de fattigste .”
”Det danske civilsamfund står klar til at hjælpe de fordrevne fra Ukraine både herhjemme og i Ukraine, hvor danske organisationer er stærkt til stede. Det gør vi samtidig med, at vi står sammen med de mest udsatte i verdens skrøbelige regioner. Vi opfordrer derfor på det kraftigste regeringen til at stoppe udhuling af udviklingsbistanden. Behovet for Danmarks udviklingsbistand er større ude i verden end herhjemme.”
Underskrevet på vegne af 175 danske civilsamfundsorganisationer.