Irakisk flygtning frygter ikke døden

Adnan Dahan flygtede fra Irak efter dødstrusler i 1995. Han undslap bombeangreb og massakre på 300 universitetskolleger. I dag har den 80-årige ildsjæl etableret sig i Danmark, hvor han bygger bro mellem ”gamle” og nye danskere.



Adnan Dahan kom til Danmark med sin kone Nashwa for 26 år og blev siden engageret i Tværkulturelt Centers arbejde for at bygge bro mellem danskere og nydanskere. Fra 2001 til 2019 var den nu 80-årige irakiske civilingeniør og tidligere UNICEF-konsulent formand for centret i København.


At blive gammel er livets gang

Når man er 80 år, er man ved at blive gammel. Det mindede Adnan Dahans ældre bror i Florida ham om for nylig, da han kunne fejre den runde fødselsdag i lejligheden i Københavns Nordvestkvarter, hvor familien har boet siden 1997.

- At blive gammel er livets gang. Det er en naturlig proces. Jeg er ikke bange for at blive gammel. Alderdommen er en del af livet. Jeg har aldrig tvivlet på, at Gud er der i alle livets faser.

Inden flugten i 1995 arbejdede den tidligere formand for Tværkulturelt Center som universitetslærer, forsker og fakultetsleder ved et universitet i Bagdad. Sideløbende drev han et rådgivende ingeniørfirma.

- Når man flygter fra sit land, mister man alt det, man har bygget op gennem mange år. Da jeg kom til Danmark, var jeg 54 år. At jeg fik et år som ulønnet forskningsmedarbejder på DTU og derefter syv år som konsulent i UNICEF's internationale afdeling i København var en gave. I min alder var det ingen selvfølge at finde arbejde i et nyt land, siger han.

- Samtidig gav mit engagement i Tværkulturelt Center mig mulighed for at fortælle om min baggrund og kristendommens lange historie i Mellemøsten.



I dag har livet et roligere tempo, og den tidligere formand med det varme smil og milde latter tager ikke længere ud og holder foredrag. Efter en årrække i folkekirken kommer familien mest i den koptiske kirke i Tåstrup, hvor gudstjenestesproget delvis er arabisk, og hvor liturgien har meget til fælles med liturgien i den syrisk-ortodokse kirke, hvor han voksede op.

- Her føler vi os meget hjemme. Når man bliver ældre, får man et andet perspektiv på mange ting. Det materielle er ikke længere så vigtigt. Det, der virkelig betyder noget for mig i dag, er mit gudsforhold og forholdet til min familie, mine tre børn og seks børnebørn. Jeg har haft så mange dejlige oplevelser med mine børnebørn. Vores tre børn og deres familier holder alle fast ved den kristne tro og er aktive i kirker og lokalsamfund der, hvor de bor. Det er mit livs største glæde og fylder mig med taknemmelighed, siger Adnan Dahan.


Isolerede under Golfkrigen

Han har ikke haft svært ved at leve med det sidste års nedlukninger og restriktioner under corona-pandemien. Han har prøvet det, der var langt værre.

- Under Golfkrigen i 1990-1991 sad vi mange dage i vores hus i Bagdad uden elektricitet, vand, gas eller telefon. Vi kunne ikke gå ud. Sirenerne hylede, og bomberne faldt rundt omkring os. Vores hus lå tæt på forsvarsministeriet, der var et oplagt bombemål. Der var absolut intet, vi kunne gøre. Når det var rigtig slemt, sad vi sammen med vores tre børn under trappen og bad til Gud om, at vi måtte dø samtidig, hvis vores hus blev ramt.

Adnan Dahan kan fortælle om mange lignende oplevelser gennem årene.

- På et tidspunkt under Golfkrigen tænkte vi, at det var mere sikkert at tage op til mine svigerforældre i Kirkuk. Men det viste sig, at der var placeret krigsfly rundt omkring i byens beboelseskvarterer. I en krig er fjendens fly altid oplagte bombemål. En nat blev et fly tæt på mine svigerforældres hus ramt. Huset rystede, og vinduer blæste ud. Men Gud holdt sin hånd over os.

- Under Iran-Irak krigen blev universitetslærere fra Bagdad sendt til Basra, hvor vi skulle tilbringe 15 dage på et fakultet, der kun var adskilt fra Iran af en flod. Der var ingen studerende. Bag ved fakultetet lå en luftbase. Iranske missiler fløj lavt hen over os. Vi kunne når som helst blive ramt. Jeg kunne kun bede og lægge mit liv i Guds hænder.

- Livet har lært mig at leve med uvished og manglende kontrol. Da vi måtte forlade Irak, var det ikke let at finde et sikkert land. Jeg havde taget en stor beslutning uden at vide, hvad der ville ske med os. I Danmark ventede vi et år på et asylcenter, inden vi fik opholdstilladelse.


Mit land er ikke det samme

Den største sorg er tabet af hjemlandet og det Irak, som engang var.

- Det er ikke kun et personligt tab. Det land, hvor jeg er født og opvokset, og som jeg holdt så meget af, findes ikke længere. I dag har jeg meget svært ved at se noget håb for Irak. Det er en stor sorg.

Barndommens by var Mosul i det nordlige Irak, hvor han voksede op i en syrisk-ortodoks familie som den yngste af fem søskende.

Da Adnan Dahan var 11 år, døde hans far. Det betød en stor omvæltning, da det nu var en ældre søster, der måtte forsørge familien. To år senere flyttede familien til Bagdad, hvor han tog studentereksamen og senere læste til civilingeniør.

- Selv om der har været mange svære perioder, ser jeg tilbage på mit liv med stor taknemmelighed til Gud. Vi havde mange gode år i Irak. Her er vores tre børn født. Hvis vi ikke havde modtaget dødstrusler i 1995, havde jeg ikke haft nogen grund til at forlade Irak. Jeg var fakultetsleder, medlem af menighedsrådet og sammen med min kone meget engageret i kirkens hjælpearbejde. Dengang var nøden stor, og den hjælp, kirken kunne give, var helt afgørende for mange familier. I dag ved jeg, at hvis vi ikke var rejst dengang, havde jeg med stor sandsynlighed været blandt de over 300 universitetslærere fra Bagdad, der blev myrdet efter Saddam Husseins fald i 2003.


Vil blive ved at hjælpe andre

Han har aldrig været bange for at dø.

- Når min tid her på jorden er til ende, skal jeg herfra. Så tager Gud mig hjem til sig. Indtil da er det min daglige bøn, at jeg stadig må være til en smule gavn. Og at jeg må kunne stå på mine ben og hjælpe andre i stedet for, at andre skal hjælpe mig. Men vi mennesker bestemmer ikke selv. Gud er min kilde til håb.