”Hvorfor stinker alle romaer? Fordi de ikke bader nok, fordi de vælger at skide der, hvor de sover.” ”Et los i røven og tilbage til Rumænien og hjælpe til at genopbygge landet er, hvad de kan få.” ”De er snyltere, pestilenser og uønsket i vores land.” ”Romaerne er ikke uddannede. De er dyr. De burde tvinges i bad.”
Sådan lyder nogle af de kommentarer, som 30-årige Janik Limanovski er stødt på i debattrådene på sociale medier, når der har været nyhedsindslag om romaer i tv eller radio. Ofte har nyhederne handlet om fattige romaer, der er kommet til Danmark fra Rumænien, Bulgarien, Slovakiet eller Tjekkiet, og fokus har som regel været på de problemer, der opstår, når romaerne lever på gaden i København. Janik Limanovski lader oftest være med at gå ind i debatten, men indimellem har han skrevet en kommentar, hvor han bl.a. har gjort opmærksom på, at han selv er roma, og at han både går i bad hver dag, har arbejde og studerer og i øvrigt blandt sine venner og slægtninge med romabaggrund ikke kender nogen, der begår kriminalitet, er arbejdsløse, tigger eller lever på gaden. Tværtimod kender han fra sin familie og omgangskreds kun til romaer, der arbejder hårdt og sætter en ære i at klare sig godt og støtte deres børn i at uddanne sig.
”Jeg bliver virkelig vred på mine forældres vegne, når jeg læser de her ting. Mine forældre er fra Makedonien, de kom hertil i starten af 1970’erne sammen med andre gæstearbejdere. Min mor kom hertil med sin far, der kom herop for at arbejde. Min far kom herop, efter at han og min mor havde mødt hinanden ved et bryllup i Makedonien. Min far var 17 år og arbejdede fra første dag – først på skibsværft, siden med rengøring og andet hårdt fysisk arbejde. Min mor har også arbejdet hårdt, især med rengøring,” siger Janik Limanovski og tilføjer, at hans far i dag har en mobil dækservice, mens hans mor er på pension på grund af fysisk nedslidning efter de mange års hårdt arbejde.
Fra avisbud til antropologistudie
”De romaer, jeg kender i Danmark, har arbejdet hårdt – også for hårdt – og derfor er de optaget af, at næste generation skal uddanne sig, så de kan undgå at blive nedslidte. Mine forældre har altid opfordret mig til at gøre mig umage i skolen og uddanne mig, men de har også forventet, at jeg arbejdede. Så jeg har haft arbejde, siden jeg var 13 år, først som avisbud, siden som servicemedarbejder,” fortæller Janik Limanovski, der efter gymnasiet arbejdede som medhjælper på en skole for børn med autisme og derefter uddannede sig til lærer.
I dag er han i gang med andet år af en kandidatuddannelse i pædagogisk antropologi på Aarhus Universitet. Hans liv ligner derfor på ingen måde den tilværelse, som de fattige romaer, der tigger, samler flasker, spiller musik og indimellem også begår kriminalitet, lever. Og han kunne som så mange andre undlade at kommentere de mange vrede og fordomsfulde kommentarer om de fattige romaer, som florerer på sociale medier. Men Janik føler sig som roma og medmenneske forpligtet på at bekæmpe fordommene og nuancere billedet af romaerne – Europas største etniske mindretal – og ifølge et utal af rapporter den mest udsatte gruppe, som bl.a. diskrimineres på arbejds- og boligmarkedet og i uddannelses- og sundhedssystemet.
”Der er eksempler på, at romaer bliver jagtet af nynazistiske ogracistiske grupper, som overfalder dem og forsøger at jage dem ud af byerne.Nogle steder har de her grupper endda sat ild til romaernes huse og ventetudenfor for at skyde dem, når de løb ud af de brændende huse.” Janik Limanovski, roma
”Mange romaer lever i ekstrem fattigdom og bliver behandlet som andenrangs borgere eller det, der er værre. I lande som Rumænien, Bulgarien, Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet bliver romaerne behandlet så dårligt, at det næsten ikke er til at forstå. Der er eksempler på, at romaer bliver jagtet af nynazistiske og racistiske grupper, som overfalder dem og forsøger at jage dem ud af byerne. Nogle steder har de her grupper endda sat ild til romaernes huse og ventet udenfor for at skyde dem, når de løb ud af de brændende huse. Det er jo ufatteligt, at det foregår i Europa, uden at der for alvor bliver gjort noget,” siger Janik Limanovski og ryster på hovedet.
Af og til har han i debatterne på sociale medier forsøgt at gøre opmærksom på den diskrimination, som de fattige romaer, der ender på gaden i Danmark, er flygtet fra.
”Jeg benægter ikke, at der findes kriminelle romaer og tiggere, og jeg forstår også godt, at det kan skabe utryghed, når folk ser de her fattige mennesker sove på fortovene eller rode i affaldscontainere i baggårdene. Men det undrer mig, når folk ikke forsøger at forstå, hvorfor de fattige romaer gør, som de gør. For mig er det indlysende, at der må være en årsag til det, og det er den, vi må kigge på, hvis vi vil ændre på deres adfærd. Ingen mennesker ønsker vel i udgangspunktet at miste deres værdighed. Men har man generation efter generation kæmper for at overleve og oplevet, at man ikke kan stole på magthaverne og flertalsbefolkningen, er det ikke så underligt, at man ender med at tænke og handle anderledes end du og jeg,” siger Janik Limanovski.
Forstod ikke hvor fordommene kom fra
Som barn var Janik Limanovski ikke bevidst om, at hans baggrund kunne blive opfattet som problematisk. Forældrene talte romanes, romaernes sprog, med ham og hans to søskende, en lillebror og en lillesøster, og Janik vidste, at hans forældre som så mange andre i deres omgangskreds stammede fra Makedonien. Af og til talte forældrene serbokroatisk indbyrdes, når de skulle aftale noget, som børnene ikke skulle høre. Det var et sprog, Janik og hans søskende ikke forstod. Til gengæld talte de flydende dansk, som de lærte i børnehaven og skolen.
Janik er vokset op i København og har gået i folkeskole både på Nørrebro og siden i Rødovre. På Rådmandsgade Skole på Nørrebro havde stort set alle eleverne ikke-dansk eller blandet baggrund, og i Janiks klasse var der også en dreng med romabaggrund. Han husker ikke, at det var noget, der blev talt om, hverken blandt elever eller lærere.
”Jeg tror ikke, at børn er så optaget af den slags. Det er noget, de voksne lægger ind i børnene med tiden,” siger han og tilføjer med et smil, at de fleste nok troede, at han havde pakistansk baggrund, men efterhånden blev opmærksomme på, at han ikke talte urdu.
Da familien flyttede og Janik skulle begynde på en ny skole i 4. klasse, havde hans mor en samtale med skoleinspektøren på den nye skole, og Janik husker fra samtalen, at hans mor på spørgsmålet om, hvor de stammede fra, svarede Makedonien. Hun signalerede diskret til Janik, at han ikke skulle sige mere. Det var første gang, han blev opmærksom på, at hans forældre ikke altid nævnte familiens romabaggrund. Siden blev han langsomt klar over, at der knyttede sig fordomme og stærke negative stereotyper til romaerne.
”Jeg fik en fornemmelse af, at mange romaer ikke talte højt om deres baggrund, fordi de frygtede, at fordommene ville få konsekvenser. At de ville være de første mistænkte, hvis der blev stjålet på deres arbejdsplads og den slags. Men jeg forstod stadig ikke helt, hvordan det hang sammen, for jeg kunne jo se blandt vores slægtninge og venner, at fordommene ikke passede,” siger Janik.
Diskriminationen styrker identiteten
Senere, da der begyndte at komme fattige romaer fra Øst- og Centraleuropa til Danmark, og debatten med mellemrum blussede op i medierne, blev det tydeligt for Janik, hvor stærke og rodfæstede fordommene mod hans folk er. Og han begyndte at undersøge forholdene for romaer rundt omkring i Europa nærmere.
”Jeg blev klar over, at selv om romaer alle steder er udsat for diskrimination, er der forskel på graden af det. I det tidligere Jugoslavien har romaerne ikke levet fuldstændig adskilt fra ’de hvide’. Men i lande som Rumænien og Bulgarien er romaerne virkelig udstødt og lever helt isoleret. Derfor undrer det mig heller ikke, at der blandt nogle af dem ikke er skam forbundet med at stjæle fra ’den hvide mand’. For de har gennem generationer oplevet, at de hvide har taget alt fra dem – deres muligheder, deres rettigheder, deres værdighed. Og desværre oplever mange romaer stadig en diskrimination, som bekræfter deres fjendebillede af ’de andre’,” siger Janik.
”Vi har en fælles kultur, som især handler om musikken og dansen,om sproget og om et stærkt sammenhold i familien og gruppen. Og så tror jeg, atoplevelsen af diskrimination også er med til at skabe en stærk identitet somroma.” Janik Limanovski, roma
Han understreger, at der er stor forskel blandt romaer, både kulturelt og sprogligt, og at han og hans familie på mange måder adskiller sig fra de romaer, der kommer hertil fra fx Rumænien. Alligevel føler han en solidaritet med dem – som roma og som menneske.
”Vi har en fælles kultur, som især handler om musikken og dansen, om sproget og om et stærkt sammenhold i familien og gruppen. Og så tror jeg, at oplevelsen af diskrimination også er med til at skabe en stærk identitet som roma. Men derudover føler jeg mig som medmenneske forpligtet på at ændre de negative narrativer om romaerne. Jeg kan stadig blive chokeret over det, der bliver skrevet og sagt på sociale medier, og jeg tænker ofte, at var det jøder, der blev sagt det samme om, og som blev behandlet på samme måde, ville der komme en stærk politisk modreaktion,” siger Janik.
Udover de negative kommentarer på sociale medier har Janik ikke selv oplevet direkte diskrimination på grund af sin romabaggrund. Men han har oplevet, at hans romabaggrund bliver betvivlet.
”Når jeg fortæller om min familie og forklarer, at ingen af os er kriminelle eller tigger eller lever på gaden, kan folk finde på at sige, at så er jeg ikke en rigtig roma. Det er som om, at hvis jeg ikke passer med deres billede af en sigøjner, så kan jeg bare ikke være roma. Jeg havde på et tidspunkt en kollega fra Slovakiet, som simpelthen ikke ville tro på, at jeg var roma, for hans billede af sigøjnere var, at ingen af dem gad at arbejde eller uddanne sig.”
I gymnasiet kunne Janiks klassekammerater finde på at joke med hans baggrund og kalde ham bjørnetæmmer eller drillende spørge, om han ville sælge eller købe nogle guldsmykker.
”Men det var sagt i en god ånd, så det var ikke noget problem. Problemet opstår, når folk er hadefulde og vrede og ikke vil ændre deres forestillinger, når virkeligheden ikke passer til dem.”
”Mine forældre ønskede nok, at jeg fandt sammen med en roma. Mendet er ikke så oplagt for os, der er vokset op i Danmark. Vi kender de andreunge romaer så godt, at de næsten er som søskende for os.” Janik Limanovski, roma
Tætte familierelationer
Det gjorde indtryk på Janik, da han mødte sin kæreste, at hun netop ikke havde en masse forudfattede meninger om andre kulturer og etniske grupper.
”Hun havde været udvekslingsstuderende i en landsby i Argentina og fortalte mig om det, hun havde oplevet der. Meget af det mindede om det, jeg kender fra romakulturen, og jeg kunne høre på hende, at hun talte respektfuldt og fordomsfrit om det. Det gav mig en fornemmelse af, at hun ville være åben over for min baggrund også,” siger Janik.
Han fornemmelse viste sig at være rigtig. ”Hun har virkelig været åben over for min familie, og de har taget rigtig godt imod hende,” siger Janik.
”Mine forældre ønskede nok, at jeg fandt sammen med en roma. Men det er ikke så oplagt for os, der er vokset op i Danmark. Vi kender de andre unge romaer så godt, at de næsten er som søskende for os. Og romaer, som er vokset op i fx Makedonien, deler vi ikke altid kultur og værdier med, fordi vi selvfølgelig er påvirket af det danske samfund.”
Janik oplever, at han og hans kæreste i høj grad deler værdier og formår at kombinere det bedste fra deres respektive baggrunde.
”Min kæreste har også en tæt relation til sin familie, og det betyder nok en del, for det giver hende en forståelse for, at der blandt romaer ofte er en forventning om, at man i familien tager meget del i hinandens liv og besøger hinanden ofte. Jeg advarede da også på forhånd min kæreste om, at min mor nok ville blande sig i ret mange ting, og jeg har løbende forklaret hende, hvordan der kan være nogle kulturelle forskelle, som hun skal være opmærksom på. Fx bliver det opfattet som utaknemligt at takke nej til en gave, fordi man ikke lige bryder sig om det armbånd, nogle har valgt til én, og det bliver også opfattet som uhøfligt at komme med en ønskeliste, hvilket jo er helt almindeligt blandt danskere,” siger Janik med et smil.
Takkede ja til tv-medvirken
Da han sidste år blev kontaktet af DR og spurgt, om han ville medvirke i en dokumentarserie på DR3 om unge romaer i Danmark, var hans første tanke at takke nej. Men han endte alligevel med at sige ja, fordi han tænkte, at det kunne give ham muligheden for at nuancere billedet af romaer som tricktyve, tiggere og arbejdsløse snyltere.
”Min far syntes, at jeg skulle sige ja. Han syntes, at det var min pligt at gøre noget for at ændre det negative billede i medierne. Om det lykkedes, ved jeg ikke, for der kom mange negative kommentarer på Facebook bagefter. Men hvis jeg har ændret bare lidt på nogle menneskers fordomme, er det det værd,” siger Janik, der siden har deltaget som oplægsholder i bl.a. et Krystalnats-arrangement.
”Jeg risikerer ikke noget ved at stå frem. Jo, jeg kan få nogle grimme kommentarer på sociale medier. Men jeg behøver ikke være bange for, at en gruppe racister sætter ild til mit hus og står uden for og venter på at skyde mig, når jeg flygter.”
Janik Limanovski medvirkede i andet afsnit af dokumentar-serien ”Romaerne kommer”, der blev sendt på DR3 i oktober 2017. Den kan ses her.
Læs mere
• ”Musikken kan åbne døren til selv de hårdeste hjerter”, Sameksistens.dk, 30-08-2018