Jens Erik Hjelm Rasmussen, 52 år, fra Danmark:
Jeg er frivillig i sprogcafeen en gang om ugen; jeg kommer hver mandag i hele åbningstiden. Jeg begyndte egentlig som virksomhedspraktikant. Jeg er uddannet i erhvervsøkonomi og har taget en meritlæreruddannelse og har arbejdet som vikar på forskellige folkeskoler. Da jeg så skulle finde et praktiksted og fik en liste over steder, anbefalede min konsulent i A-kassen mig Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde (FTS).
Jeg læste om det på hjemmesiden og tænkte, at det passede godt med mine værdier og interesser. Jeg har aldrig arbejdet med flygtninge og indvandrere og integration før, men jeg har arbejdet på skoler med mange elever med anden etnisk baggrund end dansk, og det gav mig en interesse for feltet. Jeg kom til et møde her, og vi fik hurtigt lavet en aftale. Jeg skulle være her i fire uger og mest hjælpe til i sprogcafeen, men jeg blev også inddraget i nogle af de andre aktiviteter; jeg læste for eksempel nogle tekster ved en af de internationale gudstjenester. Jeg holdt også et oplæg om Kim Larsen i højskoleugen i efterårsferien. Men jeg har mest været i sprogcafeen og hjulpet med lektier og talt med brugerne om alt det, der fylder for dem. De fire uger gik hurtigt, så jeg fik praktikken forlænget lidt. Og da praktikken var slut, kunne jeg slet ikke forestille mig at afbryde mit engagement her. Jeg oplevede, at jeg kunne gøre en forskel for andre mennesker og bruge mine kompetencer, men jeg fik jo lige så meget igen. Det er næsten umuligt at give slip på kontakten med brugerne og med de ansatte og de andre frivillige. Jeg kan ikke garantere, at jeg vil fortsætte som frivillig resten af mit liv, men min tid her vil med garanti altid stå for mig som en vigtig eye-opener og en tid, som har givet mig meget. Som ledig er man jo på en måde marginaliseret, ligesom mange af brugerne her er det, fordi de er nye i Danmark, og så betyder det enormt meget, at man kan komme her og mærke det fællesskab og den hjertelighed, som præger stedet. Stedet er er noget af varmeste, jeg rent medmenneskeligt har oplevet i mange år.
Jeg har mødt så meget varme blandt de mennesker, der kommer i sprogcafeen, så meget taknemlighed. Selv om det er en sprogcafé, kommer man som frivillig til at tale med brugerne om mange ting. Nogle har brug for hjælp med sproget på helt grundlæggende begynderniveau, og andre går på VUC og har brug for vejledning med opgaver, hvor jeg fx kan bruge nogle af mine faglige kompetencer fra min danskuddannelse.
Udgangspunktet er, at vi er nysgerrige på hinanden og kan spørge ind til hinandens kultur. Vi møder hinanden på lige fod, og der er ikke noget hierarki hernede, der gør, at nogle føler sig mere værd end andre. Jens Erik Hjelm Rasmussen
Det er tydeligt, at det gør en forskel. Jeg husker fx en episode, hvor en ung mand, som går på VUC, skulle lave noget på en læringsplatform og ikke kunne få det til at virke. Han kom til mig, og efter en del besvær fandt vi ud af, at problemet var, at han slet ikke var blevet oprettet på platformen. Jeg var i kontakt med læreren i nogle omgange, og det var ret klart, at hvis jeg ikke havde været indover, var det ikke blevet opklaret. Læreren troede, at det var eleven, der ikke kunne finde ud af det, og det krævede ret meget rent sprogligt at få forklaret sig frem til, hvad problemet var og få læreren til at indse, at der var sket en fejl. Havde den unge mand ikke fået hjælp fra os i sprogcafeen, havde det været svært for ham at komme videre.
Der er også brugere i cafeen, som har problemer med deres opholdstilladelse, og det kan godt være nogle tunge og svære sager. Det skal vi ikke gå ind i som frivillige, men vi kan selvfølgelig godt tale med folk om det. De fleste har dog mere brug for at tale om andre ting; de vil gerne vide mere om Danmark og fortælle om sig selv. Forleden talte jeg med en kvinde fra Indien, og hun havde en tekst om dyr med, som vi kiggede på. Så kom vi til at tale om forskellige dyr, og jeg spurgte til, hvilke dyr de har i Indien, og det fortalte hun en masse om. På den måde kan brugerne få mulighed for at føle, at de også giver noget.
Jeg deltager gerne i nogle af de kirkelige arrangementer, og jeg er begyndt at tænke på at søge job som kirke- og kulturmedarbejder, meget gerne et sted, hvor der er mulighed for at arbejde med integration og religionsmøde. Det passer godt til mit temperament, at der ikke er noget forkyndende i sprogcafeen. Man går ind og gør noget for sine medmennesker, og for mig er det egentlig det vigtigste i det kristne budskab. Næstekærligheden er drivkraften, og jeg synes, at det svæver over det hele herinde, og det er derfor, jeg føler mig så godt tilpas.
Brugerne kan godt føle sig angrebet fra politisk hold eller føle sig marginaliseret i samfundet. Men her ved de, at vi møder dem med åbenhed og ikke med en konfronterende eller mistænkeliggørende holdning. Udgangspunktet er, at vi er nysgerrige på hinanden og kan spørge ind til hinandens kultur. Vi møder hinanden på lige fod, og der er ikke noget hierarki hernede, der gør, at nogle føler sig mere værd end andre. Lederne skaber en kultur, hvor man med det samme kan mærke, at alle er lige, uanset om man er frivillig, bruger eller ansat. Jeg tænker tit, at stedet her er ”en helle midt i larmen”, som det hedder i en moderne salme af Lars Busk Sørensen.
Fakta om Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde
Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense (FTS) har eksisteret siden 1999. Samarbejdet holder til i Folkekirkens Hus i Odense og arbejder med folkelig og kirkelig integration. Aktiviteterne omfatter bl.a. sprogcafé, international mødregruppe, tværkulturel kvindegruppe, højskoledage, sangeftermiddage, udflugter, højtidsfester, gudstjenester målrettet flygtninge og indvandrere med kristen baggrund samt tilbud fra stedets to præster og ledere om sjælesorg, kirkelige handlinger og samtaler om kristendom, tro og religionsskifte. Præsterne fungerer også som rådgivere og samtalepartnere for præster og andre i folkekirken, som står i kultur- og religionsmøder. • Læsmere om Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde.