Khanbibi Safi, 19 år, fra Afghanistan:
Jeg kom til Danmark i 2012 sammen med min mor og mine søskende. Jeg har syv søskende, den yngste er tre år, den ældste er 17 år. De to yngste er født i Danmark. Min far var her allerede, da vi kom til Danmark; han var kommet som flygtning, og vi blev familiesammenført med ham. Jeg var 13 år, da jeg kom til Danmark. Inden da havde jeg boet i en lille by i Afghanistan og i en flygtningelejr i Pakistan. Jeg havde aldrig gået i skole, før jeg kom til Danmark, for i Afghanistan boede vi i et område, hvor Taleban herskede. Da vi kom til Danmark, boede vi først i Otterup, men flyttede til Odense i 2013.
Jeg havde aldrig hørt om Danmark før. Alting var meget svært. Sproget var så svært, og vi gik ikke ud, for vi kendte ingen. I begyndelsen gik jeg i modtageklasse. Det var meget svært, for jeg havde aldrig gået i skole før, og de danske børn drillede mig, fordi jeg var den eneste, der gik med tørklæde. Men så kom der nogle syriske piger, og det hjalp. Da jeg blev bedre til dansk, forklarede jeg de danske elever, at tørklædet er en del af vores islamiske tradition, og det er noget, man skal vælge frit, om man vil gå med eller ej. Det hjalp, da jeg forklarede dem det.
Nu går jeg på VUC og tager 9. klasse, og jeg kommer her et par gange om ugen. Det var min far, der fortalte mig om sprogcafeen for to år siden. Han gik på LærDansk, og der havde de fortalt ham om sprogcafeen. Så begyndte jeg at komme her, og jeg kom næsten hver dag. Men nu kommer jeg ikke helt så tit, for jeg tænker, at jeg skal kunne klare mine lektier selv, for jeg skal være selvstændig, når jeg skal til eksamen. Mine forældre drømmer om, at jeg skal blive sygeplejerske, og jeg drømmer om at arbejde for Røde Kors og hjælpe børn i andre lande.
”De ældre frivillige lærer mig meget om danskere og dansk kultur, for når jeg spørger om et emne, forklarer de det hele fra bunden til toppen, så man forstår alting.” Khanbibi Safi
Her i sprogcafeen lærer man at blive tryg ved andre mennesker, for alle er så søde og hjælpsomme. Jeg lærer noget nyt hver eneste gang, jeg er her, for de fleste, som kommer her, er ældre end mig og har masser af erfaring. De ældre frivillige lærer mig meget om danskere og dansk kultur, for når jeg spørger om et emne, forklarer de det hele fra bunden til toppen, så man forstår alting.
Nogle gange laver jeg lektier, og en af de frivillige kigger det igennem, eller vi sidder bare og hygger os. Vi taler om alt muligt. Om andre lande eller om politik. Vi bliver ikke uvenner, men vi kan godt misforstå hinanden. Men til sidst finder vi ud af det. Vi taler ikke så meget om religion, for hvis man er uenig om det, kan man blive uvenner.
Vi lærer meget om Danmark. Vi har været på udflugt til Jelling og set noget fra vikingetiden, og på Ærø; det var første gang, min søster og jeg tog færgen. Vi spiser også sammen, og vi spiser tit kage, når vi fejrer en fødselsdag.
Sidste år var jeg med til julefesten i kirken, og jeg kunne mærke, at når man holder jul her, er det ligesom i Afghanistan, når vi holdt Eid-fest. Der er travlt, og man er mange mennesker, som fester sammen. I begyndelsen, da vi var kommet til Danmark, savnede jeg Afghanistan og Pakistan meget. Men nu har jeg travlt med skolen, og jeg har fået veninder og venner her.
Fakta om Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde
Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense (FTS) har eksisteret siden 1999. Samarbejdet holder til i Folkekirkens Hus i Odense og arbejder med folkelig og kirkelig integration. Aktiviteterne omfatter bl.a. sprogcafé, international mødregruppe, tværkulturel kvindegruppe, højskoledage, sangeftermiddage, udflugter, højtidsfester, gudstjenester målrettet flygtninge og indvandrere med kristen baggrund samt tilbud fra stedets to præster og ledere om sjælesorg, kirkelige handlinger og samtaler om kristendom, tro og religionsskifte. Præsterne fungerer også som rådgivere og samtalepartnere for præster og andre i folkekirken, som står i kultur- og religionsmøder. • Læs mere om Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde.