top of page

Lad os sætte pris på vores medmennesker

LEDER: For myndighederne bliver menneskers værdi opgjort i penge. For vi andre er mennesker en værdi i sig selv


Svend Løbner. Foto: Michala Linn


Hvad ser du i et lille barn, der hviler i sin mors skød, mens det kigger op på dig med store, nysgerrige øjne? Ser du noget uendeligt værdifuldt, uerstatteligt, unikt? Vil du værne om det og beskytte det for enhver pris?


Ja, sådan har jeg det med mine børnebørn. Alt andet er ligegyldigt, bare de har det godt.

Sådan ser de danske myndigheder ikke på de børn, der er kommet her til lands på flugt fra krig og terror. Og derfor ser de heller ikke de unge, de voksne, de ældre. Måske fordi de ikke ser dem ind i øjnene, men kun stirrer på computerens regneark.


En ny rapport fra Udlændinge- og Integrationsministeriet konkluderer, at indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er en udgift for samfundet på 27 milliarder kroner (2019).


Så fik de den!


Begrebet ”værdi” er åbenbart noget helt andet for Udlændingeministeriet, end begrebet repræsenterer for mig og mange andre forældre og bedsteforældre. For myndighederne er menneskers værdi opgjort i penge. For vi andre er mennesker en værdi i sig selv, uerstattelige, uvurderlige, helt udenfor enhver skala. Og nogle, vi må beskytte og tage os af for enhver pris. Ja, penge betyder ikke noget i den forbindelse. De er vores medmennesker.


Myndighederne ser simpelthen ikke på borgerne som en værdi i sig selv. I hvert fald ikke de mennesker, der kommer hertil udefra.


Det er en farlig glidebane at opgøre menneskers værdi i, hvad de yder for samfundet. Det ved enhver, der blot kender en smule til den europæiske historie. For så ligger det snublende nær at også kigge skævt til ældre, syge, personer med handicap, arbejdsløse, førtidspensionister. Tænk, hvis vi skulle udstille, hvad alle disse befolkningsgrupper koster for samfundet? Det er helt hen i skoven!


Da min ældste søn fyldte 18, holdt jeg en tale, hvor jeg nævnte en undersøgelse, der dengang viste, at børn indtil 18-årsalderen koster forældrene 1 million kroner. Med det samme kom der en skygge over min søns øjne. Han blev ked af det. Og jeg ærgrede mig over min dumhed!


Lad os sætte pris på vores medmennesker. De har uendelig værdi.

bottom of page