Eileen Dyer Jarnholt er projektrådgiver for en dansk hjælpeorganisation, men kan endnu ikke få dansk statsborgerskab. I mellemtiden kaster hun sig ud i udviklingsarbejde for at forandre systemer til gavn for mennesker. Vi møder hende på opgave i Kenya.
Eileen Dyer Jarnholt er amerikaner, har boet i Danmark i 15 år, taler perfekt dansk, har en dobbelt ph.d., arbejder i en dansk hjælpeorganisation og er gift med en dansker, som hun har to børn med. Men hun har endnu ikke permanent opholdstilladelse, endsige dansk statsborgerskab. Vi møder hende i Kenya, hvor hun tilser et klimaprojekt.
Livet er komplekst. Sådan er det bare. Ordene kommer igen og igen under interviewet og passer både på hendes egen situation og på de forhold i verdens fattige lande, som hun er opsat på at hjælpe som projektrådgiver i den danske hjælpeorganisation International Aid Services. Med en dobbelt ph.d. i udviklingsstudier fra Utrecht Universitet i Holland og Roskilde Universitet i Danmark er hun godt rustet til at gennemskue og forbedre systemer, der kan fremme udviklingen gennem samarbejde mellem lokale civilsamfundsorganisationer og myndigheder.
Følelsen af at høre til
Men spørgsmålet spøger: Hvorfor kan en kapacitet som hende ikke en gang få permanent opholdstilladelse i Danmark. Spørgsmålet fremkalder et suk.
- I 2016 kunne jeg faktisk have søgt om permanent ophold, og så ændrede politikerne loven, mens jeg ventede på at få mit pas fornyet. Loven blev ændret til at man skulle være i Danmark to år mere og have fuldtidsbeskæftigelse uafbrudt i tre og et halvt år. De krav kunne jeg ikke opfylde, for dels trak det ud med min ph.d. og dels gik jeg på barsel, da jeg ventede vores første barn.
- Når man ikke fuldfører sin ph.d. på normeret tid, tæller det imod én. Ifølge den nuværende lov er fuldtidsbeskæftigelse lig med fuldtidsarbejde. Man kan ikke læse fuldtid og tage et fritidsjob; det tæller ikke i de tre og et halvt års arbejdspligt, som endda skal være til en vis løn.
- Jeg vil gerne være en del af det danske samfund, men det er deprimerende, at jeg ikke kan få lov til at blive dansk statsborger. Man føler, at man ikke hører til det sted, hvor man er. Så nu fokuserer jeg på min familie og mit netværk.
Eileen Dyer Jarnholt samtaler med kvinder i et landbrugskooperativ i Chiagarika, Kenya. Foto: Svend Løbner
Samarbejde kan forandre systemer
Og på opgaven som projektrådgiver for International Aid Services, som blandt andet hjælper befolkningen i den tørkeramte Tharaka-region i det centrale Kenya med at tilpasse sig klimaforandringerne. Her kommer regnen ikke længere i faste, forudsigelige perioder, som tidligere, men den korte og lange regntid falder sporadisk og gør det umuligt for befolkningen at planlægge, hvornår de skal pløje, så, luge og høste.
Opgaven er dels at opsamle vandet i store vanddamme og kanalisere det ud i køkkenhaver og marker, og dels at lære befolkningen at dyrke hårdføre afgrøder som hirse og sorghum, der ikke kræver lige så meget vand som majs, men stadig har mange næringsstoffer.
Vi følger Eileen Dyer Jarnholt på besøg hos lokale myndigheder, civilsamfundsorganisationer, uddannelsesinstitutioner og lokale bønder. Overalt er hun opmærksom på at styrke samarbejdet mellem de forskellige aktører. Det handler nemlig om at forandre systemer, hvis et udviklingsland skal komme ud af fattigdom.
”Det slog mig virkelig hårdt”
- Allerede som barn og teenager havde jeg lyst i at rejse og forstå andre kulturer. Under mit andet år på college i USA fik jeg mulighed for at komme på en studierejse til Mozambique. Det var livsforandrende for mig!
- Vi besøgte forskellige byer og børnehjem, og så kom vi ud et sted, hvor der var et hospital lige ved kysten i Mozambique. Og her fik vi fortalt, at der kun var én læge til at yde medicinsk assistance til 200.000 mennesker! Bagved hospitalet så jeg tøjsnore, hvor man havde hængt engangshandsker til tørre. Det slog mig virkelig hårdt, for det er jo ikke særlig dyrt at købe indgangshandsker.
- Så jeg begyndte at tænke, hvorfor i alverden er det, at man har så få ressourcer, at man skal bruge ting, der faktisk ikke er meningen, man skal genbruge. Hvad er det for et system? Og da jeg altid har haft lyst til at lave noget, der betyder noget, så tænkte jeg, at hvis jeg kunne bidrage til at hjælpe med at forstå systemet for at mennesker kunne få det bedre, så ville jeg gøre det.
Udviklingsarbejde er komplekst
Den nysgerrige læser vil så gerne vide, hvad konklusionen er på Eileen Dyer Jarnholts dobbelte ph.d., og hvordan den viden implementeres til gavn for lokalbefolkninger.
- Måske er det derfor, jeg bliver ved med at læse, for jeg ikke har fundet ud af noget endnu, smiler Eileen. - Men jeg tror, at jeg har fundet ud af, at verden er utroligt kompleks, og løsninger til udvikling må nødvendigvis også være komplekse.
For det handler ikke kun om med et enkelt formål at etablere en brønd på en skole. I sig selv løser det ikke problemerne.
- Det er måske fint, at de nu har en brønd på skolen, men man skal selvfølgelig sørge for, at vandet faktisk kan drikkes. Og så skal brønden vedligeholdes, og hvis den skal have en ny pumpe, så skal man også have ressourcer til det.
Derudover skal man også kigge på, hvad børnene på skolen ellers har brug for.
- Det kan være, at de ikke har mad nok. Det kan være, at i der i lokalområdet ikke er vand nok, så børnene må hente vand langvejsfra til familien. Nogle børn kommer for sent, og andre når slet ikke at komme i skole. Så skal man også undersøge, om skolen har materialer nok, læsebøger, kladdehæfter, blyanter osv. Og så bliver det lige pludselig en meget kompliceret proces.
- Og begynder man så også at indtænke national og international politik og politisk økonomi og at vi er forbundet i vores globaliserede verden, så bliver det hele endnu mere komplekst.
På besøg i et landbrugskooperativ i Chiagarika, Kenya. Foto: Svend Løbner
Ikke skælde ud, men samarbejde
International Aid Services (IAS) er som hjælpeorganisation midt imellem den kenyanske myndigheder og den lokale befolkning i Tharaka, hvor målet er at hjælpe lokalbefolkningen med at tilpasse sig nye klimaudfordringer som tørke og oversvømmelser.
- Vi prøver at åbne mere kommunikation imellem de forskellige aktører, så de lokale civilsamfundsorganisationer kan være en stemme fra en bestemt del af den lokale befolkning, og så kan bringe sager, der er vigtige for dem, videre til myndighederne.
- Her er civilsamfundsorganisationerne begyndt at forstå, at det ikke drejer sig om at klage og måske skælde ud på myndighederne, fordi de ikke lever op til forventningerne, men i stedet gå i dialog og pointere hvad myndighedernes ansvar er, og samtidig tilbyde at bidrage fra civilsamfundet. Det kan være, der mangler toiletter på en skole. Det er myndighedernes ansvar, men organisationerne kan tilbyde at ansøge hjælpeorganisationer om støtte til at bygge toiletterne.
Samarbejde er eneste vej frem
- Vi har også brugt en meget tid på, at de lokale befolkninger kender deres rettigheder og ved, hvad de har ret til fra myndighederne, og kender loven, så de bedre kan fremføre deres sag og samtidig er opmærksomme på deres egen rolle og ansvar.
For nylig protesterede lokalbefolkningen over, at myndighederne høstede sand fra de udtørrede flodlejer til at lave beton. Sandet holder nemlig på det vand, der er er tilbage under overfladen, og både mennesker og dyr graver sig frem til vandet i flodlejet. Men når sandet er væk, fordamper vandet.
- Når der ikke er nogen regulering omkring det, skaber det problemer, fordi man tager det lidt vand, der er tilbage i grundvandet eller ligger i sandet.
Og så er vi tilbage ved kompleksiteten. Der opstår hele tiden situationer, hvor et samarbejde mellem myndigheder, organisationer og lokalbefolkning er den eneste vej frem.
Det er den forståelse, Eileen Dyer Jarnholt prøver at skabe. Derfor er hun på tilsynsrejse i Tharaka, og på den baggrund har hun bl.a. udformet en ny klimapolitik for IAS.
Artiklen er skrevet i samarbejde med International Aid Services. Rejsen til Kenya blev finansieret af oplysningsmidler fra Danida gennem puljeforvalterne CISU og CKU. CISU står for Civilsamfund i Udvikling. CKU står for Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde.