Intet menneske er irregulært; alle mennesker er lige, dvs. rigtige, ægte, værdifulde, unikke og helt igennem værdige i egen ret.
Svend Løbner. Foto: Michala Linn
”Mere end 160.000 irregulære migranter er rejst over Middelhavet i 2023.” Sådan lyder overskriften på en pressemeddelelse, som tikker ind på min computer fra Udlændinge- og Integrationsministeriet. Og jeg tænker: Irregulære! Kan nogen mennesker være irregulære? Altså ikke-regulære, dvs. ikke rigtige mennesker?
Det er mildest talt et uheldigt ordvalg. For intet menneske er irregulært; alle mennesker er lige, dvs. rigtige, ægte, værdifulde, unikke og helt igennem værdige i egen ret.
Den uheldige diskurs fortsætter i pressemeddelelsen: ”Migrationspresset på Europa er fortsat højt sammenlignet med de foregående år.” Her går det rigtigt galt. Nu er de flygtende børn, kvinder og mænd ikke mennesker mere. De er en udefinerlig hob, der bølger mod de europæiske kyster og skaber et ”migrationspres”. Et pres på hvad? Et asylsystem, som vi ikke kan finde ud af at samarbejde om i Europa og som slet ikke fungerer på humane vilkår.
For sagen er, at vi for år tilbage lukkede ambassadernes muligheder for at håndtere asylsager. Nu skal de håndteres ved ankomst i første europæiske land. Intet under, at flygtninge og migranter er nødt til at benytte den eneste mulighed, de har, nemlig at sejle over Middelhavet.
Så kaldes de nu ”irregulære”, fordi de ikke har papirerne i orden. Men det er jo vores egen skyld, fordi vi ikke giver dem denne mulighed. Det søger politikere så at lappe på ved at foreslå asylbehandling uden for EU. Ikke i oprindelseslandene, men blot i lande syd for Middelhavet. Gerne så langt væk som muligt i Rwanda.
Udlændinge- og Integrationsminister Kaare Dybvad Bek har så inderlig ret, når han i pressemeddelelsen 20. september skriver at ”vi har behov for et nyt asylsystem”. For migranterne er for et første ikke ”irregulære”, men rigtige mennesker, og for det andet er det ikke er ikke kun migranternes skyld, at de desperat flygter til Europa ad alternative rejseruter og ankomsthavne. De flygter fra krig, katastrofer og klimakaos og migrerer selvfølgelig til de lande, der tidligere har koloniseret dem for at kunne forsørge deres familier og skabe en fremtid for deres børn.