Ben Alex er kendt for at udforske kristen mystik. Hans seneste bog om Jesus rusker op i forstenede teologiske forestillinger, men efterlader også spørgsmål, savn og et sug i maven…
Jeg har snart en hel hylde med bøger, der udelukkende handler om Jesus. Den sidste i samlingen er skrevet af Ben Alex, der vel nærmest må betegnes som mystiker. En modig mystiker endda, fordi han i et lille land som Danmark - med en udpræget protestantisk og udbredt pietistisk tradition - tør udvide og udfordre et temmelig fasttømret billede med inspiration fra den tidlige, den østlige og den alternative kristendom, som øjensynlig vinder mere og mere frem.
Men hvorfor over hovedet beskæftige sig med Jesus?
Jo, få personer har præget den menneskelige civilisation som manden, der levede i et lille hjørne af det romerske imperium for 2000 år siden. Kristne tror han er Guds søn, muslimer anerkender ham som Guds profet, og hinduer betragter ham som en af Guds mange inkarnationer. Og resten – fra buddhister til agnostikere til ateister – respekterer manden og hans budskab, der er så overraskende og mildest talt rystende, at enhver må spærre øjnene op, dreje tankerne rundt og tvinge sig selv til i nogen grad at gøre, som han sagde: Vende den anden kind til, gå den anden mil, elske på trods.
Derfor. Og derfor er bogen Jesus og hans vej til transformation (Boedal, 2021) god at blive klog af. For her gennemgås personen Jesus som menneskesøn, som vismand, som profet, som Gud og som Kristus. Vi bliver klar over, at vores billede af Jesus i dag er formet over 2000 år – ikke mindst af den etablerede kirkes teologer – og at de hellige skrifter – også dem udenfor de godkendte, kanoniske bøger – bør læses for at vi får et helhedsbillede af Jesus. For som Ben Alex rigtignok påpeger: Vi har lagt så meget vægt på hans lidelse, død og opstandelse, at hans liv, lære og gerning er trådt i baggrunden.
Vi er alle børn af Vorherre
Ben Alex har begået en veldokumenteret og velskrevet bog om Jesus, som det er umuligt at gengive retfærdigt i en enkelt boganmeldelse. Blot vil jeg skitsere nogle af hovedtankerne og til sidst stille et par spørgsmål.
Jesus er Guds søn, men vi er også Guds sønner og døtre. Gud inkarnerer sig hele tiden – lige siden han første gang ved skabelsens morgen udtalte de ord, der skabte det, de nævnte. De ord, eller rettere Ordet - Logos på oldgræsk - er ifølge Johannes-prologen (Johannes 1) Jesus, eller rettere: Kristus. For Jesus er Kristus’ inkarnation.
Jesus er under udvikling fra fødsel til død, præcis som alle os andre. Når han ”går frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker” (Lukas 2:52) er det et forbillede på vores åndelige vækst. Det forklarer titlen: Jesus og hans vej til transformation.
Den åndelige transformation sker ifølge Alex i vores bevidsthed. At efterfølge Jesus er at ”se” som ham. Det hele handler om at vokse i åndelig erkendelse.
En del af denne vækst består i at gå fra et dualistisk til et holistisk verdensbillede. At bevæge sig hinsides godt og ondt, ret og vrangt, os og de andre. At indse sammenhænge, fællesnævnere og universel enhed. For ja, vi lærer fra barnsben ved at kende forskel på ting og udvikler derved et ”binært styresystem”. Men vi vokser og modnes til også at se ligheder og anerkende fælles vilkår. På samme måde er åndelig vækst lig med ”åndeligt samsyn”.
Dette samsyn kalder Ben Alex ”Kristusbevidsthed”, en bevidsthed som også mennesket Jesus opnåede. Det var i den forstand, han blev kaldt Guds enbårne søn: ”som en Kristus med en bevidsthed, der hævede ham op på det ikke-duale plan” (s. 179). en bevidsthed, der også er mulig for os at opnå som mennesker, som Guds sønner og døtre, som følger samme bevidsthedsudvidelse og -udvikling som Jesus.
Spørgsmål og savn
De skitserede grundtanker efterlader spørgsmål og savn. Spørgsmål om, hvorvidt ”bevidsthed” ikke også indebærer konkret handling. At efterfølge Jesus må være mere end at ”se” som Jesus, tænker jeg. Samtidig er jeg klar over, at al handling begynder med at se og erkende. En højere bevidsthed om tingenes sammenhæng efterlader os nok ikke i grublerier, men inspirerer os til at leve og virke sammen i fred. Formoder jeg. Men jeg savner mere action i bogen!
Et andet spørgsmål er, om ikke nivellering af Jesus som blot og bar en af flere gudsinkarnationer - og at Gud også inkarnerer sig i os, når vi åbner os for det - risikerer at få en modsat effekt, nemlig at forbilledet i Jesus blegner, og at det unikke, som ordet ”enbårne” indikerer, forsvinder. På oldgræsk gengives ordet i Johannes 3:16 med ”monogene”, ikke ”hyion” som bruges ofte og kan betyde alt fra barn til tilhænger. Monogene består af to ord: ”monos” som betyder en eller eneste og ”genos” som betyder fødsel, herkomst og slægt. Altså enefødte. Unik.
Et tredje spørgsmål er, om ikke vægtlægningen på Jesu transformationsproces risikerer at mindske betydningen af hans identifikation med vores lidelse i sin lidelse, tilgivelse af vores synder gennem sit sonoffer, og indgydelse af håb mod alle odds gennem sin opstandelse? Ifølge Paulus – som Ben Alex flittigt citerer for transcendente Kristusmysterier – er Jesu lidelse, død og opstandelse netop indgangen til – og muliggørelsen af – et liv i Kristusefterfølgelse.
Sug i maven
Det giver et sug i maven på mig ved tanken om, at Jesus alligevel ikke er den unikke Guds søn, som jeg hidtil har klynget mig til i tryg forvisning om, at Han er Guds væsens udtrykte billede, som min tro kan hægte sig fast ved. Jeg er på fortvivlelsens rand, hvis det alligevel ikke er så vigtigt, at han døde for mine og alverdens synder, men at det vigtige er, at jeg opnår en større ”ikke-dual” bevidsthed i erkendelse og efterfølgelse af Jesu liv og ord, som det fremgår af både kanoniske og apokryfe evangelier. Og jeg savner simpelthen det sociale element.
Jeg kan til dels forstå, at Ben Alex ikke i en enkelt bog kan tage alle beviser for den universelle Kristus med: At Gud er mere end én, idet ordet for Gud på hebraisk er flertalsbetegnelsen Elohim, og at han både i Skabelsesberetningen og senere profetier omtaler sig selv som ”os”. At Gud besøger Abraham som tre personer (Treenigheden?), at han viser sig som Herrens Engel og i den forbindelse omtales som Herren igen og igen (Kristus). At han viser sig om Menneskesøn sammen med Daniels tre venner i Nebukadnezars gloende ovn. Det er forståeligt, for man kan ikke få alt med i en enkelt bog.
Men jeg savner den sociale dimension og at det mest oplagte skriftsted i Ny Testamente ikke er med, hvor Jesus siger: ”Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, det har I gjort imod mig!” (Mattæus 25:40). Når nu Gud har inkarneret sig i Skabelsen, i Jesus, og i os, hvorfor er denne sammenhæng så ikke udmøntet i mere end åndeligt udviklet bevidsthed, så den også bliver til åndeligt ansvar for næsten. Det er simpelthen en mangel.
Udfordrer til refleksion
Når det er sagt, så glæder jeg mig over bogen, der rusker op i forstenede teologiske forestillinger og kirkelige traditioner. Derfor anbefaler jeg den som medicin mod vanetænkning. Al medicin smager ikke lige godt, men den gør godt, og bogen giver – uanset om man er enig med Ben Alex eller ej – et udvidet og nuanceret billede af Jesus.
Han er modig, mystikeren fra Vildbjerg, og udfordrer til refleksion og diskussion for at læseren kan finde sit eget ståsted og danne sin egen mening om manden, der i den grad har formet vores kultur og nyder respekt over det meste af verden.
Og mening, det skal der altså være i troen, hvis kristendommen skal leve videre i kommende generationer.
Ben Alex Jesus og hans vej til transformation Boedal 2021