Når mennesker bliver brikker i magtens hænder

Da jeg læste en bog om tvangsflytning af samer, ribbede det op i barndomsminder om bål i natten fra tanzaniere, der nægtede at forlade deres jord. Det fremkaldte et glimt af den smerte, nutidens fordrevne må føle, når magtmennesker tvinger dem fra hus og hjem. Også palæstinenserne…


Familien Utsi nogle år, inden famiien blev tvangsflyttet.

Foto Ossian Elgström/Nordiska museet.

Indsat: Bogen "Herrarna satte os hit", Norstedts, 2020.


Fra Svend Løbners blog på Globalnyt.


Hvad har samiske tvangsflytninger med ujamaa-landsbyer, israelske bosættelser og dansk såkaldt ghettopakke med hinanden at gøre?

Ikke meget, umiddelbart. Og dog. Det handler alt sammen om overmagtens tvangsfordrivelse af en oprindelig befolkning fra den jord, de og deres slægt er forbundet med. Og det er et overgreb. Når magtmennesker braser ind i hjem, rydder hus og ejendom, og flytter rundt på mennesker som var de Ludo-brikker, er det som at rive et træ op med dets rødder som så hænger og flagrer løst i den kolde regn og blæst eller tørrer ud under den glohede sol, indtil det – måske – finder vej gennem mørket i en ny og fremmed jord.

Måske. For mennesker - millioner af mennesker - er drevet på flugt uden udsigt til at vende hjem. De har været på flugt i generationer, og flugten er blevet deres identitet. Behøver jeg nævne palæstinenserne?


Flyt – eller bulldozerne kommer!

Jeg glemmer aldrig bålene om natten i det tørre buskland, da jeg kørte med min far på de hullede veje hjem til missionsstationen fra en eller anden udpost i det centrale Tanzania. Jeg har været omkring 14 år i begyndelsen af 1970’erne og spurgte til de mange bål, der lyste om kap med stjernerne. Og svaret rystede mig og vil for altid være indprentet i min hukommelse.

Bålene er fra mennesker, som har mistet deres hjem, fordi myndighederne kom med bulldozere og rev deres huse ned. Og det gjorde de, fordi befolkningen nægtede at flytte væk og samle sig i ujamaa-landsbyer - kollektivlandsbyer – efter kinesisk forbillede. Folk fik et år til at flytte, og hvis de nægtede kom bulldozerne. Derfor ser du bålene. De er fra mennesker, som nægter at flytte fra den jord, de har dyrket i århundreder, en jord, hvor deres forfædre er begravet…

Ujamaa-landsbyer? Ujamaa betyder sammenhold på kiswahili og kommer af jamii som ironisk nok betyder familie. Ordet er hentet fra arabisk, hvor det betyder fællesskab, samfund.

Og bulldozere behøver ingen nærmere præsentation. De bruges flittigt for at rydde land og gøre huse til murbrokker, så bosættere kan flytte ind.


Herrerne placerede os her

Jeg forstod tvangsflytningers konsekvenser på et dybere plan, da jeg for nylig læste Elin Anna Labbas hjerteskærende bog om tvangsflytning af samer på Nordkap i begyndelse af 1900-tallet. Bogens svenske titel siger det hele: Herrarna satte oss hit – på dansk: Herrerne placerede os her.

Herrerne var svenskerne, og tvangsflytningerne blev iværksat efter Renbeteskonventionen mellem Norge og Sverige den 5. februar 1919. Norge ønskede de samiske nomaders årlige træk med rener hen over deres sparsomme frugtbare jord ved Nordsøen om sommeren. En grænse blev trukket mellem de to lande og skarpt bevogtet, så ingen samer eller rener smuttede over. Familier og slægter blev adskilt, og de, der befandt sig på den svenske side, blev nu systematisk flyttet sydpå i Sverige.

De blev gennet væk fra det land, de elskede og følte sig ét med. Jord, sten og bjerge var jo levende ligesom de selv, bække og floder var personer, man hilste på og sagde farvel til, og stedet for bopladsen om vinteren var hellig, for her var forfædrene begravet.

Elin Anna Abba er selv samer og følger i bogen forskellige grene af sin slægt. Det er her, historierne skærer dybt i hjertet. Udvalgte familier blev beordret sydpå af ”herrerne”. Nogle nægtede og fik bøder, andre flyttede modvilligt, samlede deres hundredvis af rener og begyndte en rejse sydpå, der kunne vare op til seks år. Undervejs smuttede mange rener instinktivt nordpå; det var umuligt for samerne at holde dem tilbage. Og når de endelig nåede frem til den landsby, hvor de skulle være fastboende, og den jord, deres rener skulle græsse på, viste det sig ofte, at ejendommene tilhørte andre…


At miste sit sted

Samernes skæbne – og iramba- og taturufolkets med, som vi boede hos fra 1963-75 – giver indsigt i de fordrevnes skæbne, enten det er palæstinensere, der bliver fordrevet af israelske bosættere i Østjerusalem, eller danskere – både gamle og nye – der tvangsflyttes fra deres lejligheder i Vollsmose, Gellerup, Tingbjerg eller andre boligområder, fordi husene skal jævnes med jorden og give plads til veje, parker og pænere bebyggelser for velstillede.

Omstændighederne er forskellige, men følelsen den samme. At miste sit sted, sit miljø, sin jord. De omgivelser, der knytter sig til minder om oplevelser, der har formet ens liv. Pludselig er træet rykket op, rødderne flagrer, og fremtiden uvis. Kan man slå rødder i ny jord, eller bliver man henslængt til ingen nytte?

En ting er sikkert. Det er ikke fair at komme brasende ind og tvinge folk væk fra deres hjem. Uanset politisk holdning i øvrigt. Det er magtmisbrug, og det efterlader familier med kvinder, børn og bedsteforældre i limbo, så de ikke kan andet end føle sig udstødt. Fordrivelsen vil skrive sig ind i deres slægtshistorie og blive ét med deres identitet, som bliver rodløs i ordets bogstavelige betydning.


Glimt af savn og smerte

Jeg har skrevet om fordrevne i mange år. Om yezidier i Irak for Mission Øst. Om befolkningen i Bouar-Bokaranga-korridoren i Centralafrika for Mission Afrika. Om kikuyuer i Kenya for International Aid Services. Dem interviewede jeg i interimistiske flygtningelejre ved Nakuru i Kenya, efter de var drevet fra hus og hjem af rivaliserende stammer.

En ting er at skrive facts. En anden ting er at mærke følelser. En nyhed skal jo gerne skrives med korrekte facts, udtalte følelser og autentiske scenebeskrivelser.

Men det kan blive så teknisk det hele. Som at læse en kogebog uden at smage maden. Jo, facts kan man samle, scenarier får man som regel beskrevet af kilden, men følelserne – hvordan i al verden forstår man dem så meget, at man også føler dem en smule? Det er udfordringen.

Men da jeg læste Elin Anna Labbas bog Herrarna satte os hit, ribbede det op i barndommens minder om bålene i natten, og gav mig i glimt en følelse af savn og smerte, som blot er en promille af det, de fordrevne må føle, når magtmennesker driver dem fra hus og hjem.