Mattias Tesfaye udtalte på Integrationstræf 21, at ”integrationsgælden skal høvles af”. Med den retorik om mennesker forstår man godt, at Danmark kan sælge knivskarpe pigtrådshegn til Litauen for med alle midler at stoppe asylsøgere på vej til Europa.
Mattias Tesfaye talte til 400 delegerede på Integrationstræf 21,
der var arrangeret af Kommunernes Landsforening (KL). Foto: Svend Løbner
”Vi står med en ældrebyrde.”
”En ny flygtningekrise er undervejs.”
”Det kræver et asylstop at beholde velfærden.”
Vendingerne er velkendte. Vores politikere bruger dem jævnligt. Uden at tænke på, at det er mennesker, de taler om. Ældre mennesker. Mennesker på flugt. Mennesker med brug for beskyttelse.
På mandagens Integrationstræf 21 i Kolding nåede den umenneskelige retorik et nyt lavpunkt, da udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), udtalte, at vi står med en ”integrationsgæld”.
Hvad mente han mon med det? Integration er noget med mennesker, men det kan vel ikke være rigtigt, at ministeren reducerer mennesker til økonomi, endda en økonomi i underskud, med røde tal?
Skal mennesker ”høvles af”?
Jo, det var såmænd rigtigt nok. Han sagde helt konkret:
”Jeg mener, der er kommet flere til Danmark, end vi kan integrere (…). Det tager tid at få afviklet integrationsudfordringen. Sammen med historisk lav asyltilstrømning kan vi høvle mere af integrationsgælden. Jo færre vi er, jo større succes. Det er trods alt nemmere at integrere i færre mennesker i skole og job.”
Integration er altså noget, der skal afvikles. ”Integrationsgælden” – dvs. mennesker – skal ”høvles af”.
Med den retorik forstår man godt, at Danmark kan sælge knivskarpe pigtrådshegn til Litauen for med alle midler at stoppe asylsøgere på vej op gennem Europa.
Jo mere umenneskeligt, vi beskriver flygtningene, jo nemmere er det for os at holde dem ude af sind og tanke som mennesker med samme følelser, håb og drømme, som vi selv har. Så er de bare tal i et regneark. Et minus, der skal udlignes.
Små sprogdoser kan være farlige
Retorik kan være farlig. Den jødiske filolog Victor Klemperer levede i husarrest 12 år i Nazityskland og gjorde det til sin hobby at registrere forfaldet i det tyske sprog. Og han registrerede:
”Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.”
Jeg behøver ikke at nævne, at Nazityskland kaldte jøder for ”rotter” og andet udskud. Ej heller, at krigsførende lande op til i dag kalder dræbte for ”tab”.
Ikke at Tesfaye og andre politikere har onde hensigter, slet ikke. Men der er grund til at gøre opmærksom på en sproglige glidebane, der kan ende med at legitimere vold og død.
Måske har ministeren selv et problem?
Har vi så en ”integrationsgæld”? Er der for mange nytilkomne i vores land?
Nej. Vi så i 2015, hvordan vi kunne omdanne samfundet til at modtage tusindvis af syriske flygtninge. Mennesker, hvor mange i dag uddanner sig, arbejder, betaler skat og deltager i demokratiske aktiviteter.
Hvorfor man så vil inddrage deres opholdstilladelse og placere dem på såkaldte hjemrejsecentre står hen som en gåde. Især med tanke på, at virksomhederne mangler arbejdskraft.
Det var nemlig et hovedtema på Integrationstræf 21 i Kolding. Virksomheder drager nytte af de nytilkomne, er fleksible til sammen med kommunen at lære dem det hverdagsdansk, de skal kunne for at arbejde hos dem. Men de kan bruge mange flere arbejdere, især i landområderne.
Så ”integrationsgælden” – hvis man altså skal bruge udtrykket - er noget, integrationsministeren selv står med. Han og regeringen halter simpelthen bagud med at tilbyde danskuddannelse og jobkontakt til en masse nye borgere, der er ivrige efter at arbejde og gerne vil betale skat og bidrage til samfundet.