Nasers vej fra protest til personlig erkendelse

Opdateret: aug. 4

Problemet er ikke præstestyret i Iran. Problemet er, at alle mennesker laver fejl. Derfor duer det ikke at konvertere til kristendommen i protest mod islam. Det handler om ærlig erkendelse af sin egen fejlbarlighed og af Guds nåde. Sådan lyder det Naser Rezaeih, der flygtede fra Iran i protest og nu taler forsonende til 1.400 farsitalende kristne i Folkekirken.


Foto: Svend Løbner


Naser Rezaeih flygtede ud af Iran kort efter den islamistiske revolution i 1979. Da han kom til Danmark i 1984, konverterede han til kristendommen og fungerer nu som bindeled mellem Folkekirken og farsitalende kristne i Danmark.

Vi møder ham til en snak om flygtninge, integration og racisme, og hvad kirken kan gøre for at fremme fredelig sameksistens. Og hans budskab er klart:

Iranerne flygter fordi de er pressede, kristendommen er en god indgang til at forstå den danske kultur, racismen skyldes, at politikere ikke lever op til deres lederansvar, og kirken kan bygge bro ved at anerkende nytilkomne som ligeværdige.


Ville ikke finde sig i ensretning

58-årige Naser Rezaeih blev 1. januar ansat af otte provstier i Folkekirken til at lede og koordinere samarbejdet mellem farsitalende menigheder, primært bestående af indvandrere og efterkommere fra Iran og Afghanistan. Naser kom selv til Danmark fra Iran i 1984 og bor nu i Aarhus, hvor han også leder den farsitalende menighed Emmanuel i Christianskirken.

Vi møder ham i Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Svendborg, hvor han netop har undervist en gruppe fra Pakistan og Iran.

Han fortæller først om sin egen flugt fra Iran:

- Jeg kom til Danmark i 1984, fem år efter den iranske revolution. Jeg havde levet under shahen, under vestlige forhold, hvor der var meget frihed til at gøre, hvad man ville indenfor lovens rammer. Pludselig kommer præstestyret, og så skal alle opføre sig ens og agere som troende muslimer. Hvis ikke du gør det, er du ikke med i klubben. Det kunne jeg ikke finde mig i! Jeg var godt nok muslimsk født, men var ikke selv praktiserende muslim.


Problemet er ikke præstestyret – men dig og mig

Den iranske revolution i 1979 kom et år før, Naser tog sin studentereksamen. Derefter aftjente han sin værnepligt, for ellers kunne han ikke få et pas, og uden et pas kunne han ikke komme ud af landet på lovlig vis.

Efter værnepligten rejste han til Tyrkiet og kom via Østtyskland til Vesttyskland og videre til Danmark. I dag er Naser Rezaeih gift og har en voksen datter.

Vi spørger ind til hans opgave som koordinator for farsitalende kristne i Danmark – hvad er deres særlige udfordringer?

- Ud over sproget er udfordringen, at de ikke alle sammen har forstået det kristne budskab helt. Mange går over til kristendommen i protest mod islam eller præstestyret. Men forståelsen af, at det er det enkelte menneske, at ”det er mig, der har brug for frelse, det er mig, der er synderen, der har brug for Guds tilgivelse,” er ikke altid til stede. Derfor har de brug for undervisning.


Folk vil give sig i kast med fremtiden

Omkring 1.400 af Folkekirkens medlemmer kommer fra farsitalende lande. Mange af dem kom til Danmark under flygtningekrisen i 2015 og konverterede til kristendommen.

Naser Rezaeih forklarer, hvorfor folk flygter:

- Grebet om folket bliver strammere og strammere fra styrets side. Folk kan ikke se en fremtid for sig. Det er meget veluddannede mennesker, og de vil ikke affinde sig med et styre, som vil føre dem tilbage i tiden. De vil give sig i kast med fremtiden og gøre fremskridt. Mange har også fået kendskab til – og er måske konverteret til - kristendommen. De vil gerne have lov til at dyrke deres tro i fred.

Kan de ikke det i Iran?

- Nej. Som en, der vender sig fra islam, er du regnet for vantro, og så risikerer du i yderste tilfælde at blive dødsdømt. Så det kan du ikke. Men du kan deltage i underjordiske kirker, som får støtte fra kristne iranere og organisationer i udlandet.

- Folk søger hen imod noget som er kærligt. Det er her, vi griber dem og siger: ”Fint, at du kommer til kristendommen, men problemet er ikke præstestyret; det er det enkelte menneske, der gør ting forkert og har brug for tilgivelse. Vi er alle i samme båd!”


Politikere bør holde en god tone i udlændingedebatten

Naser oplever ikke selv racisme og diskrimination i de kristne cirkler, han bevæger sig i, men han kender godt hadtale på sociale medier og har også hørt nogle politikeres hårde udmeldinger om udlændinge.

- Noget af det skyldes det kaos, hele verden befinder sig i. I det øjeblik det går skidt for landet, kigger man efter undskyldninger, påskud eller syndebukke og siger, det er deres skyld, forklarer han.

Men politikere har som folkevalgte et særligt ansvar for at holde en god tone i debatten, mener han:

- I det øjeblik, de åbner deres mund, skal de være klar over, at det påvirker folkets synspunkter og værdier. Derfor skal de passe på med, hvilken tone de lægger i deres tale. Man kan være modstandere af udlændinge, men på en respektfuld måde!

Naser viser en vis forståelse for de danskere, der er skeptiske overfor immigration.

- Jeg er enig i, at lille Danmark kun har en vis kapacitet. Vi kan derfor ikke modtage alle flygtninge. Men det betyder meget, hvordan politikerne snakker om flygtninge. Det kommer ud i medierne, og så tror vi, at alle mener det, politikerne siger. Men bare fordi man sidder i Folketinget, betyder det jo ikke, at alt, hvad man siger, er korrekt. Politikere tager jo hensyn til deres parti og dets politik, men også deres egen fremtid. Hvad skal han eller hun sige for at blive forfremmet?


Kristendommen fordrer personlig ydmyg erkendelse

Helt modsat fordrer kristendommen en ydmyg erkendelse, fortæller han. Her er det ikke den personlige styrke og gennemslagskraft, der gælder.

- Kristendommen giver mig en forståelse af mig selv. Og en erkendelse af, at jeg er utilstrækkelig, at jeg ikke behøver at være stærk, men at jeg kan ty til den levende Gud og ernære mig af hans nåde og leve efter hans vilje med hans hjælp.

Kristendommen har betydet mål og retning, forklarer Naser Rezaeih:

- Før var målet at få en uddannelse, et godt job og måske et hus, men hvad så? De ting mister deres glans efter hånden. Jeg føler nu, at jeg vandrer ad de spor, som Gud har lagt til rette for mig. Og det er det, der giver mening og tilfredshed for mig, slutter han.