top of page

Ny landechef fra fattige kår

Mission Øst har fået ny landechef i Tadsjikistan, hvor organisationen har ydet nødhjælp og fremmet udvikling i 25 år.



Randhir Singh er Mission Østs ny landechef i Tadsjikistan. Han brænder for at give fattige en chance for en bedre liv, fordi han selv voksede op mellem fattige og underprivilegerede mennesker i en indisk landsby.

- Mange havde ikke en gang mulighed for at gå i skole. Siden dengang har jeg villet hjælpe fattige, fortæller han.

Randhir Singh har en mastergrad i både Landbrugsvidenskab og Forretningsadministration. Efter universitetet blev han ansat af den indiske delstat Rajastan til at implementere myndighedernes planer for landbrug, fødevaresikkerhed og selvforsørgelse.

Siden har Singh været udstationeret af både FN og forskellige hjælpeorganisationer i bl.a. Afghanistan, Mellemøsten og Østafrika. I Sudan, Kenya, Somalia, Irak, Sydsudan og Uganda har han været landechef.

I Tadsjikistan venter opgaver med at afbøde klimakatastrofer:

- Perioder med tørke og pludselige oversvømmelser, mudderskred, jordskred og laviner skaber mange problemer for de lokale. Så vi arbejder meget med katastrofeforebyggelse og sikker vandforsyning, god hygiejne og ordentlige sanitære forhold, fortæller han.

I sin fritid nyder Randhir Singh at tage på vandreture, mens han lytter til selvhjælpsbøger på telefonen. Han er gift og far til to voksne døtre. Hans hustru bor stadig i Indien, men slutter sig snart til parrets nye hjem i Dunshabe, Tadsjikistan.

Mission Øst har i 25 år ydet nødhjælp og skaffet rent drikkevand og gode toiletforhold i Tadsjikistan, hvor organisationen også støtter flere rehabiliteringscentre for børn med handicap.

bottom of page