Bog fra 1300-tallet kan anbefales til alle, der tænke sidelæns ud over sin egen religiøse tradition. Julian af Norwichs ”Kærlighedens Åbenbaring” kan udvide det eksistentielle perspektiv.
Skriver du det som teologisk sandhed eller som pædagogisk greb?
Spørgsmålet provokerede mig en smule, da jeg havde skrevet en klumme om Guds altdækkende tilgivelse og løsning på menneskers skyldfølelser.
For tro er en uhåndterlig størrelse. Tror jeg, fordi noget simpelthen er troværdigt? Eller tror jeg, fordi troens symboler føles rigtige for mig?
Teologi eller pædagogik?
Når jeg læser Julian af Norwich (1342-1416) er jeg tilbøjelig til diplomatisk at svare: Begge dele! Og læsere kan jeg kun opfordre til at begynde med det pædagogiske og så – måske – nå frem til en erkendelse af, at Julians åbenbaringer er troværdige.
Julian af Norwirch levede afsondret og modtog i løbet af halvandet døgn ikke færre end 16 åbenbaringer af Jesus. I bogen Kærlighedens Åbenbaring, der netop er udkommet på dansk (Boedal 2023) gengiver og uddyber hun disse åbenbaringer og giver læseren en dybere indsigt i det kristne vil kalde Guds væsen, Jesu lidelse og Helligåndens nærvær.
Uanset hvad man måtte mene, og hvilken religiøs tradition, man er rundet af, kan følgende opsummeringer måske skabe eftertanke og måske en følelse af, at ”dette er godt for mig”:
1. Gud er alt, hvad der er godt
Julian af Norwich modtog åbenbaringerne på tre måder: som visuelle syner, indre indtryk og åndelige indsigter. I sidstnævnte indså hun, at Gud er alt, hvad der er godt og givende, at han indeslutter og omfavner mennesker med sin kærlighed, og at alt eksisterende skylder Guds kærlighed sin eksistens. I hans godhed er alle behov dækket, uden undtagelse. At bede er derfor at dvæle ved Guds godhed i stille undren og beundring.
2. Jesu lidelse er medlidenhed
Julian af Norwich ser Jesus hænge på korset og kommer i det visuelle syn helt tæt på hans ansigt, hvor hun ser blodet flyde fra tornekronen om hans hoved. Blodet viser, at han lider, og fordi det flyder, demonstrerer det også hans medlidenhed med os mennesker, ja at han lider med i vores lidelser. Han led af medlidenhed med os i de synder, vi uundgåeligt falder i. På engelsk er passion og compassion tæt forbindet. Således også den lidende og den medlidende på dansk.
3. Menneskers ”synder” er blot fejltrin
Når Julian af Norwich indser Guds godhed og ser Jesu medlidenhed, ser hun også sine egne fejl og mangler. Men her indser hun, at mennesket i sin essens er fuldkommen; vi er jo alle skabt i Guds billede, og Gud kan ikke skabe noget forkert. Alligevel ”falder” mennesket i synd, men det er snarere tilfældige uheld end udtryk for korrupte sjæle. Julian af Norwich ser mennesket som Herrens tjener, der er så ivrig efter at gøre hans vilje, at hun skynder sig afsted og derfor snubler på vejen.
4. Synd er nødvendige for selverkendelsen
Julian af Norwich ærgrer sig over, at der overhovedet findes synd, men her svarer Jesus gennem et indre indtryk, at ”synd er nødvendig – men alting ender godt”. Hun forstår, at synd ikke har substans og virkelig eksistens, men kun kan erkendes ved den smerte, den efterlader. Det er en forbigående smerte, der renser os og giver os selverkendelse, så vi beder om nåde. ”Synd er årsag til al smerte,” siger Jesus til hende, ”men alt vil ende godt til sidst”.
5. Jesus regerer ud fra sjælens trone
Julian af Norwich ser ind i menneskesjælen som en enorm tronsal, hvor Jesus Kristus sidder på tronen og regerer sit rige. Her bliver hun overbevist om, at Jesus ikke bliver væltet af tronen, men tværtimod vil kæmpe for den sjæl, han har taget bolig i. Han holder fast i menneskesjælen til det sidste, og vi aldrig slippe eller forlade den.
6. Maria repræsenterer menneskeheden
Jomfru Maria er repræsentant for menneskeheden i sin essens og hyldes for sin renhed. Julian af Norwich fremhæver Jesu mor som den, der helt og aldeles har kunnet modtage det dyrebareste, nemlig Gud selv gennem Jesusbarnet. Det at hun siger: “Mig ske efter din vilje” og lader sig befrugte af Helligånden er et forbillede for alle menneskers modtagelse af det guddommelige.
7. Mennesket vælger ikke Gud, men omvendt
Julian af Norwich bruger ofte betegnelsen ”de, som er udvalgt”, ”de, som skal blive frelst” og lignende. Det er usikkert, hvem hun mener: de kristne, de troende eller alle mennesker? Julian er ikke optaget af tro som valg og præstation, men snarere som reaktion på den tiltrækning, der udgår fra Jesu lidelse og derfor uundgåeligt fører til hengivelse. Udvælgelsen er en aktiv handling fra Guds side, hvor han udvælger mennesket, åbenbarer sig for det, og drager det til sig.
Tanker, der kan lindre sjælekvaler
Undervejs i læsningen spøger min egen kristne tradition: Er jeg nu enig i dette? Passer det med min teologi? Indtil jeg indser, at det jo slet ikke handler om ret og vrang – og slet ikke om mig – men om at kunne se en sag fra flere vinkler og dermed få udvidet sit perspektiv og måske opnå dybere erkendelser.
Det er så her, jeg tror Julians af Norwich kan berige enhver, der enten tror på en guddom og derfor gerne vil udvide sit perspektiv på denne guddom, eller blot helt for sin egen skyld har brug for tanker, der kan lindre sjælekvaler, hvoraf skyldfølelsen må siges at være en af de værste.
Julian af Norwich:
Kærlighedens Åbenbaring
Oversat af Louise Øhrstrøm
Boedal, 2023