top of page

Ombudsmandens rapport om Sjælsmark ventes klar inden jul

Folketingets Ombudsmand indledte i efteråret 2017 en undersøgelse af forholdene i Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland. Den 10. og 23. oktober 2017 var et tilsynshold fra Ombudsmanden på uanmeldt tilsynsbesøg i udrejsecentret. Ombudsmanden har ved besøget haft fokus på forholdene for de børn, der er indkvarteret i centret sammen med deres forældre.

Ombudsmanden stillede i januar 2018 en række spørgsmål til Kriminalforsorgen, der driver udrejsecentret. I marts 2018 sendte Direktoratet for Kriminalforsorgen en udtalelse med svar på Ombudsmandens spørgsmål. Ombudsmanden har efterfølgende indhentet supplerende oplysninger fra bl.a. Røde Kors, fremgår det af en pressemeddelelse fra den 26. oktober 2018.

Ombudsmanden oplyste her, at han forventede at afslutte undersøgelsen i første halvdel af december 2018. Men i en ny pressemeddelelse den 28. november 2018 oplyser Ombudsmanden, at han vil afvente Folketingets behandling af et beslutningsforslag om indkvartering af børnefamilier, der har fået afslag på asyl. Det skyldes, at Ombudsmanden ikke har kompetence til at blande sig i Folketingets arbejde, og da beslutningsforslaget vedrører forhold, der indgår i Ombudsmandens undersøgelse, besluttede han at afvente Folketingets behandling af forslaget.

Beslutningsforslaget fra de fire partier blev efterfølgende trukket tilbage, og den 6. december 2018 oplyste Ombudsmanden, at han genoptager sagen og forventer at afslutte den inden jul.

Fire partier vil give børnefamilier ret til at bo uden for udrejsecentre

Det beslutningsforslag (B 50), der midlertidigt bremsede Ombudsmandens undersøgelse, var stillet af Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og SF. Deres forslag gik ud på at genetablere en ordning fra 2012, ”hvorefter børnefamilier, der har fået afslag på asyl, får ret til at flytte i særlig bolig uden for asylcentrene 12 måneder efter endeligt afslag, og at børn tidligst kan overføres til et udrejsecenter, når udrejsen er umiddelbart forestående”.

Partierne henviser i forslagets bemærkninger til flere undersøgelser, som viser, at børnenes trivsel forringes, når familierne placeres lang tid i udrejsecentre, og at de får det bedre, når familierne kan bo uden for centrene.

De fire partier skriver i forslaget, at det ikke skal ramme børnene, at deres forældre nægter at udrejse, og at danske myndigheder ønsker at presse forældrene til at forlade landet, da børnene – uanset om de er småbørn eller teenagere – er helt uden ansvar for forældrenes beslutninger.

Beslutningsforslaget blev fremsat den 21. november 2018, men blev nogle dage senere trukket tilbage, da partiernes opdagede, at det hindrede Ombudsmanden i at afslutte undersøgelsen af forholdene i Sjælsmark.

Læs mere

bottom of page