Af Svend Løbner
Det bankede hårdt på døren til en lejlighed i Budapest, hvor Mira og andre unge fra den zionistiske ungdomsbevægelse gemte sig. Forinden havde udlejeren prajet en politibetjent på gaden og peget op mod lejligheden.
Den unge pige flygtede ud gennem badeværelsesvinduet, og de andre unge fulgte med og løb i hver sin retning til et skjulested i skoven, en bunker, hvor Mira fremstillede falske identitetspapirer til flygtende jøder.
I 1943 var jøder jaget vildt, og ungarske myndigheder samarbejdede med tyske nazister om at udrydde dem. Mira var heldig at befinde sig udenfor byens jødiske kvarter, da myndighederne forseglede det og dannede den ghetto, der skulle forarme den jødiske befolkning og sende de overlevende med godstog til koncentrationslejre i Nazityskland.
Minder og følelser
Jeg møder Mira på en rejse i Israel tilbage i 2005. Mira nærmer sig da de 90 år og fortæller sin historie roligt og intenst. Indimellem kniber hun en tåre. Hun kan især huske synet, da flygtende jøder ankom til byen fra andre lande, sultne og forkomne.
– Mange søgte tilflugt i synagogen, og midt i menneskemylderet så jeg en ung pige med sin lillesøster i hånden. De så helt fortabte ud. Jeg fandt senere ud af, at de var flygtet til fods hele vejen fra Warszawa til Budapest!
Mira har lært at sætte ord på sine minder og lade følelserne få luft. Socialt fællesskab og individuel terapi på AMCHA – et center for Holocaustoverlevende i Israel – har åbnet hende så meget, at hun kan stille op til interview.
Men sådan har det ikke altid været. Fra hun ankom på ladet af en lastbil til det daværende Palæstina i oktober 1944, til hun fik kontakt med AMCHA, fortalte hun ikke om sine oplevelser til nogen. Tiden gik med hårdt arbejde og kamp for at forsvare markerne i kibbutzen.
En ’kuffert’ af minder springer op
– Én ting er meget vigtig for Holocaustoverlevende, og den har endda et navn: Tavshedskoden. Man taler ikke om, hvad der er sket, fortæller Marga Janukovitch, der leder AMCHA i byen Netanya ved Middelhavet. AMCHA betyder ”dit folk” på jiddisch og er det kodeord, de flygtende jøder brugte i skovene, når de skulle finde hinanden. Ikke andre end jøder kan udtale ordet korrekt.
Margas mor måtte selv flygte fra nazisterne i Rumænien. Hun slap ud af sin husarrest, efter at have bestukket en soldat fra det berygtede SS-korps.
Marga fortsætter:
– Da de overlevende ankom til Israel som unge, havde de meget travlt med at etablere familier, bygge huse og forsvare sig. Dengang kunne de holde minderne inde i ”en kuffert” og forsøge at lukke og låse den. Men kufferten kunne ikke lukkes helt. Der var stadig en åben sprække, og efterhånden som de blev ældre, og modstandskraften blev svagere, begyndte disse kufferter at springe op. De sprang op – helt ukontrolleret – med minder, følelser, smerter og forfærdelige hallucinationer. I såkaldte flashbacks så de sig selv i koncentrationslejren og kunne endda høre soldaternes ordrer og fangernes skrig.
Et liv før og efter Holocaust
Men på AMCHA får de hjælp til at bearbejde deres traumer. Som Marga Janukovitch udtrykker det:
– Før fyldte minderne fra Holocaust hele deres sind. Gennem terapien får oplevelserne deres rette proportioner. De overlevende indser, at de havde et liv før Holocaust, og de har et liv efter. Og det liv skal de nu nyde sammen med deres børn og børnebørn.
AMCHA er nu vokset til tre centre og har kontorer i 18 byer over hele Israel. I Netanya kommer omkring 400 Holocaustoverlevende hver uge. Nogle til en ældreklub med andre overlevende, andre til individuel terapi, og atter andre til begge dele. AMCHA’s unikke terapiforløb har vundet anerkendelse hos sundhedsmyndighederne, og centrets psykologer holder ofte foredrag på landets skoler.
Ekspert i falskneri
Mira fortæller sin historie fra 1942-43, midt under Anden Verdenskrig. Tyskerne ankom først til Ungarn i marts 1944, men antisemitismen havde allerede holdt sit indtog i landet. Miras familie ejede en restaurant i Budapest. Fordi der altid gik mange mennesker gennem restauranten, kunne hendes mor skjule nogle af de flygtende jøder i deres hus – indtil de kunne videretransportere dem til den skjulte bunker ude i skoven. Men myndighederne beordrede den jødiske restaurant lukket og inddrog moderens udskænkningstilladelse.
– Men min mor havde gode forbindelser. Hun kunne købe varer, der ellers var rationerede, fx brød, mælk og kød, og disse varer kunne jeg så transportere til en bunker i skoven, hvor vi skjulte de jødiske flygtninge, fortæller Mira, der som ung zionist var gået under jorden og skjulte sig i en lejlighed udenfor det jødiske kvarter – indtil hun måtte flygte ud i skoven omkring byen.
Ligesom sin mor havde hun gode forbindelser og kunne skaffe falske dokumenter til de jødiske flygtninge. Papirerne foregav, at de var ungarske kristne i Budapest. På den måde kunne de bevæge sig frit og flygte videre. Miras mor fik lavet et dokument, flyttede til en anden by og udgav sig som kristen. Mira havde en søster, der også fik papirer og ophold på landet mod en klækkelig betaling til en ungarsk bonde.
Konstant frygt
– Jeg levede i konstant frygt for mit liv, fortæller Mira, der nu overnattede i skovene og var nødt til at bevæge sig rundt og lave noget hele dagen.
En dag, da hun steg på sporvognen i Budapest, stod hun pludselig ansigt til ansigt med en servitrice fra moderens restaurant, som de havde fyret for hendes antisemitiske holdninger. Mira hoppede af sporvognen i en fart, inden servitricen nåede at råbe efter politiet.
Mens Mira levede i skoven, fik hun lungebetændelse, og hendes venner sendte hende af sted med en gruppe på 14 børn og teenagere. De sprang alle på et godstog, men da de kom til et checkpoint, blev kun ni af deres identitetspapirer godkendt.
– Fem børn og unge forsvandt, og jeg så dem aldrig mere. Nazisterne tog dem, fortæller Mira og må igen knibe en tåre.
– Fordi de unge blev nervøse, opdagede militæret, at deres papirer var falske og sendte børnene videre til nazisterne.
Mira og resten af børnene og de unge rejste videre og krydsede grænsen til Rumænien til fods midt om natten. Hun ankom til Rumænien, netop som nazisterne flygtede ud af landet, fordi det nu blev indtaget af russerne.
Farefuld færd
Mira lavede nu rumænske identitetspapirer til sig selv og sine ledsagere og flygtede videre til den rumænske grænse, hvor de kunne komme med en fiskerbåd til Tyrkiet.
– Vi havde mad og vand til de seks timer, vi regnede med, rejsen ville vare – men først efter 64 timer landede vi i Tyrkiet, sultne og forfrosne, fortæller Mira.
Bådens motor brød sammen igen og igen, og hun mistænker, at den var saboteret. Båden før dem blev skudt i sænk, og kun to af flygtningene overlevede.
Mira ankom til Palæstina i 1944 på ladet af en lastbil sammen med andre jødiske flygtninge til byen Ashkalon uden en øre på lommen.
– Men jeg havde overlevet Holocaust, fortæller hun stolt.
Mira fik først arbejde som barnepige for en familie i Tel Aviv. Kort efter mødte hun sin kommende mand. Sammen flyttede de til en kibbutz. Hun gravede de voldsomme minder ned i sin ”kuffert” – indtil den sprang op af sig selv, og hun heldigvis kunne få hjælp hos AMCHA.
Artiklen er tidligere bragt i den kirkelige avis Udfordringen. AMCHA i Netanya er udvidet med overskud fra bogsalg i PALMA-forlaget i Danmark.