KRONIK: Palæstinenserne må nu alene forsvare vores menneskelige værdighed og gøre modstand imod illegitim frihedsberøvelse og umenneskeliggørelse. Men i virkeligheden er kampen for ligeværd vores alles, skriver kronikør.
Kronik af Samuel André Madsen, cand.theol. og musikproducer
Til enhver aktion er der en reaktion. Newtons tredje lov gør sig også gældende i relationer, både store politiske og små familiære. Så når det palæstinensiske folk i mere end 75 år, hvad der svarer til tre-fire generationer, er blevet undertrykt, fordrevet ad flere omgange og dræbt af Israel, stik imod internationale love, så er det ikke blot uundgåeligt at det palæstinensiske folk modsætter sig denne undertrykkelse – det er også en ærefuld menneskelig pligt at gøre modstand. Pligten er først og fremmest borgerens i det land, der undertrykker eller tager del i undertrykkelsen, fordi magthaverne, når de angriber vores fælles menneskeværd og menneskeret, repræsenterer borgeren. Med magthaverne mener jeg ikke kun vores politiske repræsentanter, men også vores public service-medieredaktører, dommere og indflydelsesrige virksomheder.
En fælles kamp for ligeværd
Hvis vi svigter pligten til at gøre modstand imod disse angreb på vores universelle menneskerettigheder og menneskeværd, står de undertrykte alene. Derfor er de undertryktes modstand endnu mere berettiget, da den i det tilfælde bliver en stedfortrædende kamp på grund af vores svigt. De må nu alene forsvare vores menneskelige værdighed og gøre modstand imod illegitim frihedsberøvelse og umenneskeliggørelse. Uanset hvor og af hvem denne kamp for lige værd og lige ret kæmpes er kampen i virkeligheden vores alles.
Palæstinenserne er hovedpersoner
Palæstinenserne modsætter sig et dehumaniserende narrativ skabt af den undertrykkende magt Israel, og i stedet insisterer de på at være narrativets ejer. Palæstinas historie er palæstinensernes, på samme måde som Grønlands historie er inuitternes, Iraks historie irakernes, Vietnams historie vietnamesernes og kontinentet Afrikas historie afrikanernes. De første og vigtigste vidner til Palæstinas historie kommer fra palæstinensiske læber. Palæstina er hovedpersonen i historien om Palæstina. Punktum. Så hvis du endnu ikke har læst en bog af en palæstinensisk forfatter, så gør det nu.
En pligt at protestere
Hvis undertrykkelsen er så strukturel, at den ligefrem er blevet til uretfærdig lovgivning eller politik, så er det først og fremmest borgeren i det land, der undertrykker, der har pligt til at benytte sin demokratiske stemme til at protestere, og herved tydeliggøre at magthaverne ikke længere repræsenterer borgerens stemme. Her taler jeg både om den israelske befolkning og den danske befolkning, fordi Danmark er Israels allierede. Hvis protesterne bliver hørt, men ignoreret af magthaverne, så er den moralske pligt endnu større for borgerne, da det betyder, at magthaverne ikke længere respekterer det mandat, folket har givet dem. Her er borgeren forpligtet – givet at demokratiet er borgerens foretrukne styreform – til at hæve sin indsats i forsvar for retfærdigheden, demokratiet og vores fælles menneskeværd.
Civil ulydighed trækker samtykke tilbage
Skridtet efter demonstrationer er civil ulydighed. Civil ulydighed er i praksis at værne om sin samvittighed og integritet, og have karakter nok til at trække sit samtykke tilbage. Derved bliver magthaverne og i særdeleshed andre medborgere opmærksom på, at demokratiet er i fare for tyrannisk kapring. Her er det vigtigt at ulydigheden er klog og i overensstemmelse med ens samvittighed.
Civil ulydighed blev demonstreret i praksis af historiens store helte fra Sokrates til Gandhi, Martin Luther King til Mandela, Greta Thunberg til den seneste modtager af Nobels fredspris, iranske Narges Mohammadi. Forstyr og afbryd samfundets orden på fredelig vis for enhver pris, når magthaverne undertrykker mennesker! Her er det op til den enkelte borger at være tro mod sin samvittighed og træffe nogle vigtige livsvalg. Når disse er truffet, kan borgeren gå fremad i ulydighed med ære og glæde og betale prisen med stolthed. Sagen er værdig og sagen er ærefuld.
Fratagelse af samtykke er et demokratisk princip
Et spørgsmål rejser sig: Hvordan kan det være, samfundet har en sådan struktur, at det kun er muligt at give samtykke, men ikke at trække sit samtykke tilbage?
Her vil kritikere måske sige, at vi da bare kan stemme anderledes ved næste valg. Det kan vi bare ikke vente på, hvis demokratiet falder fra hinanden, fordi vores ledere forbryder sig imod universelle menneskerettigheder og støtter folkedrab ved passivt at se til. Altså, skulle grundlaget for vores stemmers samtykke vise sig at være løgn eller vildledning, for eksempel i form af brud på valgløfter eller demokratiske fundamenter og menneskerettighedsprincipper, så viser den øjeblikkelige fratagelse af folkeligt samtykke i form af civil ulydighed sig som et højere demokratisk princip end samtykket givet ved valg.
Problemet er civil lydighed, ikke ulydighed
Martin Luther King sagde i programmet Meet The Press i 1965, at det er et lige så stor en moralsk forpligtelse at adlyde retfærdige love som det er at være ulydig mod uretfærdige love. Men eftersom samtykke og lydighed mod uretfærdige love kan manipuleres frem, som den jødiske professor Noam Chomsky skriver i sin bog Manufactoring Consent, er det en endnu vigtigere egenskab at sige fra, end det er at sige til, for at bevare sin frihed og autenticitet.
Når menneskeværdet er under angreb er det vigtigere at sige NEJ, end at sige JA. ”Så snart man nævner, at temaet er civil ulydighed, siger man, at problemet er civil ulydighed. Det er ikke vores problem…. Vores problem er civil lydighed. Vores problem er antallet af mennesker, der over hele verden har adlydt dikteringerne fra deres styres ledere og er gået i krig, og millioner er blevet dræbt på grund af denne lydighed,” skrev den amerikanske historiker Howard Zinn i sit essay The Problem Is Civil Obedience (1970).
Oprør kan være en demokratisk pligt
Evnen til at sige ”Nej! Ikke i mit navn!” bringer yderligere dyder frem, da det kræver og nærer selvrespekt, standhaftighed, mod og næstekærlighed. Vægten ligger tungere på nogle af demokratiets søjler, end den gør på andre. Og når demokratiet er overtaget af tyranner, der ud over at underminere folkets stemme, også forsvarer en diskriminering af menneskeværdet og ligefrem folkedrab, så er ulydighed og oprør en demokratisk og menneskelig pligt!
Det er sandsynligt, at du ligesom jeg har følt kaldet gjalde i dit hjerte. Mange er gået på gaden i Danmark, Stop Annekteringen og StreetAction er begge organisationer, der i Danmark har lavet demonstrationer og aktioner.
Det grundlæggende spørgsmål: Hvad er mennesket værd?
Når magthaverne fortsætter med at angribe vores menneskeværd, så er de svære spørgsmål, vi bliver nødt til at turde stille os selv gravalvorligt disse: Bør vi acceptere den fortsatte tyranniske undertrykkelse og fornedrelse af vores menneskerettighedsprincip, hvis ethvert fredeligt skridt folket tager i protest og civil ulydighed bliver mødt, ikke blot med ignorering, men også med truende og straffende adfærd fra tyrannerne? Eller er der flere skridt, vi kan tage i forsvar for vores menneskeværd og for vores demokrati? Det grundlæggende spørgsmål er: Hvad er et menneske værd? Hvad er demokratiet værd for dig?
Menneskeværd trumfer velfærd
Ulydighed er frihedens sande fundament. De lydige kan kun være slaver,” skrev filosoffen og poeten Henry Thoreau i sin bog Civil Ulydighed. Jeg kender det fra mig selv. Jeg ved inderst inde, at jeg er slave af mit velbefindende – af mine privilegier. Men der må aldrig sås tvivl om, at menneskeværd trumfer velfærd. Det er netop fordi, vi har det så godt som hvide danskere i Danmark med vores økonomiske faciliteter og privilegier, at vores samvittighed og medmenneskelighed – vores evne til at gøre oprør – er så bundet i trældom. Prisen synes for høj. En slave med privilegier er stadig en slave. Vi betales for at vende det blinde øje til. Vi må simpelthen ikke glemme hvad der står på spil – hvad det er vi kæmper for! Vi har i tidernes løb som kujoner givet afkald på vores samvittighed og medmenneskelighed, for det var nemmere at bygge videre på løgnen end at optrævle vores slavebånd og betale prisen for vores sande frihed.
Ytringsfrihed er frihed til at sige magthavere imod
I den nuværende situation er vores frygt for fejlagtigt at blive kaldt ’antisemitiske’ af zionister større end vores empati for de hundredvis af børn, der i denne time bliver dræbt i Palæstina af israelske bomber. Det siger det hele.
Løgn avler løgn, og derfor bliver vi nødt til at stille de svære spørgsmål, hvis vi ønsker at beholde vores ytringsfrihed. Ytringsfrihed er frihed til at sige magthavere imod. Friheden, vi kæmper for, er frihed fra voldens spiral, frihed fra åndeligt fangenskab.
Vi som samfund er gået langt i vores bestræbelser på at opretholde den zionistiske løgn i årtier, at Israel har ret til at udrense det indfødte palæstinensiske folk fra Palæstina, ret til at overtage landet Palæstina på baggrund af et komplet amoralsk diktat fra en engelsk kolonial besætter (Balfour-deklarationen) og ret til nu at udføre folkedrab i Gaza.
Kritik mod regering og medier
Løgnen er mindst lige så gammel som staten Israel. Sandheden er, at vi hellere ville betale for vores skyld i holocaust med palæstinenseres blod end vi ville indrømme vores egen rolle i Anden Verdenskrigs antisemitisme og racisme. Vi ville hellere sende jøderne til Palæstina end give af vores eget land til oprettelsen af en jødisk stat. ”De farligste monstre er almindelige mennesker beredte til at tro og adlyde uden at stille spørgsmål.” skrev den jødiske forfatter Primo Levi, der overlevede holocaust, i sin bog The Truce.
Vi har et ansvar for at forholde os kritiske overfor vores regering og medier. Vi har et ansvar for at forsvare menneskerettigheder og menneskeværd på vegne af os alle. Vores menneskeværd må aldrig blive en abstrakt størrelse. Der er vi havnet, og derfor må vi gå på gaden, strejke, og gøre oprør! Det kan vi sammen!