top of page

Paula Larrain: Fordybelse skaber fokus i mit liv

En hjernerystelse satte en stopper for Paula Larrains tempofyldte mediekarriere. Siden har hun indført strikkepauser i hverdagen og tager gerne på retræte, hvor hun fører en indre dialog med Jesus.


Foto: Svend Løbner


Paula Larrains liv har været præget af megen uro. Først fordi hun som barn måtte flygte sammen med sine forældre fra et militærkup i hjemlandet Chile. Dernæst en hæsblæsende travl karriere som nyhedsjournalist i en tempofyldt mediebranche. Og midt i det hele en hjernerystelse, der vendte op og ned på hendes liv.

Op til i dag må hun ind imellem lade sindet gå i tomgang, mens hænderne strikker den ene uldsweater efter den anden.

Da vi ringer hende op, sidder hun med strikketøjet og svarer klart og fattet på vores spørgsmål om fordybelse. Hun indrømmer, at hun som type er en kvinde med fart over feltet, men at hjernerystelsen sammen med en stædig protest mod et stigende tempo i samfundet, har skabt ro over gemytterne og afsløret en skjult gevinst: Mere åndsnærvær i hverdagen.

Herefter følger telefonsamtalen i ro og mag:


Fordybelse giver fokus

Hvad tænker du så umiddelbart, når du hører ordet fordybelse?

- Så tænker jeg på afslapning, frakobling. Det er den ene del af det. Noget andet er koncentration, fokus. For man kan jo fordybe sig i tankevirksomhed eller en aktivitet. Men man kan også fordybe sig i stilhed. Men skal jeg give en fællesbetegnelse, så er det nok fokus. Fordybelse skaber fokus i mit liv.

Du har været engageret som journalist og studievært i over 30 år. Det er jo ikke just en branche med stilhed…

- Nej, gennem de 34 år, jeg har været i medierne, er tempoet blevet skruet gevaldigt op. Og det er det jo, fordi teknologien er til, at vi bliver hurtigere. Og det har jo altid været sådan med nyheder, at de skal så hurtigt frem som muligt. Det har været paradigmet for nyhedsmedier gennem de 100 år, og nu gør teknologien, at vi kan følge med i nyhederne hele tiden.


Medierne råber højt og hurtigt

- Selv er jeg er gået fra at lave avis i 1990'erne på den helt gammeldags manér til at kunne producere nyheder online hele tiden. Det har så bevirket en øget konkurrence mellem medierne, en råbekonkurrence, hvor det ene medie råber højere end det andet. Så nu er det blevet råbende og hurtigt på én gang. Og så brænder systemet jo sammen.

Hvad sker der med os mennesker, når vi er udsat for den slags?

- Vi brænder jo sammen. Ifølge fysikkens love kommer der jo et tidspunkt, hvor man ikke kan klare mere. Men inden da, er der et udskilningsløb, hvor de, der klarer sig bedst, er dem, der klarer mosten. Det er jo en særlig hærdet type, som ikke nødvendigvis er meget sympatisk.

- Mange går ned med stress for øjeblikket, også politikere. Det er jo simpelthen fordi, vi skruer tempoet så meget værd, at mennesker ikke kan følge med.


Sagde op i protest

Hvad har du selv gjort i det forløb?

- Jeg har bevidst slukket. Allerede i 2007 sagde jeg op på TV-avisen, fordi jeg bl.a. ikke syntes, at vi leverede den fordybelse, nyhederne havde brug for. Med et stigende tempo omgik vi den væsentlighed, som jeg synes er vigtig at prioritere ud fra. Det vil sige, at man ikke skal sende hvad som helst ud til folk. Man skal jo faktisk prioritere for folk og sige, hvad der er vigtigt, i stedet for hovedløst at sende nyheder, bare fordi man kan.

- Man kan faktisk klare sig med meget mindre. Jeg har stort set ikke set en hel nyhedsudsendelse siden 2007, og jeg føler mig ret godt orienteret alligevel. Så ved at have nogle nedslagspunkter en gang imellem, hvor jeg sætter mig ind i aktuelle sager, kan jeg sagtens føle mig udmærket orienteret, uden at skulle se nyheder hele tiden.


Lader hjernebatterierne op

Når sjælens hav bølger af følelser og tanker, hvordan sker det så for dig, at Jesus rejser sig i båden og siger: ”Vær stille!”

- Jeg strikker meget. Og jeg gjorde det især, efter jeg blev tvunget til at være stille, fordi jeg slog hovedet. Dengang gang i 2015 var jeg ansat på Ekstrabladet, hvor vi netop skruede tempo i vejret. Og på grund af det tempo løb jeg ind i et bord, og det har så betydet, at jeg er nødt til at være stille, for at kunne gøre nogle af de samme ting, som jeg gjorde før.

- Så dér blev jeg tvunget til at sidde hjemme med strikketøjet, fordi min neuropsykolog sagde, at det var rigtig godt for hjernen at koble fra ved at lave noget med sine hænder. Man lader simpelthen hjernebatterierne op på den måde.


En indre dialog med Jesus

Og nogle gange tager du hele dage ud af kalenderen…

- Ja, jeg har været på retræte et par gange på det seneste. Det er også meget oppe i tiden at slukke, fordi vi er blevet så afhængige af vores smartphones. Jeg er jo selv meget på sociale medier, på Twitter og på Instagram. Og det kan blive til et narkotikum, hvor man hele tiden opdaterer, opdaterer og opdaterer. Det gør, at man ikke kan fordybe sig, fordi man hele tiden mister koncentrationen.

- Derfor tager jeg på retræte, hvor man slukker en 3-4 dage og vandrer i stilhed i naturen sammen med andre. Her sker der en indre proces, hvor jeg taler lidt med sig selv. Og da jeg er Jesus-troende, har jeg jo altid Jesus med mig. Derfor kan jeg altid have en dialog med ham, og det hjælper jo altid at være stille.


Beder under bruseren

- Jeg har også en bønnepraksis, men den er ikke helt almindelig. Jeg beder nemlig, mens jeg er i brusebad. Hvorfor egentlig det? Jo, fordi dér kan jeg ikke have telefonen med! Dér er jeg meget nærværende. Jeg elsker også at gå ture i skoven. Naturen har en kæmpe beroligende effekt for mig.

Har du et mål for øje, når du fordyber dig?

- Nej, fordybelse er ikke et mål i sig selv, men et middel til at være mere nærværende. Fordybelsen hjælper os til at leve mere her og nu, fordi det er i nuet, evigheden er. I fordybelsen har du mulighed for at leve vertikalt.

- Når du er stille og ikke bevæger dig fremad, opstår forbindelsen opad til det evighedspunkt, man hele tiden kan gå ind i og mærke i sit eget liv. Det er at finde en lykkestund, ligesom at sidde i en solstråle. Men når man er i løb, i fart og fremad, mærker man kroppen mere. Og så kan ånden ikke altid følge med. Men når man sidder stille, er ånden mere nærværende.


Artiklen er skrevet i samarbejde med Ullerød Kirke.

bottom of page