Politikernes påstande er uden belæg. Syrien er ikke sikkert

Det Syriske Netværk for Menneskerettigheder dokumenterer tusindvis af drab efter tortur – de fleste begået af det syriske regime. Hvordan kan danske politikere så påstå, at Syrien er sikkert?


Svend Løbner, foto: Michala Linn


Vi hører det jævnligt fra Tesfaye, Stoklund og Knuth: Syrien er sikkert. Derfor skal syriske flygtninge rejse hjem.

Men det er en påstand uden belæg, viser det sig. Det anerkendte Syriske Netværk for Menneskerettigheder (SNHR) kan med informanter over hele Syrien dokumentere, at det syriske regime fængsler, torterer og dræber sine modstandere.

Den 2. august blev seks personer anholdt uden sigtelse i byen Daraa. En af dem en politimand, der tillod sig at tage sin afsked fra det brutale styres politikorps.


Fanger forsvinder sporløst

Han bliver nok ikke løsladt foreløbig. 85 procent af alle dem, der bliver taget til fange af det syriske regime, ”forsvinder” sporløst. Lige nu drejer det sig om mindst 131.178 personer.

Det syriske regime renser ud blandt sine egne borgere. Enhver, der siger eller gør noget, der kan tolkes som illoyalitet, risikerer at regeringens militser pludselig tropper op på deres adresse, tager dem til fange og anbringer dem i Assads mørke torturkældre.


Chokerende tal

Blot i juli blev 129 civile dræbt af det syriske regime eller dets tilknyttede militser – heraf 44 børn, 17 kvinder og 10 personer som følge af tortur.

Første halvår af 2021 blev 723 civile dræbt af partnerne i konflikten – de allerfleste af det syriske regime. Blandt de dræbte er 145 børn og 79 kvinder.

Siden borgerkrigen startede for 10 år siden er – hold nu godt fast - 14.537 personer døde under tortur i den syriske borgerkrig. Langt størstedelen af ofrene er ​​dræbt af syriske regeringsstyrker. Blandt dem, der er torturerede til døde, er 180 børn og 92 kvinder.


Troværdig kilde

Det er alt sammen dokumenteret af SNHR, der er anerkendt som troværdig kilde af både FN, Amnesty og Human Rights Watch.

Er disse oplysninger gået regeringen og dens støttepartier forbi? Eller vælger de bevidst at se bort fra de chokerende tal? Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at påstande skal underbygges af belæg. Ellers holder de ikke.


Tjek dokumentationen

Påstanden om, at Syrien er sikkert nok til, at syriske flygtninge kan vende tilbage, er taget ud af den blå luft. Belægget – gentagne rapporter fra Det Syriske Netværk for Menneskerettigheder – viser det stik modsatte: Syrien er ikke sikkert. Slet ikke for flygtninge, hvis flugt af det syriske regime bekvemt kan tolkes som forræderi.

Assad og hans kumpaner skyr ingen midler. Når han kan tortere og dræbe selv børn for at beholde magten, kan ingen vide sig sikker.

Det bør tages ad notam af danske politikere. Gå blot ind på SNHR.org og tjek dokumentationen. Og giv så alle syriske flygtninge opholdstilladelse i Danmark.


Artiklen bringes samtidig i Avisen Danmark.