top of page

Regeringen vil øge indsatsen for tros- og religionsfrihed

Visse ord gik igen ved udviklingsminister Rasmus Prehns (S) tale til de 120 deltagere ved Udenrigsministeriets kontaktforum for tros- og religionsfrihed på Christiansborg 8. oktober. Ordene var ”step up”.

Prehn sagde gentagne gange i sin tale på engelsk, at regeringen vil ”step up in promoting freedom of religion and belief”, dvs. tage yderligere skridt for at for at fremme tros- og religionsfrihed.

På dagsorden i FN – nu også i EU

Den tidligere regering havde allerede gjort meget på området: Oprettet en særlig enhed i Udenrigsministeriet, der skal sikre, at tros- og religionsfrihed kommer på udenrigsministerens, ambassadørernes og diplomaternes dagsorden i forhandling med udenlandske myndigheder. Og sat tros- og religionsfrihed på dagsordenen i FN’s menneskerettighedsråd.

Rasmus Prehn lovede at gøre endnu mere:

– Vi vil desuden påvirke den ny EU-kommission til at prioritere denne dagsorden. På foranledning af Danmark er tros- og religionsfrihed udtrykt specifikt som en menneskeret i EU’s skitse til udviklingspolitik fra 2020 til 2027.

Støtter projekter om tros- og religionsfrihed

I sin tale i kontaktforumet lagde Rasmus Prehn stor vægt på samarbejdet med civilsamfundsorganisationer.

– Som udviklingsminister er det min pligt at sikre, at dansk udviklingspolitik er stærkt funderet i lokale civilsamfund. Det er jeres arbejde, der inspirerer regeringen til at fortsætte med at prioritere dette område af vores udenrigspolitik.

Han lovede at beholde enheden for tros- og religionsfrihed intakt og støtte projekter, der fremmer sagen.

– Vi vil øge samarbejdet med trosbaserede organisationer og jeres bidrag til konfliktforebyggelse og forsoning, sagde han og nævnte blandt andet Mission Afrikas, Danmissions, og Caritas’ arbejde for fred i Myanmar og Nigeria.

– Jeres arbejde har inspireret os til at bruge disse erfaringer i en bredere sammenhæng i dansk udviklingsbistand.

Udvider dialog med alle lande, hvor religionsfrihed er på spil

Hvor den tidligere regering fokuserede på fire lande i Mellemøsten og Nordafrika, vil den nye regering udvide feltet til alle lande, hvor det er behov for at føre dialog med myndigheder om tros- og religionsfrihed.

– Lad mig understrege: Tros- og religionsfrihed er en menneskeret på lige fod med andre menneskerettigheder. Denne ret slutter ikke ved landegrænser. Det er en universel ret for alle og bør forsvares af alle.

At fremme tros- og religionsfrihed er nemlig et spørgsmål om solidaritet, sagde han:

– Når religionsfriheden begrænses, er det et forvarsel om, at andre menneskerettigheder er i risikozonen. Det påminder os om, at vi er nødt til at forsvare denne frihed og alle andre menneskerettigheder. Tros- og religionsfrihed gælder alle. Vi taler ikke kun imod antisemitisme og islamofobi, men også imod forfølgelse af kristne og ateister.

Gælder også Danmark

Konferencen i kontaktforumet fortsatte med en serie oplæg om tros- og religionsfrihed i forhold til ligestilling og kvinders rettigheder. Til sidst sagde Daniel Toft Jakobsen (S), der leder tværpolitisk tros- og religionsfrihedsnetværk i Folketinget:

– Tros- og religionsfrihed gælder alle. Derfor må vi også kæmpe for den i vores egne lande. Danmark er ingen undtagelse.

Netværket er etableret med inspiration fra Ed Brown, der er rådgiver for FN’s Helsinkikomité og har etableret et internationalt netværk for parlamentarikere, der kæmper for tros- og religionsfrihed:

– Islamisk Stat arbejder hen over landegrænser. Det skal politikere, der kæmper for tros- og religionsfrihed, også gøre. Vi startede med 7 politikere; nu er vi over 300. Og arbejdet bærer frugt. Det er lykkedes at få frigivet samvittighedsfanger. Det gør indtryk, når fx den brasilianske ambassade kontakter iranske myndigheder om at frigive en fange. Så lytter de.

bottom of page