top of page

Savnes: Internationale visioner i partiernes EU-politik

Opdateret: 13. jun.

Det er fristende for EU at lukke sig om sig selv, men frygt er ikke just fremmende for politiske visioner.



Jeg savner internationalt engagement i partiernes EU-programmer. Selv om udviklingspolitik hører med til partiprogrammer i Danmark, kan man ikke just sige, at partierne praler med at bruge EU’s økonomiske muskler til at afbøde klimakatastrofer, flygtningestrømme og hungersnød i verden.


Og når det kommer til tidens største humanitære krise, er der kun tre partier, der melder sig på banen. Kun Radikale, Alternativet og Enhedslisten forholder sig til Israels krig i Gaza. Selv om et samlet EU kan kræve stop for alt våbensalg til Israel og lægge pres på landet, der qua Europæisk Melodi Grand Prix åbenbart er med i Europa.


Vi kan mere tydeligt kræve, at Israel stopper bombardementerne, indfører våbenhvile med det samme og tillader nødhjælp at komme uhindret ind i Gaza.


I det perspektiv betyder det mindre, om vi alle skal bruge samme oplader til vores mobiltelefoner, som S har fået gennemført, og om der skal være lyntog gennem hele Europa, som Enhedslisten foreslår.


Liberal Alliance ønsker mere frihandel, ja, men ellers glimrer de internationale visioner ved deres fravær i partiernes EU-politik.


Til gengæld plæderer de allerfleste partier for et stærkere ”Fort Europa” med øget oprustning og skrappere kontrol med Europas ydre grænser. Putins invasion af Ukraine har skabt frygt for, hvad den russiske despot yderligere kan finde på. Flygtninge fra tidligere kolonilande banker på Europas døre for at få del i de goder, vi historisk har stjålet fra dem.


Det er fristende for EU at lukke sig om sig selv, men frygt er ikke just fremmende for politiske visioner.


Som verden ser ud nu, er vi selvfølgelig nødt til både at have et stærkt forsvar parat. Men den beskyttelse skal ikke gøre os mindre gæstfrie over for migranter og mindre ansvarlige over for de lande, vi har diplomatiske forbindelser med, så vi i tilfældet Israel blot ser tavst og passivt til det, der ligner et folkedrab i Gaza.


Indlægget har været bragt i Avisen Danmark.

Sameksistens

Støt individet. Styrk fællesskabet

Sameksistens er et netmagasin drevet af frivillige. Gennem nyheder, reportager, portrætter, analyser og konstruktiv debat søger vi at svare på spørgsmålet: “Hvordan kan vi eksistere sammen i denne verden?”. For sameksistens er ikke en holdning. Det er et grundvilkår i en globaliseret verden. 

Mere om Sameksistens

Redaktionen

Baggrund

Vær med

Modtag nyhedsbrev

Datapolitik

Frivilligt abonnement kr. 100,- eller mere indsættes på Netbank 0759 3231319386.

Kontakt

 

Sameksistens

redaktion@sameksistens.dk

Send pressemeddelelse

Skriv debatindlæg

bottom of page