top of page

Sig stop for Israels krig mod Gazas befolkning

Tænk, hvis det var dine børn, dine børnebørn, der kun nåede at blive 4-5 år gamle, fordi de blev dræbt af snigskytter.



Det er helt horribelt, hvad der udspiller sig for vores øjne lige nu. Hvis vi altså åbner øjnene og lader det synke helt ind: Israel har dræbt over 22.000 mennesker i Gaza de seneste 90 dage, de allerfleste kvinder og børn. Børn er frarøvet deres fremtid, familier deres håb og drømme, almindelige mennesker deres ret til at være til.

Tænk, hvis det var dine børn, dine børnebørn, der kun nåede at blive 4-5 år gamle, fordi de blev dræbt af snigskytter. Eller hvis det var din bolig, din skole, eller dit hospital, der blev jævnet med jorden af israelske bombefly.  

For ja, det sker lige nu i Gaza. Mens verden ser passivt til og lande kun møjsommeligt kan få sig til at stemme for en våbenhvile i FN.


Ifølge Harvard-professor Jeffrey Sachs kan krigen hurtigt få ende, hvis fx USA stopper strømmen af våben og penge til Israel. Det er det mindste man kan gøre. Dernæst lægge pres på den israelske regering og sige: Nu har jeres hævn på Hamas langt overskredet rimelighedens grænser.

Det handler ikke om, hvorvidt man er for eller imod Israel eller Palæstina. Det handler ikke en gang om jøder og muslimer. Det handler om menneskeliv.  


Men urimeligheden er til at få øje på. Terrorangrebet den 7. oktober – lige så forkasteligt det er – er et symptom på en større konflikt.

At Israel siden statens oprettelse har indtaget Palæstina stykke for stykke og fordrevet palæstinenserne fra deres huse og marker.

At de ulovlige bosættelser fortsætter, så der i dag bor 400.000 israelere på palæstinensisk jord. At de får tildelt den stjålne jord gratis og beskyttes af den israelske hær.

At det tager timevis for palæstinensere at krydse grænsen og rejse de få kilometer ind i Israel for at studere og arbejde.

At palæstinensere bliver chikaneret konstant og deres unge dræbt eller fængslet uden rettergang for blot at kaste med sten mod soldater.


Jeg besøgte Vestbredden i sommer og så selv de jødiske bosættelser omgivet af hegn og bevogtet af soldater. Jeg så soldater ved checkpoints i Østjerusalem konsekvent pille unge mænd ud fra gaden og ydmyge dem ved at kropsvisitere dem for åben skærm.

Vi ser 75 års konstant ydmygelse af det palæstinensiske folk. Det må stoppe nu. Vi må bryde tavsheden og protestere. Undersøgelser viser, at hvis blot 3,5 procent af en given befolkning protesterer, indvirker det på landets politik. Faktisk har det altid skabt forandring.

Derfor: Bryd tavsheden – hvad end den måtte skyldes – og forlang bombestop, våbenhvile, fredsforhandlinger og fri adgang for nødhjælp til Gaza nu.

bottom of page