top of page

Stram udlændingepolitik spænder ben for rettidig omhu i udenrigspolitikken

Forsvarets Efterretningstjeneste advarede allerede i 2020 om, at Afghanistan kan ende i borgerkrig eller Talibanstyre. Men først 11. august i år vedtog Folketinget at evakuere de ansatte på den danske ambassade og tolkene for de danske styrker.


En ting er, at Talebans hurtige overtagelse af Afghanistan overraskede det internationale samfund. Forståeligt nok også den danske regering. En helt anden sag er, at den danske regering tøvende, fodslæbende og alt for sent endelig den 11. august fik vedtaget en særlov til evakuering afghanske tolke og ambassadefolk, der er truet på livet.

Man fristes til at sige modstræbende, modvilligt. For sagen er, at den stramme udlændingepolitik har spændt ben for rettidig omhu i udenrigspolitikken.

Og nu står vi i midt i en panikaktion, hvor det er tvivlsomt at alle 45 ansatte med deres familier – omkring 200 personer – kan nå at komme ud af Talibans kløer.


Ren symbolpolitik

Danmark vil jo for alt i verden ikke have flere asylansøgere og slet ikke fra muslimske lande. Og de asylansøgere, der er i landet, placeres på udrejsecentre på ubestemt tid, for det er mere symbolet end den skinbarlige virkelighed, der tæller.

På danske udrejsecentre befinder sig lige nu 55 afviste asylansøgere fra Afghanistan. Yderligere 40 asylsager er under behandling. Sagerne er sat i bero på grund af magtskiftet, og det samme er tilbagesendelserne.

Sat i bero. Skal vi nu have mere modvillig, modstræbende, umenneskelig politik? Slip dog alle afghanere i Danmark fri af udrejsecentrene og giv dem mulighed for en tryg tilværelse i Danmark!


Himmelråbende inkompetence

Afghanistansagen afslører himmelråbende inkompetence. Diskussionen om hjemtagelse af de afghanske tolke er pågået i åresvis. Den amerikanske præsident Joe Biden annoncerede allerede 14. april, at USA ville trække sig ud af Afghanistan 11. september. Forsvarets Efterretningstjeneste advarede allerede i 2020 om at Afghanistan kan ende i borgerkrig eller Talibanstyre. De bad allerede i juni regeringen om en plan for evakuering af de danskansatte i Afghanistan.

Men regeringen foretog sig intet. Det måtte man kigge på efter sommerferien. Og mens Kabul faldt, hyggede Mette Frederiksen sig med at gå til koncert, og forsvarsminister Tine Bramsen kiggede på sæler på Ærø.

Skal man le eller græde?


Halvhjertet særlov

Og når man så endelig tager sig sammen til en halvhjertet særlov om evakuering, gælder loven kun ansatte de seneste 2 år, og de evakuerede får kun 2 års opholdstilladelse. Herefter skal de øge asyl som alle andre udlændinge. Det er den beskyttelse man vil give folk, der risikerer liv og lemmer for danske interesser.

Lad os håbe, at vi her langt over tidsfristen kan få evakueret alle danskansatte i Afghanistan og redde deres og deres familiers liv. Det er tvivlsomt.

Men en ting kan vi gøre: Give alle afghanske asylansøgere opholdstilladelse, så de kan redde livet og skabe en fremtid for sig selv og deres børn i Danmark.

Sameksistens

Støt individet. Styrk fællesskabet

Sameksistens er et netmagasin drevet af frivillige. Gennem nyheder, reportager, portrætter, analyser og konstruktiv debat søger vi at svare på spørgsmålet: “Hvordan kan vi eksistere sammen i denne verden?”. For sameksistens er ikke en holdning. Det er et grundvilkår i en globaliseret verden. 

Mere om Sameksistens

Redaktionen

Baggrund

Vær med

Modtag nyhedsbrev

Datapolitik

Frivilligt abonnement kr. 100,- eller mere indsættes på Netbank 0759 3231319386.

Kontakt

 

Sameksistens

redaktion@sameksistens.dk

Send pressemeddelelse

Skriv debatindlæg

bottom of page